Dustcuppen har indtil videre været ganske succesfuld for mit vedkommende. Overall er det lykkedes mig at placere mig omkring top 10 og selv om det er mere end tilfredsstillende, så er det i princippet irrelevant, da det selvfølgelig først og fremmest gælder H40-klassen. Henrik Cohen vandt i ganske suveræn stil vinterens SlushCup, og ser ikke ud til at hvile på laurbærene. Mads Bødker er pt. hurtigste H40-rytter i landet – selvom han faktisk er 50. Det er først og fremmest de to herrer, som jeg skal forsøge at køre fra og det er faktisk lidt vanskeligt.
I Mads' fravær lykkedes det mig at vinde den forrige afdeling, men den slags gaver blev der ikke uddelt denne gang og Mads stod klar bag startstregen. Jeg tog opstilling ved siden af Henrik, da det forventelig var ham jeg skulle ”battle” med, som det jo hedder på nudansk mtb-jargon. Til sammen tror jeg vi begge havde en ambition om at følge Mads helt til dørs.
Der gik ikke mange sekunder før Henrik opdagede mit nye våben i form af en fullsuspension Specialized Epic. Den havde allerede haft sin debut i søndagens ShimanoLiga i Silkeborg. En fantastisk cykel, der gerne skulle hjælpe mig med at holde kæden stram og hastigheden høj selvom underlaget er lidt ujævnt. Der var en del både før og efter løbet, der lige skulle hen og beundre dyret.
Starten gik med et kvartérs forsinkelse. Jeg var kommet i god tid til Tisvilde og havde faktisk til en afveksling trillet ruten igennem hele to gange, og det hele var timet til start til normal tid, hvorefter man får at vide at det hele er skudt et kvartér. Jeg tog konsekvensen og satte mig ind i bilen og steg ud igen 10 min. før start. Det krævede lige et par gange rundt om stævnepladsen for at få varmen igen.
Arrangørerne havde lavet et ekstra langt startloop på en 3-4 km for at få lidt spredning på feltet og undgå kødannelse. Jeg ved ikke om det virkede efter hensigten, men under alle omstændigheder er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes det er nogen god idé. 450 rytter der racer ud ad en grussti med en hastighed formodentlig tæt på 40 km/t kan meget nemt ende i massestyrt. Så kan man ligeså godt lave spredningen ved at starte med at køre ind på et smalt singletrack før folk overhovedet kommer op på cyklen! Bare en tanke!
Det gik i hvert fald stærkt til at begynde med, og planen med først og fremmest at holde styr på Henrik og Mads bliver hurtig lidt uoverskuelig, når man kører med tungen ud af halsen midt i en støvsky. Jeg synes selv jeg var rimelig godt med, men især Henrik er altså lidt af en startkanon, og efter startloopet forsvandt han stille og roligt ud af syne. Hele første omgang lå han og kørte med de allerhurtigste, og det ligger altså uden for min kapacitet at hamle op med.
Hvis jeg skulle have nogen chance, var jeg derefter tvunget til at følge Mads trop. I starten var der et par mand mellem ham og mig. Dem fik jeg overhalet og der dannede sig en lille gruppe på fire mand, bestående af Lasse Brun Pedersen, HMTBK, Morten Laustsen, DMK/Pronghorn, Mads og jeg. Lasse og Morten skiftedes lidt til at tage føringen med Mads som fast tredje led i kæden, perfekt på hjul gennem stort set alle omgange, og så undertegnede, der desperat forsøgte at bide sig fast. Det må indrømmes, at der var lidt større elastik end godt var. Flere gange var jeg faktisk overbevist om at nu holdt den elastik vist ikke længere, men på forunderlig vis lykkedes det mig alligevel at få lukket hullerne igen. Jeg giver mig selv et 12-tal i fightervilje. Og nu hvor jeg er ved at rose mig selv, så er jeg også godt tilfreds med hvordan jeg i øvrigt taklede ruten og dens små forhindringer. Epic'en var absolut til stor hjælp, men jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt lavede nogle alvorlige tekniske fejl på trods af, at farten generelt var så høj, at man til tider følte, at man måske ikke helt havde det fulde overblik over situationen.
Efter to af de store omgange råber min manager (min kone): ”20 sekunder”. Jeg ræsonerede mig frem til at det måtte være tiden op til Henrik. 20 sek. er jo ikke så meget, men alligevel mere end nok til at man aldrig visuelt har kontakt med ham. Det er jo ikke landevejsløb der her! Men efter små tre omgange har vi indhentet ham og vi forsætter alle tre samlet ud på hvad der skulle vise sig at være sidste omgang. Man kan sige, at der var dækket op til en kanon spændende finale.
Taktikken med at ligge som sidste mand i en gruppe er generelt ikke særlig smart. Alle huller der opstår – og de opstår hele tiden, når der samtidigt opstår en del trafik som det er sædvanen i den sidste del af løbet – har man ingen hjælp til at lukke. Det må man klare selv, og det havde gennem hele løbet været tæt på at gøre det af med mig. Nu sørgede jeg endelig for på et grusstykke at komme op foran Henrik. Og hvis behovet for at lukke huller igen opstod, så kunne man måske drage fordel af lidt backup.
Nu kom det aldrig rigtig på tale. Det var en rigtig god idé at gå fordi, da jeg havde chancen. Trafikken har sikkert gjort en hel del af udslaget, men Henrik fulgte tilsyneladende ikke trop. Lidt kikken over skulderen på grusstykkerne, men han var ikke til at se. Til gengæld blev det efterhånden også klart, at Mads stille og roligt trak fra – stadig på hjul af Morten og Lasse. Jeg havde ham i princippet hele tiden indenfor rækkevidde, men i realiteten var løbet afgjort. Jeg trillede - nej det passer ikke, jeg racede - over målstregen små 6 sek. efter Mads og 16 sek. før Henrik. Overall bliver vi 9, 10 og 11. Det er meget godt klaret af nogle gamle drenge, der forlængst har passeret de 40.
Teamet generelt havde en okay dag på kontoret. Et par mand stod af, men en 2. plads til Anna hos damerne og fortsat formfremgang at spore hos Magnus med en samlet 15. plads, samt en stabil og stærk præstation af Bjarke på en 19. plads på trods af at han vist endnu en gang måtte slås med lidt materielle problemer - denne gang var det vist en forgaffel, der ikke makkede ret – og samlet blev det til en 3. plads i holdkonkurrencen.
Skrevet af Keld Pedersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar