Landsholdudtagelse mtb-o..

Rytterne på team ride4fun har meget at være stolte af i øjeblikket. Ikke alene kørte de allesammen helt fantastisk til H12, men samtidig så har flere af dem også kørt så godt, at de er blevet udtaget til div. landshold.

Bjarke Refslund, som viste meget stor styrke til H12, er blevet udtaget til det danske MTB-O landshold og skal repræsentere DK til EM. Han har før vist de danske farver frem, men Bjarke er blevet stærkere, mere erfaren og udholdende i denne sæson, så der er store ting i vente for ham og hele DK. Tager han den entusiasme og energi, som den han viste til H12, med til EM, vil det ikke alene være godt for ham, men også resten af den danske lejr.

Anna T, "the lean, mean, ukrainian machine" er også udtaget til det ukrainske landshold, hvilket også er en stor ting for hende. Anna har meget store ambitioner og vi støtter og følger dig hele vejen.

Held og lykke til jer begge til EM

DustCup 3. afd. Tisvilde

Tisvilde er et dejligt sted at køre på mountainbike. Først og fremmest fordi det sjældent bliver særlig mudret og så er der en masse singletrackstykker med rigtig godt flow og i den grad animerer én til at give den lidt ekstra gas. Det har heldigvis været dejligt tørt her i foråret, så mudder er heldigvis ikke et tema lige i øjeblikket. Sidste gang undertegnede skrev løbsrapport fra sidste afdeling af SlushCuppen beskrev jeg lidt om forholdene, som i den grad levede op til cupnavnet. Det gør Dustcuppen også pt. og det er jeg i hvert fald glad for. Bliv venligst ved med det!

Dustcuppen har indtil videre været ganske succesfuld for mit vedkommende. Overall er det lykkedes mig at placere mig omkring top 10 og selv om det er mere end tilfredsstillende, så er det i princippet irrelevant, da det selvfølgelig først og fremmest gælder H40-klassen. Henrik Cohen vandt i ganske suveræn stil vinterens SlushCup, og ser ikke ud til at hvile på laurbærene. Mads Bødker er pt. hurtigste H40-rytter i landet – selvom han faktisk er 50. Det er først og fremmest de to herrer, som jeg skal forsøge at køre fra og det er faktisk lidt vanskeligt.

I Mads' fravær lykkedes det mig at vinde den forrige afdeling, men den slags gaver blev der ikke uddelt denne gang og Mads stod klar bag startstregen. Jeg tog opstilling ved siden af Henrik, da det forventelig var ham jeg skulle ”battle” med, som det jo hedder på nudansk mtb-jargon. Til sammen tror jeg vi begge havde en ambition om at følge Mads helt til dørs.

Der gik ikke mange sekunder før Henrik opdagede mit nye våben i form af en fullsuspension Specialized Epic. Den havde allerede haft sin debut i søndagens ShimanoLiga i Silkeborg. En fantastisk cykel, der gerne skulle hjælpe mig med at holde kæden stram og hastigheden høj selvom underlaget er lidt ujævnt. Der var en del både før og efter løbet, der lige skulle hen og beundre dyret.

Starten gik med et kvartérs forsinkelse. Jeg var kommet i god tid til Tisvilde og havde faktisk til en afveksling trillet ruten igennem hele to gange, og det hele var timet til start til normal tid, hvorefter man får at vide at det hele er skudt et kvartér. Jeg tog konsekvensen og satte mig ind i bilen og steg ud igen 10 min. før start. Det krævede lige et par gange rundt om stævnepladsen for at få varmen igen.

Arrangørerne havde lavet et ekstra langt startloop på en 3-4 km for at få lidt spredning på feltet og undgå kødannelse. Jeg ved ikke om det virkede efter hensigten, men under alle omstændigheder er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes det er nogen god idé. 450 rytter der racer ud ad en grussti med en hastighed formodentlig tæt på 40 km/t kan meget nemt ende i massestyrt. Så kan man ligeså godt lave spredningen ved at starte med at køre ind på et smalt singletrack før folk overhovedet kommer op på cyklen! Bare en tanke!

Det gik i hvert fald stærkt til at begynde med, og planen med først og fremmest at holde styr på Henrik og Mads bliver hurtig lidt uoverskuelig, når man kører med tungen ud af halsen midt i en støvsky. Jeg synes selv jeg var rimelig godt med, men især Henrik er altså lidt af en startkanon, og efter startloopet forsvandt han stille og roligt ud af syne. Hele første omgang lå han og kørte med de allerhurtigste, og det ligger altså uden for min kapacitet at hamle op med.

Hvis jeg skulle have nogen chance, var jeg derefter tvunget til at følge Mads trop. I starten var der et par mand mellem ham og mig. Dem fik jeg overhalet og der dannede sig en lille gruppe på fire mand, bestående af Lasse Brun Pedersen, HMTBK, Morten Laustsen, DMK/Pronghorn, Mads og jeg. Lasse og Morten skiftedes lidt til at tage føringen med Mads som fast tredje led i kæden, perfekt på hjul gennem stort set alle omgange, og så undertegnede, der desperat forsøgte at bide sig fast. Det må indrømmes, at der var lidt større elastik end godt var. Flere gange var jeg faktisk overbevist om at nu holdt den elastik vist ikke længere, men på forunderlig vis lykkedes det mig alligevel at få lukket hullerne igen. Jeg giver mig selv et 12-tal i fightervilje. Og nu hvor jeg er ved at rose mig selv, så er jeg også godt tilfreds med hvordan jeg i øvrigt taklede ruten og dens små forhindringer. Epic'en var absolut til stor hjælp, men jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt lavede nogle alvorlige tekniske fejl på trods af, at farten generelt var så høj, at man til tider følte, at man måske ikke helt havde det fulde overblik over situationen.

Efter to af de store omgange råber min manager (min kone): ”20 sekunder”. Jeg ræsonerede mig frem til at det måtte være tiden op til Henrik. 20 sek. er jo ikke så meget, men alligevel mere end nok til at man aldrig visuelt har kontakt med ham. Det er jo ikke landevejsløb der her! Men efter små tre omgange har vi indhentet ham og vi forsætter alle tre samlet ud på hvad der skulle vise sig at være sidste omgang. Man kan sige, at der var dækket op til en kanon spændende finale.

Taktikken med at ligge som sidste mand i en gruppe er generelt ikke særlig smart. Alle huller der opstår – og de opstår hele tiden, når der samtidigt opstår en del trafik som det er sædvanen i den sidste del af løbet – har man ingen hjælp til at lukke. Det må man klare selv, og det havde gennem hele løbet været tæt på at gøre det af med mig. Nu sørgede jeg endelig for på et grusstykke at komme op foran Henrik. Og hvis behovet for at lukke huller igen opstod, så kunne man måske drage fordel af lidt backup.

Nu kom det aldrig rigtig på tale. Det var en rigtig god idé at gå fordi, da jeg havde chancen. Trafikken har sikkert gjort en hel del af udslaget, men Henrik fulgte tilsyneladende ikke trop. Lidt kikken over skulderen på grusstykkerne, men han var ikke til at se. Til gengæld blev det efterhånden også klart, at Mads stille og roligt trak fra – stadig på hjul af Morten og Lasse. Jeg havde ham i princippet hele tiden indenfor rækkevidde, men i realiteten var løbet afgjort. Jeg trillede - nej det passer ikke, jeg racede - over målstregen små 6 sek. efter Mads og 16 sek. før Henrik. Overall bliver vi 9, 10 og 11. Det er meget godt klaret af nogle gamle drenge, der forlængst har passeret de 40.

Teamet generelt havde en okay dag på kontoret. Et par mand stod af, men en 2. plads til Anna hos damerne og fortsat formfremgang at spore hos Magnus med en samlet 15. plads, samt en stabil og stærk præstation af Bjarke på en 19. plads på trods af at han vist endnu en gang måtte slås med lidt materielle problemer - denne gang var det vist en forgaffel, der ikke makkede ret – og samlet blev det til en 3. plads i holdkonkurrencen.

Skrevet af Keld Pedersen

Shimanoliga #2 i Silkeborg

I søndags dannede Århus MTB og Silkeborg MTB rammerne om Shimanoligaens 2. afdeling. Rigtig mange havde taget turen fra hele Danmark for at deltage i motion- og eliteklassen. Undertegnede stillede op i eliteklassen med start kl. 14.00. Der var derfor rigeligt med tid til at komme fra København til Silkeborg - om man vil: "Danmarks mountainbikers paradis" :-)

Kl. 9 mødtes Kenneth Vedsted (Team Ride4fun (motion) og DMK (DCU)), Morten Krogh (Team DMK) og jeg selv (Team Ride4fun (motion) og DMK (DCU)) for at pakke bilen og trille derover. Jeg var selv ret spændt på, hvad Silkeborg og Århus kunne diske op med at tekniske finurligheder af spor. Sidste år tryllede de en yderst teknisk rute frem til et DCU-løb, hvor jeg faktisk kørte et af mine bedste resultater hjem ... nogensinde. Des mere teknisk... og til tider sindsygt, jo mere nyder jeg det ;-) I år var ingen undtagelse - de jyder ved hvad rigtig mountainbike er. Som vores guide Genci fra Andalusien ville sige "Some massive drops" and "funny uphills". Normalt plejer man, at kunne finde en kørselslinie ned at skråningen sådan inden man når til kanten, men i Silkeborg skal man faktisk ud over kanten, før man kan se sporet... og så går det ellers bare én vej. At nogle af de vildeste drops så også var tæt pakket med skrå rødder, gjorde ikke lige frem oplevelsen dårligere. Kort sagt - tekniske nedkørsler som ikke findes på Sjælland.

Med et løb på omkring 2 timer, hvor det kun går op og ned - og det er altså pivskid klinge når det går op, så var min taktik helt klar fra begyndelsen: På den her rute var det muligt at køre sig i sænk på den halve tid - og der skulle derfor disponeres. Og specielt i mit tilfælde, da jeg stadig er i opbygningsfasen efter min diskusprolaps, og mangler masse af råstyrke. Mit pulsur bestemte derfor hastigheden op ad bakkerne. Starten gik og næsten alle overhalede mig. Den første kilometer gik op og op ad en grusvej. Efter 500 m., var der allerede nogle uheldige ryttere, som havde overvurderet deres kondi og måtte næsten stå stille på grusvejen. Herefter kunne jeg stille og roligt forsætte mit eget løb og indhente en efter en.

På 2. omgang lå Kasper og Karí fra Team DMK og Kenneth Vedsted (Team ride4fun og DMK) på mit baghjul, og foran en fra Roskilde. Mange ryttere gav sig 100 % op ad bakkerne, og havde derfor ikke meget overskud til de tekniske passager, hvor man med fordel kunne passere stående i pedalerne. Jeg lavede et hurtigt ryk på en hullet strækning, fik et godt flow i cyklen, hen til en af de vilde nedkørsler. På under 20 sekunder havde jeg slået et hul på næsten 10 sekunder. Herefter disponerede jeg på opkørslerne, hvor de bagfrakørende kom nærmere, på toppen kunne jeg holde tempoet og trække fra igen, og på nedkørslerne hentede jeg flere sekunder til de forankørende. På 5. omgang forcerede jeg dog ikke til den bagfrakørende rytter, på nedkørslerne, der var det en kamp for at hænge på - Klaus Nielsen. Den røde danmarksmester trøje kom som et lyn bagfra og jeg blev lappet. Faktisk lidt ærgeligt, for jeg havde overskud og disponeret til en 6. omgang. Jeg er dog fuld tilfreds med min 25. plads i det enormt stærke felt. At jeg kan køre et DCU-løb på næsten 2 timer (heraf 45 min i AT), med så mange højdemeter, kun 3 måneder efter en diskusprolaps... det kan jeg vist ikke brokke mig over.

Til næste afdeling af Shimanoligaen i Vejle er målet at køre mig i top 20, hvilket jeg mener er meget realistisk, hvis jeg kan forsætte med den gode genoptræning. Kenneth Vedsted fra teamet kom ind 20 sekunder efter på en 26. plads Keld Pedersen kørte i motions- og H40-klassen og fik en flot 4. plads /Skrevet af Magnus Brinch Larsen

H12 - 2009

Denne løbsrapport er af en lidt utraditionel karakter, da den er skrevet af en person der i princippet ikke har kørt H12, men som igennem hele dagen løbet foregik, har fulgt med i alle magtkampe, placeringer, interne dyster og andre helt unikke og specielle ting, som var med til at gøre dagen til en stor oplevelse for alle involverede.

Min egen optakt til dette store løb, som var forårets første mål og sæsonens første formtop, har mildest talt været katastrofal. En øm ryg satte mig for et par uger siden ud af spillet om en plads på et af holdene og mine tanker omkring det her løb, må jeg indrømme var af lidt blandet karakter. Jeg var bitter over ikke at skulle køre, men opsat på at levere en indsats for holdet. Dog vil jeg sige at jeg som sportsmand og konkurrencemenneske hellere ville have været på cyklen for at deltage på lige fod med de andre.

Holdsammensætningen blev bestemt for et par uger siden. Sammen med Magnus "coach" Larsen, sammensatte jeg 2 hold der på papiret begge var rigtig stærke, men hvor 1 af dem skulle kunne blande sig med de rigtig store og stærke hold. Keld, Bjarke og Kenneth blev udtaget til 1. holdet og Jens, Viggo og Magnus selv til 2. holdet. Der lå mange tanker bag denne sammensætning, mange skader og mulige kommende skader blev vurderet og til sidst følte vi at den var der.

Forberedelserne op til løbet gik som det nu skal. Masser af planlægning og logistik arbejde skulle der til, for at drengene og pigerne fik det perfekte setup til dagen. De skulle bare koncentere sig om at træde watt i pedalerne, så skulle jeg nok sørge for så meget jeg kunne på dagen. Tro mig, der var mange opgaver til mig. Både før, under og nu efter løbet..

Jeg havde taget mit eget private træningsvåben med til løb. Min spinningcykel som normalt har en fast plads i soveværelset, var transporteret hele vejen til Isterød. Jeg har ikke tal på hvor mange der kom med hånlige og tumpede kommentarer da jeg bar den ned til campen. Det kan jeg egentlig godt forstå, for ser man på hvordan sådan en spinningcykel er bygget så kan det være relativt svært at komme rundt på en mtbrute, men årsagen til at jeg havde taget den med, var selvfølgelig at rytterne fra teamet skulle have muligheden for at rulle lidt ben inden de skulle ud på deres tur. Det viste sig at flere hold efter et par timer var meget misundelige på den. Så meget at den endda blev lånt ud til vores konkurrent - WEbike.. :-)

De første der skulle ud var Magnus og Keld. Begge meget stærke ryttere, som har vist store fremskridt her i foråret. Magnus har dog været plaget af en lidt syg ryg, så vi var spændte på at se om den kunne holde alle 12 timer.

Jeg står og kigger ved starten og tager mig selv i at tænke: " Jeg kan egentlig ikke huske hvornår jeg sidst har SET et cykelløb".. Det fik jeg så chancen for nu, et endda et 12 timers et af slagsen.. Det var nu det gik løs, det var nu at alt planlægningen og møderne og træningen skulle komme til sin ret, det var nu at starten gik...

Jeg løb med det samme at starten var gået, ned til et sporet for at følge med i hvordan det gik vores hold. Jeg kunne konstatere at Keld var kommet godt ud af starten og havde lagt sig på en 7. plads, med prominente holdnavne som Pronghorn, T-bikes og så et par rigtig stærke MTB-O drenge lige foran sig og Magnus lå med omkring 30 sekunder op til Keld på en 15. plads. Der var rigtig mange timer endnu, men det kunne man ikke rigtig spore i ansigterne på de første ryttere der kom forbi. Jessing fra T-bikes stormede afsted som om at det var et 1 times slush løb han kørte. Hatten af for det..

Pludselig går det op for mig, at jeg jo skal sørge for at folk er klar og fortælle dem hvornår de skal afsted osv. Så jeg måtte glemme min iver efter at se cykelløb og løbe ned til campen og sørge for at Bjarke og Jens blev klar. Vi lavede hurtigt en rutine der lød på at rytterne, så snart de kom ind, skulle køre op i campen og sige at de var inde. Derved så vidste personen der skulle ud næste gang at han havde ca. 20 minutter til at rulle lidt og gøre sig ready to race. Når de 20 minutter var gået, så skulle rytteren der stod for tur, køre op til et lille loop der var lavet på stævnepladsen. Når man så se sin holdkammerat der, så havde man ca. 2 minutter til at komme ned i teltet hvor staffetten skulle overrækkes. I øvrigt var det en ny og efter min mening, banebrydende måde at skiftet foregik på.. Superfedt.

Skiftene foregik ved at man, når man kom ind i mål, skulle hoppe af sin cykel og trække den ved siden af sig, hen til et telt hvor ens holdkammerat stod og ventede. Her fik han leveret det refkleksarmbånd der agerede stafet. Derfra skulle modtageren så løbe hen til sin cykel, som stod parkeret på cykelholdepladsen, og så fortsætte ud på ruten. Jeg var faktisk ret skeptisk omkring det til at starte med, men det viste sig at det var en supergod løsning.

Vores 2 ride4fun elitehold lå og dystede med et par lidt mindre hold i starten, men efter et par timer så begyndte der at tegne sig et mønster i placeringerne. 1. holdet havde sat sig på en 6. plads, og 2. holdet havde meget overraskende kørt sig i stilling til en 8. plads. Værd at nævne her er at pronghorn havde haft en defekt og var rullet et par placeringer tilbage, men optimistisk og entusiastisk som jeg nu engang er, så øjnede jeg her chancen for at slå en af de helt store..

Pludselig sker det.. Keld´s baghjul er fladt og han er løbet et stykke for at komme ned til stævnepladsen på det første loop. Hurtigt får han kontakt til mig, og jeg kan løbe ned til ham med et reservehjul. Vi taber vel samlet 2½ minut, og må se t-bikes og pronghorn både komme forbi og tage lidt afstand til os også.. Ærgelig, kører Keld videre, men helt utroligt så kommer han ind på en omgangstid der ikke bærer så meget præg af at han har haft en punktering. Keld kører bare så sindsygt stærkt.

Vi runder de første 3 timer og alle ryttere har efterhånden været i ilden. Pigerne er begyndt at udbygge deres forspring og dyster nu med om 1. pladsen i dame trio. Anna kører nogen rigtig flotte omgangstider ind, og kører faktisk fra mange herrer som plejer at ligge godt med til dust og slushcup. Malene er superstabil og kører et rigtig godt løb. Doris leverer det man vil kalde for en rigtig mandfolkeindsats. Der bliver trådt og trådt, og hvergang man ser hende på sporet er hun sammenbidt og koncentreret. Respekt til alle tøserne fra mig af, det kræver meget at kunne levere det i gjorde..

Efterhånden som tiden går, er T-bikes og MTB-O drengene begyndt at trække fra i fronten. De skiftes lidt til at føre og på et tidspunkt er orienteringsholdet så langt foran at man næsten tror at de kan vinde det her løb. De kan bare køre på cykel og de giver sig 110% på hver omgang. Det var imponerende at se hvordan de selv 6 timer inde i løbet stadig tog sving med sådan en entusiasme og vildskab der kun kan misundes. T-bikes kører sikkert og stabilt og leverer gang på gang superhurtige omgangstider, men de er altså på et tidspunkt et par minutter bagud i forhold til mtb-o holdet.

Da der er gået godt og vel 6-7 timer, begynder man rigtig at kunne mærke hvor trætte drengene er ved at blive. De ser lidt mere trætte ud når de kommer ind, lidt mere brugte og færdige, ondt i armene, skuldrene, ja røven også, men altsammen er lige meget. Der skal bare trædes og trædes og trædes. Jeg bliver flere gange dybt imponeret over dem, der når de virker allermest trætte, så lige går ud og kører en tid på 25 minuttter.. Dybt imponeret og det gør mig sgu stolt som leder af det her hold at jeg kan se at de giver sig 200% hver gang de er på.

Jeg må indrømme at en fyr som Bjarke, skræmte mig en lille smule. Han bleve nærmest mere og mere vild for hver omgang. Ja, han var træt, men sagde jeg til ham at der skule gives max gaz og han skulle give den alt hvad han havde, så gjorde han det også... " De der T-bikes, dem æder jeg fandeme nu Romme, det lover jeg" ganske rigtigt, da han kom i mål havde han kørt forbi T-bikes 2. hold som ellers lå nr. 7. Manden var i strålende humør hele vejen og viste en kampgejst der kun kan misundes og det smitter. Desværre er Bjarke ikke med til Nordic24 da hans primære sæsonmål i mtb-o regi ligger 1 uge efter, men vi skal nok stille stærke og skarpe op alligevel.

Efterhånden som tiden gik, blev spændingen omkring 9-10 pladsen for vores vedkommende rigtig spændende. 2. holdet havde faktisk indtil de sidste 3 omgange en drabelig dyst med et hold, jeg ikke helt husker hvad hed, men de kørte i nogle mørkeblå Rivette trøjer. Vi var faktisk foran i mange timer, men til sidst kom de faretruende tæt på og så desværre også forbi. Her må jeg igen sige at jeg er imponeret, både over det ukendte hold, som ud af det blå hev nogen pivhurtige omgange frem af hatten, på under 25 minutter 10 timer inde i løbet, men så sandelig også teamet. Jeg husker Magnus blev sendt ud over 20 sekunder efter en af de her fra det andet hold. Jeg råbte til ham, at han bare skulle fanges og ædes.. Og det gjorde han sgu. Magnus sled sig op fra minus 20 til 20 i plus. Det var bare så stærkt kørt. Viggo, som er en af de nyeste på holdet, kæmpede og kæmpede og var også manden der til sidst troede at han var færdig med at køre, men som så lige måtte ud på en runde mere da både Jens og Magnus var mere eller mindre brugt op. De kunne ikke mere, hvilket Viggo sådanset heller ikke kunne, men igen skinnede viljen igennem og han tog en for holdet. Så godt kørt V_man..

Jeg stod klar i mål og tog imod drengene når de kom ind fra sidste runde, jeg vil igen lige fremhæve hvilken holdånd og vilje vores forskellige hold kørte med. Karsten som kørte for vores 3. hold, hyggeholdet, tog imod staffetten kl. 20.59 og kørte ud på ruten for at forsvare holdets placering som nr. 88.. Det giver 5 stjerner i min bog, glæder mig til at have dig med ud igen Karsten. Rune og Frederik, som fuldendte trekløveret kørte stabilt og jeg er stolt af at de kom igennem.

Alt i alt, kan vi være mere end tilfredse med vores indsats. Både som hold og som individualister viste vi at kan være med helt fremme, men vi viste så sandelig også at vi kan finde ud af at have det sjovt. Det var en udsøgt fornøjelse at tilbringe en hel dag i skoven med gode og rare mennesker.

Holdende ender på disse placeringer i top 10:

1
Team T-Bikes 1
2
"Mtb-O Guld-3'eren"
3
HMTBK SRAM RIDLEY
4
LØBEREN / MTB-O
5
Team Pronghorn
6
WeBike
7
Team Ride4fun 1
8
Team T-Bikes 2
9
ÅMK
10
Team Ride4fun 2

Jeg vil gerne vise min dybeste respekt til arrangørerne, som igennem hele dagen viste at de havde helt styr på det. De formåede at danne rammen om et løb der måske kommer til at blive DK´s største tilbagevendende mtb event. Jeg bøjer mig i støvet for jer, det var godt gået. Superdag, supermennesker, og tak fordi i havde bestilt godt vejr...

Skrevet af Martin Rommedahl