Team ride4fun er inde i en rigtig god periode. Det er blevet til mange sejre og mange flotte resultater. Jesper Kamstrup som ofte tager turen over på den anden side af storebælt og deltager i løb, har kørt flotte resultater ind i flere store marathons. Læs hvad han selv skriver om deltagelsen i Århus..
Jeg kørte en tur til Århus for at køre deres årlige marathon lørdag den 19/9. Det er blevet lidt en "tradition" for mit vedkommende, da jeg synes at ruten er fed (og lang) og normalt består af to omgange på en meget kuperet rute. I år havde de dog lavet lidt om på konceptet, og lavet en kortere rute på "kun" 26 km, som man så kunne køre 1-2 eller 3 gange alt efter hvad benene havde lyst til.
Ruten var god før, men super nu, da de havde fjernet nogle lange transport stykker, og der var stort set ingen asfalt. Men ruten var ikke blevet lettere, det føles som om at kørte man ikke op, så kørte man ned. Og der var nogle lange (meget lange) grusstigninger, som blev afløst af en tur ind på de ondeste (på den gode måde) nedkørsler som virkelig fik smilet frem på mit ansigt.
Men nok om ruten, nu lidt om selve løbet. Det var et DCU løb, så Licens-rytterne blev sluppet afsted 5 min før os alm motionister. Så til den hektiske start, der i al sin enkelthed bestod af en tur op i himlen ;o) og det medførte så at feltet hurtigt blev trukket ud. jeg kom rimeligt med fra start, og så kom så det næste problem, det var som sagt valgfrit, for motionisterne, om man ville køre 1-2 eller 3
omgange det betød at nogle af dem der lagde fra land som skudt ud af en kanon, måske kun skulle køre 2 omgange. Jeg var kommet i en gruppe med små 10 ryttere, og det første stykke tid gik med at finde ud af hvem der skulle køre 3 omgange, så man ikke fik brændt alt krudtet af på at køre race med nogle der ikke skulle køre så langt. Men gruppen var kun samlet til vi ramte den første rigtige nedkørsel, jeg slap "fully'en" løs, og da det var overstået, var vi kun 3 tilbage og der var kun kørt små 5 km, så der var langt hjem. Men jeg var kommet afsted med nogle hyggelig drenge, og vi fik da kørt meget godt sammen, de ville begge stå af efter 2 omgange men da vi var midt ude på 2. omgang, kom der en hurtigt forbi bagfra, og jeg røg efter ham. Det skulle så blive min makker resten af turen, han kørte svine-hurtigt på de lange grusstykker, og stigningerne, men jeg hentede, og overhalede
ham, på alle nedkørslerne. Sådan gik det indtil der var ca. 10 km tilbage, så trådte han fra mig på en lang grusstigning, hvor der var dømt udsolgt i mine lår, fik lidt energi tilbage på den efterfølgende nedkørsel, men så ham ikke mere før jeg kom i mål i tiden 3.26.28. Det rakte til en 2-plads i motion (samlet nr. 13) 19 sekunder efter 1- pladsen, men meget bedre end jeg havde håbet. Og jo, Annika kørte fra mig, damn hun er hurtig det "tøs-pige-barn"
Det er et løb jeg kun kan anbefale, der var enkelte markeringsproblemer på ruten, kørte forkert en enkelt gang, men det var på 3. omgang og der var "væltet" et skilt, men der er nok svært at holde styr på en rute der er så lang. Men jeg er helt sikkert med til næste år.
Skrevet af Jesper Kamstrup.
Teamet var i denne weekend flot repræsenteret til Hillerød Marathon. Det lykkedes Magnus at køre en flot 1. plads på 67 km distancen ind og andre fra holdet viste også flotte resultater.
Teamet er blevet et par profiler fattigere, men det stopper os ikke, vi er med når det gælder i de kommende vintercups og løb. Bjarke forventes tilbage snart. Han er i USA hvor han deltager i nogen meget store løb, både på MTB, men også i Adventure races. Det sidste tog 9 dage at gennemføre...
Bliv endelig ved med at følge med på bloggen.
Team ride4fun
mandag den 28. september 2009
søndag den 13. september 2009
DustCup finaleløb
Så blev DustCupsæsonen 2009 afsluttet med finalen på og omkring Høghsbjerg ved Albertslund. Før jeg kommer ind på selve finaleracet kunne det være meget interessant at lige kikke lidt tilbage på hele serien. Det er for mit vedkommende kun anden gang at jeg er med i DustCuppen, så mit erfaringsgrundlag er ikke overvældende, men det skal da ikke forhindre mig i at udtale mig alligevel.
Serien bestod af syv afdelinger. Sidste år var der otte og ved at gå tilbage i historien kan jeg se at der har været helt op til 12 afdelinger. Det kan man jo sige er en tilbagegang, men til gengæld er der jo så opstået en masse andre løb, f.eks. Hustlernes H12 og det er jo ikke fordi hullerne i kalenderen ligefrem er påfaldende. Jeg synes de syv afdelinger har været passende. Det kan også blive for meget at køre løb både i weekenden, og DustCup onsdag aften. Dog vil jeg sige, at der måske manglede en afdeling i juni. Under alle omstændigheder skal alle de arrangerende klubber have en stor tak for at arrangere løb for os alle, og jeg håber da, at de 800+ deltagere, der har kørt en eller flere afdelinger har give så stort et overskud, at der også er faldet lidt af til klubberne. Det har de fortjent.
Generelt vil jeg også konkludere at der i det store og hele har været ganske velarrangeret. Vi husker selvfølgelig alle resultat- og chipkaoset efter første afdeling i Helsingør, men man jo konstatere at Katana er kommet meget godt efter det siden da. Det er faktisk temmelig suverænt, at man kan stå på stævnepladsen, f.eks. efter finalen i lørdags, og se resultaterne på sin iPhone. Ellers kan jeg kun huske et par uheldige starter i de første par afdelinger, hvor især os i første startgruppe blev noget overraskede. Især starten ved 2. afd. i St. Dyrehave var noget kaotisk. Til finaleløbet var der også noget minestrimmel på tværs, som lige skulle forceres, men derudover forløb alt vist meget fint i hvert fald set fra mit synspunkt.
Hvis man skal vurdere de enkelte løb, så kan man vist liste dem i nogenlunde denne orden:
Herstedhøje
Høghsbjerg
St. Dyrehave
Kirkeskoven
Helsingør
Tisvilde
Det hvide spor
Ovenstående sorteringskriterie er i stigende sværhedsgrad/teknik. Det er selvfølgelig noget der kan diskuteres. Finalen i Høghsbjerg var helt klart en tonserrute, men havde selvfølgelig sine tekniske momenter på bjerget. I hvert fald nok til at jeg tog et styrt både på opvarmningsomgangen og i selve løbet. Det jeg vil frem til med denne liste er at nogen med rette stiller spørgsmål om en rute som den i Herstedhøje er ”rigtig” MTB. På den anden side kan man med lige så god ret spørge om det hvide spor er lidt for teknisk til at man kan køre race med 400 ryttere, hvis evner på en mountainbike, som bekendt spænder vidt. Mht. Herstedhøje så synes jeg nok det kan forsvares, netop fordi der også er ruter som den på det hvide spor, således at alle præferencer dermed tilgodeses. Ruten på det hvide spor var fornuftigvis også tilrettelagt på en måde, hvor de værste sektioner var fravalgt, og selvfølgelig skal der køres løb på nogle af det bedste MTBspor vi har på Sjælland.
Personligt kunne jeg bedst lide ruten i Helsingør og Kirkeskoven. Især sidstnævnte var faktisk helt suveræn. Tisvilde er også i top. St. Dyrehave er derimod lidt kedelig efter min mening. Præstationsmæssigt klarede jeg mig absolut bedst på Herstedhøje, men også i Helsingør og St. Dyrehave kørte jeg ovenud tilfredstillende, og generelt var jeg bedre kørende før sommerferien end efter. Mindst tilfredsstillende var rent faktisk nok finalen i lørdags.
Resultatmæssigt er det jo så også et meget passende tidspunkt at gøre status. Der har som sagt været gode og mindre gode præsatationer, men det er ikke umiddelbart noget der bliver afspejlet voldsomt i resultatlisterne. I H40-regi blev det til fire 1. pladser og tre 2. pladser. Overall blev det til placeringer mellem 7 og 12. Alt i alt ganske konsistent. Og det var jo så i virkeligheden også opskriften på hvordan man vinder den samlede cup. Før sæsonstarten var målsætningen helt klart at gøre et alvorligt forsøg på vinde DustCuppen i år. Med samlede 3. pladser i de to foregående SlushCupper og ligeledes en 3. plads i sidste års DustCup, så var det nærliggende at tage et skridt eller to opad, især da afstanden op til de bedste i klassen helt klart er blevet mindre og mindre.
Umiddelbart virkede det på forhånd til at blive en rigtig hård og spændende kamp om at tage den samlede H40-sejr. Jeg kunne tælle adskillelige konkurrenter, som man i hvert fald skulle holde et ekstra øje med. De største var naturligvis de foregående vindere af DustCuppen og SlushCuppen, Mads Bødker, Henrik Cohen, Thomas Aaboe og Bogi Kristiansen. Stille og roligt faldt de forskellige kandidater dog efterhånden fra først og fremmest på grund af diverse skader, og inden de sidste par afdelinger var det et opgør mellem Mads og mig. Vi havde skiftedes til at vinde, men da Mads forståeligt nok satsede på veteran VM og derfor skippede næstsidste afdeling, så var det hele faktisk afgjort. Det kunne man godt sige var lidt af et antiklimaks. Det var muligt at jeg var kommet til kort, men det kunne faktisk have været spændende og blevet en rigtig klassiker, hvis det var endt i duel mellem mig og Mads afgjort i sidste afdeling og gerne i en spurt til stregen.
Sådan skulle det ikke gå, og man kan faktisk sige at jeg i den sidste ende vandt ganske suverænt. Jeg vandt så også finaleracet på Høghsbjerg, men lad det være sagt på forhånd, så føler jeg på ingen måde, at jeg kørte noget specielt godt løb. Den foregående afdeling i Kirkeskoven, der som nævnt var uden Mads til start, vandt jeg med flere minutter tilgode. Da jeg stod på startstregen i Kirkeskoven og det gik op for mig, at Mads ikke dukkede op, så blev taktikken på et spiltsekund ændret fra total oversatsning til sikkerhedhed frem for alt og absolut ingen unødvendig forcering, der kunne give anledning til defekt eller styrt. Det H40 mesterskab skulle simpelthen bare i hus!
På Høghsbjerg var jeg til gengæld på sidste omgang alvorlig bange for at blive hentet af chef de route himself, Preben Thams fra DMK. Der var formodentlig ikke meget mere end et lille halvt minut mellem os. Han havde også rigtig godt selskab af VM-dronningen, Annika Langvad. Som eneste H40-rytter slap jeg for at se hendes baghjul, og det håber jeg da at jeg kan forsætte med lidt endnu, men før eller senere bliver det nok også min tur.
Ellers var løbet forholdsvis udramatisk. En håbløs start fra min side hvor jeg tabte alt for mange placeringer, da løbet blev givet frit efter masterkørslen. Derefter fik jeg kæmpet mig lidt op, og sidst på første omgang nåede jeg også op til Mads. Eller rettere sagt faldt han nok i højere grad ned til mig. Han var småskadet og tydeligvis ikke supermotiveret for at køre. Jeg tror han stod af kort efter at jeg passerede ham.
Derefter kørte jeg et par omgange med bl.a. Morten Krogh og Kasper Busk. De var lidt bedre end mig på nedkørslerne på bjerget, hvor jeg nok var lidt for forsigtig, og da jeg så endelig slap bremsen for lige at lukke hullet igen inden vi skulle tonse videre ud over græsmarkerne, så skred jeg altså ud. Der gik selvfølgelig lige nogle sekunder med at sunde sig og komme på cyklen igen, så derefter stod den stort set på solokørsel.
Det holdt så trods alt helt til mål og derefter stod den så på champagnesprøjt og pokaloverrækkelse. Det var faktisk en rigtig festlig afslutning i det udmærkede vejr. Apropos vejret. DustCuppen 2009 levede op til sit navn. Hurra for det. Der var tørvejr og tørre spor ved samtlige 7 afdelinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det passede mig fortrinligt. I modsætning hertil håber jeg at SlushCuppen 2009/10 IKKE lever op til sit navn!
For lige at runde denne beretning af og kikke lidt på vores team som helhed. Uden at have deciderede topryttere, så har Team ride4fun en håndfuld ryttere af ganske høj klasse. Vi sluttede som nr. 4 i holdkonkurrencen efter DMK. T-bikes og Holte vil vi ikke være i stand til at røre men DMK på 3. pladsen kunne vi sagtens have slået. Desværre var vi i ekstrem grad forfulgt af skader i løbet af året, og undertegnede var formodentlig den eneste, der var stabil gennem hele serien. Men i afslutningsløbet var vi 5 mand i top 30 med Magnus helt oppe som nr. 7, så der er absolut basis for at hele teamet kan stå oppe på scenen og sprøjte med champagne næste gang.
Skrevet af Keld Pedersen
Serien bestod af syv afdelinger. Sidste år var der otte og ved at gå tilbage i historien kan jeg se at der har været helt op til 12 afdelinger. Det kan man jo sige er en tilbagegang, men til gengæld er der jo så opstået en masse andre løb, f.eks. Hustlernes H12 og det er jo ikke fordi hullerne i kalenderen ligefrem er påfaldende. Jeg synes de syv afdelinger har været passende. Det kan også blive for meget at køre løb både i weekenden, og DustCup onsdag aften. Dog vil jeg sige, at der måske manglede en afdeling i juni. Under alle omstændigheder skal alle de arrangerende klubber have en stor tak for at arrangere løb for os alle, og jeg håber da, at de 800+ deltagere, der har kørt en eller flere afdelinger har give så stort et overskud, at der også er faldet lidt af til klubberne. Det har de fortjent.
Generelt vil jeg også konkludere at der i det store og hele har været ganske velarrangeret. Vi husker selvfølgelig alle resultat- og chipkaoset efter første afdeling i Helsingør, men man jo konstatere at Katana er kommet meget godt efter det siden da. Det er faktisk temmelig suverænt, at man kan stå på stævnepladsen, f.eks. efter finalen i lørdags, og se resultaterne på sin iPhone. Ellers kan jeg kun huske et par uheldige starter i de første par afdelinger, hvor især os i første startgruppe blev noget overraskede. Især starten ved 2. afd. i St. Dyrehave var noget kaotisk. Til finaleløbet var der også noget minestrimmel på tværs, som lige skulle forceres, men derudover forløb alt vist meget fint i hvert fald set fra mit synspunkt.
Hvis man skal vurdere de enkelte løb, så kan man vist liste dem i nogenlunde denne orden:
Herstedhøje
Høghsbjerg
St. Dyrehave
Kirkeskoven
Helsingør
Tisvilde
Det hvide spor
Ovenstående sorteringskriterie er i stigende sværhedsgrad/teknik. Det er selvfølgelig noget der kan diskuteres. Finalen i Høghsbjerg var helt klart en tonserrute, men havde selvfølgelig sine tekniske momenter på bjerget. I hvert fald nok til at jeg tog et styrt både på opvarmningsomgangen og i selve løbet. Det jeg vil frem til med denne liste er at nogen med rette stiller spørgsmål om en rute som den i Herstedhøje er ”rigtig” MTB. På den anden side kan man med lige så god ret spørge om det hvide spor er lidt for teknisk til at man kan køre race med 400 ryttere, hvis evner på en mountainbike, som bekendt spænder vidt. Mht. Herstedhøje så synes jeg nok det kan forsvares, netop fordi der også er ruter som den på det hvide spor, således at alle præferencer dermed tilgodeses. Ruten på det hvide spor var fornuftigvis også tilrettelagt på en måde, hvor de værste sektioner var fravalgt, og selvfølgelig skal der køres løb på nogle af det bedste MTBspor vi har på Sjælland.
Personligt kunne jeg bedst lide ruten i Helsingør og Kirkeskoven. Især sidstnævnte var faktisk helt suveræn. Tisvilde er også i top. St. Dyrehave er derimod lidt kedelig efter min mening. Præstationsmæssigt klarede jeg mig absolut bedst på Herstedhøje, men også i Helsingør og St. Dyrehave kørte jeg ovenud tilfredstillende, og generelt var jeg bedre kørende før sommerferien end efter. Mindst tilfredsstillende var rent faktisk nok finalen i lørdags.
Resultatmæssigt er det jo så også et meget passende tidspunkt at gøre status. Der har som sagt været gode og mindre gode præsatationer, men det er ikke umiddelbart noget der bliver afspejlet voldsomt i resultatlisterne. I H40-regi blev det til fire 1. pladser og tre 2. pladser. Overall blev det til placeringer mellem 7 og 12. Alt i alt ganske konsistent. Og det var jo så i virkeligheden også opskriften på hvordan man vinder den samlede cup. Før sæsonstarten var målsætningen helt klart at gøre et alvorligt forsøg på vinde DustCuppen i år. Med samlede 3. pladser i de to foregående SlushCupper og ligeledes en 3. plads i sidste års DustCup, så var det nærliggende at tage et skridt eller to opad, især da afstanden op til de bedste i klassen helt klart er blevet mindre og mindre.
Umiddelbart virkede det på forhånd til at blive en rigtig hård og spændende kamp om at tage den samlede H40-sejr. Jeg kunne tælle adskillelige konkurrenter, som man i hvert fald skulle holde et ekstra øje med. De største var naturligvis de foregående vindere af DustCuppen og SlushCuppen, Mads Bødker, Henrik Cohen, Thomas Aaboe og Bogi Kristiansen. Stille og roligt faldt de forskellige kandidater dog efterhånden fra først og fremmest på grund af diverse skader, og inden de sidste par afdelinger var det et opgør mellem Mads og mig. Vi havde skiftedes til at vinde, men da Mads forståeligt nok satsede på veteran VM og derfor skippede næstsidste afdeling, så var det hele faktisk afgjort. Det kunne man godt sige var lidt af et antiklimaks. Det var muligt at jeg var kommet til kort, men det kunne faktisk have været spændende og blevet en rigtig klassiker, hvis det var endt i duel mellem mig og Mads afgjort i sidste afdeling og gerne i en spurt til stregen.
Sådan skulle det ikke gå, og man kan faktisk sige at jeg i den sidste ende vandt ganske suverænt. Jeg vandt så også finaleracet på Høghsbjerg, men lad det være sagt på forhånd, så føler jeg på ingen måde, at jeg kørte noget specielt godt løb. Den foregående afdeling i Kirkeskoven, der som nævnt var uden Mads til start, vandt jeg med flere minutter tilgode. Da jeg stod på startstregen i Kirkeskoven og det gik op for mig, at Mads ikke dukkede op, så blev taktikken på et spiltsekund ændret fra total oversatsning til sikkerhedhed frem for alt og absolut ingen unødvendig forcering, der kunne give anledning til defekt eller styrt. Det H40 mesterskab skulle simpelthen bare i hus!På Høghsbjerg var jeg til gengæld på sidste omgang alvorlig bange for at blive hentet af chef de route himself, Preben Thams fra DMK. Der var formodentlig ikke meget mere end et lille halvt minut mellem os. Han havde også rigtig godt selskab af VM-dronningen, Annika Langvad. Som eneste H40-rytter slap jeg for at se hendes baghjul, og det håber jeg da at jeg kan forsætte med lidt endnu, men før eller senere bliver det nok også min tur.
Ellers var løbet forholdsvis udramatisk. En håbløs start fra min side hvor jeg tabte alt for mange placeringer, da løbet blev givet frit efter masterkørslen. Derefter fik jeg kæmpet mig lidt op, og sidst på første omgang nåede jeg også op til Mads. Eller rettere sagt faldt han nok i højere grad ned til mig. Han var småskadet og tydeligvis ikke supermotiveret for at køre. Jeg tror han stod af kort efter at jeg passerede ham.
Derefter kørte jeg et par omgange med bl.a. Morten Krogh og Kasper Busk. De var lidt bedre end mig på nedkørslerne på bjerget, hvor jeg nok var lidt for forsigtig, og da jeg så endelig slap bremsen for lige at lukke hullet igen inden vi skulle tonse videre ud over græsmarkerne, så skred jeg altså ud. Der gik selvfølgelig lige nogle sekunder med at sunde sig og komme på cyklen igen, så derefter stod den stort set på solokørsel.
Det holdt så trods alt helt til mål og derefter stod den så på champagnesprøjt og pokaloverrækkelse. Det var faktisk en rigtig festlig afslutning i det udmærkede vejr. Apropos vejret. DustCuppen 2009 levede op til sit navn. Hurra for det. Der var tørvejr og tørre spor ved samtlige 7 afdelinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det passede mig fortrinligt. I modsætning hertil håber jeg at SlushCuppen 2009/10 IKKE lever op til sit navn!
For lige at runde denne beretning af og kikke lidt på vores team som helhed. Uden at have deciderede topryttere, så har Team ride4fun en håndfuld ryttere af ganske høj klasse. Vi sluttede som nr. 4 i holdkonkurrencen efter DMK. T-bikes og Holte vil vi ikke være i stand til at røre men DMK på 3. pladsen kunne vi sagtens have slået. Desværre var vi i ekstrem grad forfulgt af skader i løbet af året, og undertegnede var formodentlig den eneste, der var stabil gennem hele serien. Men i afslutningsløbet var vi 5 mand i top 30 med Magnus helt oppe som nr. 7, så der er absolut basis for at hele teamet kan stå oppe på scenen og sprøjte med champagne næste gang.
Skrevet af Keld Pedersen
Abonner på:
Opslag (Atom)