Serien bestod af syv afdelinger. Sidste år var der otte og ved at gå tilbage i historien kan jeg se at der har været helt op til 12 afdelinger. Det kan man jo sige er en tilbagegang, men til gengæld er der jo så opstået en masse andre løb, f.eks. Hustlernes H12 og det er jo ikke fordi hullerne i kalenderen ligefrem er påfaldende. Jeg synes de syv afdelinger har været passende. Det kan også blive for meget at køre løb både i weekenden, og DustCup onsdag aften. Dog vil jeg sige, at der måske manglede en afdeling i juni. Under alle omstændigheder skal alle de arrangerende klubber have en stor tak for at arrangere løb for os alle, og jeg håber da, at de 800+ deltagere, der har kørt en eller flere afdelinger har give så stort et overskud, at der også er faldet lidt af til klubberne. Det har de fortjent.
Generelt vil jeg også konkludere at der i det store og hele har været ganske velarrangeret. Vi husker selvfølgelig alle resultat- og chipkaoset efter første afdeling i Helsingør, men man jo konstatere at Katana er kommet meget godt efter det siden da. Det er faktisk temmelig suverænt, at man kan stå på stævnepladsen, f.eks. efter finalen i lørdags, og se resultaterne på sin iPhone. Ellers kan jeg kun huske et par uheldige starter i de første par afdelinger, hvor især os i første startgruppe blev noget overraskede. Især starten ved 2. afd. i St. Dyrehave var noget kaotisk. Til finaleløbet var der også noget minestrimmel på tværs, som lige skulle forceres, men derudover forløb alt vist meget fint i hvert fald set fra mit synspunkt.
Hvis man skal vurdere de enkelte løb, så kan man vist liste dem i nogenlunde denne orden:
Herstedhøje
Høghsbjerg
St. Dyrehave
Kirkeskoven
Helsingør
Tisvilde
Det hvide spor
Ovenstående sorteringskriterie er i stigende sværhedsgrad/teknik. Det er selvfølgelig noget der kan diskuteres. Finalen i Høghsbjerg var helt klart en tonserrute, men havde selvfølgelig sine tekniske momenter på bjerget. I hvert fald nok til at jeg tog et styrt både på opvarmningsomgangen og i selve løbet. Det jeg vil frem til med denne liste er at nogen med rette stiller spørgsmål om en rute som den i Herstedhøje er ”rigtig” MTB. På den anden side kan man med lige så god ret spørge om det hvide spor er lidt for teknisk til at man kan køre race med 400 ryttere, hvis evner på en mountainbike, som bekendt spænder vidt. Mht. Herstedhøje så synes jeg nok det kan forsvares, netop fordi der også er ruter som den på det hvide spor, således at alle præferencer dermed tilgodeses. Ruten på det hvide spor var fornuftigvis også tilrettelagt på en måde, hvor de værste sektioner var fravalgt, og selvfølgelig skal der køres løb på nogle af det bedste MTBspor vi har på Sjælland.
Personligt kunne jeg bedst lide ruten i Helsingør og Kirkeskoven. Især sidstnævnte var faktisk helt suveræn. Tisvilde er også i top. St. Dyrehave er derimod lidt kedelig efter min mening. Præstationsmæssigt klarede jeg mig absolut bedst på Herstedhøje, men også i Helsingør og St. Dyrehave kørte jeg ovenud tilfredstillende, og generelt var jeg bedre kørende før sommerferien end efter. Mindst tilfredsstillende var rent faktisk nok finalen i lørdags.
Resultatmæssigt er det jo så også et meget passende tidspunkt at gøre status. Der har som sagt været gode og mindre gode præsatationer, men det er ikke umiddelbart noget der bliver afspejlet voldsomt i resultatlisterne. I H40-regi blev det til fire 1. pladser og tre 2. pladser. Overall blev det til placeringer mellem 7 og 12. Alt i alt ganske konsistent. Og det var jo så i virkeligheden også opskriften på hvordan man vinder den samlede cup. Før sæsonstarten var målsætningen helt klart at gøre et alvorligt forsøg på vinde DustCuppen i år. Med samlede 3. pladser i de to foregående SlushCupper og ligeledes en 3. plads i sidste års DustCup, så var det nærliggende at tage et skridt eller to opad, især da afstanden op til de bedste i klassen helt klart er blevet mindre og mindre.
Umiddelbart virkede det på forhånd til at blive en rigtig hård og spændende kamp om at tage den samlede H40-sejr. Jeg kunne tælle adskillelige konkurrenter, som man i hvert fald skulle holde et ekstra øje med. De største var naturligvis de foregående vindere af DustCuppen og SlushCuppen, Mads Bødker, Henrik Cohen, Thomas Aaboe og Bogi Kristiansen. Stille og roligt faldt de forskellige kandidater dog efterhånden fra først og fremmest på grund af diverse skader, og inden de sidste par afdelinger var det et opgør mellem Mads og mig. Vi havde skiftedes til at vinde, men da Mads forståeligt nok satsede på veteran VM og derfor skippede næstsidste afdeling, så var det hele faktisk afgjort. Det kunne man godt sige var lidt af et antiklimaks. Det var muligt at jeg var kommet til kort, men det kunne faktisk have været spændende og blevet en rigtig klassiker, hvis det var endt i duel mellem mig og Mads afgjort i sidste afdeling og gerne i en spurt til stregen.
Sådan skulle det ikke gå, og man kan faktisk sige at jeg i den sidste ende vandt ganske suverænt. Jeg vandt så også finaleracet på Høghsbjerg, men lad det være sagt på forhånd, så føler jeg på ingen måde, at jeg kørte noget specielt godt løb. Den foregående afdeling i Kirkeskoven, der som nævnt var uden Mads til start, vandt jeg med flere minutter tilgode. Da jeg stod på startstregen i Kirkeskoven og det gik op for mig, at Mads ikke dukkede op, så blev taktikken på et spiltsekund ændret fra total oversatsning til sikkerhedhed frem for alt og absolut ingen unødvendig forcering, der kunne give anledning til defekt eller styrt. Det H40 mesterskab skulle simpelthen bare i hus!På Høghsbjerg var jeg til gengæld på sidste omgang alvorlig bange for at blive hentet af chef de route himself, Preben Thams fra DMK. Der var formodentlig ikke meget mere end et lille halvt minut mellem os. Han havde også rigtig godt selskab af VM-dronningen, Annika Langvad. Som eneste H40-rytter slap jeg for at se hendes baghjul, og det håber jeg da at jeg kan forsætte med lidt endnu, men før eller senere bliver det nok også min tur.
Ellers var løbet forholdsvis udramatisk. En håbløs start fra min side hvor jeg tabte alt for mange placeringer, da løbet blev givet frit efter masterkørslen. Derefter fik jeg kæmpet mig lidt op, og sidst på første omgang nåede jeg også op til Mads. Eller rettere sagt faldt han nok i højere grad ned til mig. Han var småskadet og tydeligvis ikke supermotiveret for at køre. Jeg tror han stod af kort efter at jeg passerede ham.
Derefter kørte jeg et par omgange med bl.a. Morten Krogh og Kasper Busk. De var lidt bedre end mig på nedkørslerne på bjerget, hvor jeg nok var lidt for forsigtig, og da jeg så endelig slap bremsen for lige at lukke hullet igen inden vi skulle tonse videre ud over græsmarkerne, så skred jeg altså ud. Der gik selvfølgelig lige nogle sekunder med at sunde sig og komme på cyklen igen, så derefter stod den stort set på solokørsel.
Det holdt så trods alt helt til mål og derefter stod den så på champagnesprøjt og pokaloverrækkelse. Det var faktisk en rigtig festlig afslutning i det udmærkede vejr. Apropos vejret. DustCuppen 2009 levede op til sit navn. Hurra for det. Der var tørvejr og tørre spor ved samtlige 7 afdelinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det passede mig fortrinligt. I modsætning hertil håber jeg at SlushCuppen 2009/10 IKKE lever op til sit navn!
For lige at runde denne beretning af og kikke lidt på vores team som helhed. Uden at have deciderede topryttere, så har Team ride4fun en håndfuld ryttere af ganske høj klasse. Vi sluttede som nr. 4 i holdkonkurrencen efter DMK. T-bikes og Holte vil vi ikke være i stand til at røre men DMK på 3. pladsen kunne vi sagtens have slået. Desværre var vi i ekstrem grad forfulgt af skader i løbet af året, og undertegnede var formodentlig den eneste, der var stabil gennem hele serien. Men i afslutningsløbet var vi 5 mand i top 30 med Magnus helt oppe som nr. 7, så der er absolut basis for at hele teamet kan stå oppe på scenen og sprøjte med champagne næste gang.
Skrevet af Keld Pedersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar