søndag den 2. november 2008
Rytterprofil: Bjarke Refslund
Højde og vægt
180 cm. 76kg Vægten svinger mellem 75-79 lidt afhængigt af hvor på sæsonen det er, men vil gerne have den til svinge ned under 75 næste gang.
Beskæftigelse
Stud.scient.pol og pt. formand for Danske Studerendes Fællesråd
Baggrund
Min baggrund ligger i orienteringsløb, hvor jeg som barn og ungdomsløber har løbet alle de løb, der nærmest findes. Jeg har vundet en del medaljer ved de danske mesterskaber heraf flere af guld, og nåede også at være flere gange på juniorlandsholdet og militærlandsholdet. Da jeg blev seniorløber havde jeg ikke lyst til at satse så meget mere (og havde nok heller ikke talent til at nå rigtig langt på seniorniveau). Så jeg købte en Ghost og begyndte at køre adventurerace. Adventurerace eller multisport, som det også hedder, er lange konkurrencer, hvor man kombinerer løb, cykling, kajak/kano, rulleskøjter, klatring og hvad arrangøren ellers kan komme op med. Konkurrencerne strækker sig så fra sprintdistancer på 4-6 timer og op til ekspeditionsløb på 7-10 dage.
Til adventurerace er MTB en central del, så jeg fik efterhånden kørt en del. Så da de første MTB-orienteringsløb kom til Danmark i 2003, var det selvfølgelig klart, at jeg skulle med. Så var jeg hurtigt hooket. Det var en perfekt kombination af MTB og o-løb, hvilket passede lige til det jeg ville. Så jeg har siden kørt MTB-O og er blevet mere ambitiøs.
I 2007 var jeg med til VM i MTB-O i Tjekkiet for første gang. Og for at få så meget fart i cyklen som muligt, er jeg begyndt at køre mere MTB og køre lidt løb. Nu er det MTB-O, som jeg satser på. Men jeg har også ambitioner, om at komme til at køre (endnu;-) stærkere på cykel.
Træning
Jeg træner en del, det er på den gode side af 10 timer hver uge med store udsving. Jeg træner bl.a. en del landevej især i sommerperioden. I vinterperioden står den meget på spinning og gode lange vinterture. Jeg har i perioder også trænet meget kajak og løb, men efterhånden er det kun på cyklen, at træningen foregår.
Målsætning
MTB-O: At komme på skamlen (top-6) til EM på hjemmebane i Danmark næste år 2009.
MTB: At køre fra Keld til en Slush eller Dust Cup
Resultater
Mountainbike-orientering
2007
VM i Tjekkiet.
Mellemdistance: nr. 45
Langdistance: nr.4 i b-finalen.
2008
VM i Polen.
Sprint: nr.11
Langdistance: nr. 9
Stafet: nr. 6 med Danmarks andethold
Derudover sejr i en lang række adventurerace bl.a. DGI Oksbøl, Køng Multisport, Firma Multi Motion Langesø, DTU-lang, GIV Cross Challenge og Ikast Solo race.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar