Omkring DustCup'en hæftede jeg mig ved, at den levede op til sit navn. Tørre spor hele vejen igennem. SlushCup'en gjorde det desværre også, og jo længere hen i serien, jo værre det blev det. Vintervejret har været elendigt for en mtb-rytter. Bedst var det i 3. afdeling i Tyskerplantagen i Hillerød. Let frost, hårde, men tørre spor, kun lidt glat hist og pist. Perfekte forhold til mtb om vinteren.
Enkeltstarten på Herstedhøje frygtede man på forhånd nedkørslen fra bjergtoppen og ”landingen” nede i sumpen, men ved at styre så langt over mod venstre som muligt kunne man undgå det værste, og de eneste, der tog sig en tur i mudderet var vist dem, der valgte at køre lige ud i det med fart. Ellers var Herstedhøje i denne sæson heldigvis ikke så slem. Det meste foregår alligevel på større grusstier. Det er altid med blandede følelser man stiller op til mtb-løb på Herstedhøje. Jeg synes at ruten kan forsvares i relation til det koncept den bliver brugt til, dvs. som en enkeltstart fortrinsvis på grusstier. Men det har ikke så meget med mtb at gøre. Det bekræftes af, at jeg f.eks. på dagen havde udstyret min cykel med gamle Spinacci-bøjler, som en slags enkeltstartsstyr. Det ser fuldstændig vanvittigt ud, men jeg er ret sikker på at det var medvirkende til, at jeg kunne vinde denne afdeling i H40 ganske komfortabelt.
2. afdeling i Hareskoven var præget af ret meget regn i morgentimerne, der gjorde det hele til en meget mudret affære. Ellers stort set samme rute som sidste år og den er generelt god. Ikke kun mudret, men også et dårlig knæ efter et styrt i foregående VegaCup-afdeling gjorde dette til et meget svært løb for mit vedkommende, og det var med hiv og sving at det blev til en 2. plads. Michael Jørgensen viste her for første gang, at han ville blive en svær modstander ved at vinde suverænt. Mudder og glat underlag generer nok ikke en gammel crossmester så meget som en gammel landvejsrytter med hang til sol og sommer som mig.
Set i bakspejlet er det ikke overraskende, at det var i Tyskerplantagen jeg kørte absolut bedst i, og indsatsen på dagen burde have resulteret i en sejr i H40-klassen. Det var en drabelig duel mellem Henrik Cohen, Michael og jeg, som jeg - indtil små 500 meter før mål - klart havde overtaget i. Så var jeg desværre uheldig at skride ud, ovenikøbet ganske uprovokeret, ikke en gang i et sving, men på et lige stykke. Det var i og for sig ikke noget problem, men da kæden sad uhjælpelig fast, så nåede Henrik altså lige præcis forbi inden jeg via lidt vold og magt fik gang i cyklen igen. Det var lidt bittert.
Til gengæld drog jeg så fordel af at Michael havde et mekanisk uheld i næste afdeling i Helsingør. Her var forholdene også rimelige. Temmelig meget mere koldt og noget mere glat med nogle skræmmende isede passager, men stadig rimelige forhold til at køre løb på. En afdeling, der var af overraskende svær teknisk karaktér taget i betragtning at det var en SlushCup. Jeg havde nok ikke været vild med at køre på de bulede stykker, hvis føret havde været mere fedtet.
Så efter 4 afdelinger med to førstepladser og to andenpladser, så det hele jo meget pænt ud i det samlede klassement. Michael var toer, men for at vinde krævede det, at han skulle slå mig i de resterende 3 afdelinger. Det viste sig så ikke at være noget problem, for i takt med at temperaturen faldt til konsekvent at ligge under nulpunktet, så faldt min præstationer ligeledes ned i samme niveau.
5. afdeling er ligeledes en af de kontroversielle på samme måde som Herstedhøje. Urban Slush- konceptet har været en blandet fornøjelse gennem de sidste 3 år for mit vedkommende. Jeg fik faktisk min første sejr i H40 ved Urban Slush i 2008. Mest fordi alle de andre punkterede på ramperne end at jeg kørte specielt stærkt. Sidste år i DR-byen var der egentlig ikke så meget Urban over det, idet langt den største del af ruten foregik ude på muddervejene på Amager Fælled. Det gik ikke så godt. I år var det igen asfalt og beton, der var det fremherskende element ude ved B&W-hallerne. Det var så krydret med nogle lange stykker med is, de sædvanlige ramper og kunstige forhindringer og lidt god polarluft. Det blev en decideret off-dag for mit vedkommende. Der var intet bid i pedalerne, og jeg havde det generelt meget svært med både ramper og is. Jeg kunne via min 30. plads overall have kørt eliteløbet til sidst, men selvtilliden var mildest talt forduftet og jeg valgte pænt at trække mig.
From bad to worse. Tisvilde var næste afdeling, og det plejer altid at være en fornøjelse at køre deroppe. Ikke denne gang. Rent snehelvede. Intet med cykling at gøre, heller ikke mtb. Det er jo generelt ærgerligt, også for arrangørerne. Det er klart at der på den slags dage er en del der bliver væk, men det er egentlig imponerende så mange der alligevel dukker op. Jeg havde jo stadig noget at kæmpe for, så selvfølgelig stillede jeg til start, men hvis det ikke var tilfældet var jeg nok blevet hjemme i min seng. Som forventet gik det ad h...... til. Jeg er ikke god i den slags forhold. Det blev ikke bedre af at jeg nok havde valgt de forkerte dæk. Jeg har et par forholdsvis smalle pigdæk, som jeg formodede også var beregnet til at køre i dyb sne. Det tror jeg ikke længere de er! Hvad jeg burde have gjort var at montere eksempelvis et par Continental Mountain King 2.4 og pumpe så meget eller så lidt luft i, at de lige netop ikke bundede. Jeg ved ikke om det havde gjort den store resultatmæssige forskel, men faktum var at jeg i den grad var ude af stand til at styre min cykel. Utrolig frusterende, og en 8. plads som resultat.
From worse to ? Løbet i søndags markerede afslutningen på årets SlushCup. Forholdene var umiddelbart de samme som Tisvilde, så ikke den store optimisme. Det utrolige var, at på trods at to katastrofale afdelinger, så var den samlede sejr stadig indenfor rækkevidde. Jeg skulle bare placere mig før Michael i løbet, men som sagt så var troen på at det kunne lade sig gøre nok ikke særlig stor, de givne omstændigheder taget i betragtning. Det var kraftigt tøvejr og det førte jo straks tankerne hen på sidste års afslutningsløb i Tokkekøb.
Jeg havde forventet at 99% af ruten stadig ville være dækket af en dyne af sne, så denne gang blev det ballondækkene, der blev monteret, med et lufttryk på nul og en rullemodstand på uendelig! Sne var der stadig og dækkene var helt klart med til at balanceevnen denne gang var betragtelig forbedret på snepassagerne. Men denne gang stod den altså også på grus og mudder. Faktisk så meget at mudderet flød ned ad nogle af skrænterne. Det har jeg aldrig oplevet før så markant. Jeg tror på, at under perfekte forhold, f.eks. snefrit og let frost, så ville det have været en kanon rute, men under de givne og normale omstændigheder, så var det nu noget l... Og så lige en bemærkning til ”trappestigen” ude på ruten. Den synes jeg ikke var acceptabel. Jeg har ikke hørt om nogen uheld og formoder ikke at der har været nogen. Men den trappestige var altså decideret farlig! I princippet var det et fornemt arrangement. SRAM-bus, pølsevogn og kagetelt. Det hele var flot sat op, men jeg håber nu ikke, at vi skal køre der igen.
Jeg er jo allerede godt i gang med undskyldningerne, så lad mig bare forsætte. Det havde nok hjulpet lidt med lidt højere dæktryk. Endnu engang drillede en knæskade. Motivationen fulgte som vanligt med vejrforholdene. Faktum var, at jeg overhovedet ikke var i stand til at følge med. Allerede på startloopet faldt jeg langt tilbage og efter første omgang stod jeg for første gang nogensinde af uden at have et decideret mekanisk problem. Knæet fik lov til at få den officielle begrundelse, men det er sådan set underordnet og pt. er min styrke ikke i nærheden af at kunne køre med i toppen, hverken generelt eller for den sags skyld i H40. Jeg håber jo at det bliver lidt bedre her i foråret. Det er sjovt at køre mtb, men det er nu som regel lidt sjovere i sommerhalvåret.
Alt i alt blev det til en samlet 2. plads og uanset det nuværende styrkeniveau, så er det et skridt op ad rangstien i forhold til sidste vintersæson, men selvfølgelig også et skridt nedad i forhold til Dusten. Jeg vælger at se det som et skridt opad. For mig er det meget anderledes at køre mtb om vinteren end om sommeren, når det er tørt og varmt. På podiet fik jeg så også selskab af Jens, som via en række stabile placeringer mellem nr. 3 og 7, samlet set blev nr. 3. En 4. plads i finalen viste styrken, men endnu mere det faktum, at begge vores samlede placeringer var sikret før finalen. Det viser også at stabilitet er den primære faktor for at gøre sig gældende i den slags løbsserier. Late runners som Djernis og Thomas Nørreby Tøndering fra Næstved har helt klart sluttet bedst af, men desværre for dem for sent.
I både Slush og DustCup er der jo også en holdkonkurrence. Ride4fun har efterhånden en trup af ryttere, så vi kan gøre os lidt gældende i disse konkurrencer. Vi har ikke deciderede topryttere, men vi er ganske homogene styrkemæssigt. I DustCup'en blev vi nr. 4 med klar mersmag. I Slushen fik vi så overhalet DMK og fik hevet en 3. plads hjem. Tbikes og HMTBK er der nok ikke noget at gøre ved pt, men det kan vi jo nok leve med – indtil videre! Men det bringer mig så videre til den afsluttende marathonagtige præmieceremoni. Vi havde jo forventet at hele holdet skulle op på podiet og hyldes, men der blev vi altså snydt. Jeg ved ikke om det var fordi de fleste ryttere fra Tbikes og Holte var i udlandet, at man nøjedes med at overrække pokalen til teammanageren fra Tbikes og lade det være ved det. Jeg har fuld forståelse for, at man forsøger at afkorte præmieshowet så meget som muligt. F.eks. er champagnesprøjt osv. meget sjovt, men midt om vinteren i en grusgrav var det nu meget godt at vi blev fri for den ekstra tidsrøver. Det kræver i forvejen ikke så lidt tålmodighed for de fleste, der blot står og venter på om de skulle være den heldige at vinde den store lodtrækningsgevinst. Men snydt følte vi os nu alligevel.
Skevet af Keld Pedersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar