Shimanoliga 3. afd. Vejle

Så diskede jyderne endnu en gang op med en mtb-rute, som vi herovre på øen kun kan misunde dem. Shimanoligaen er slået op som toppen af poppen i den hjemlige mountainbikesport og det synes jeg, at de indtil videre har levet op til, især mht. rutevalg. Jeg deltog også i sidste afdeling i Silkeborg i H40-klassen. Der havde de efter sigende 190 højdemeter på godt og vel 6 km, men det blev overgået i afdelingen i Vejle med 220 højdemeter fordelt på knap 6 km.

En ting er, at man skal pukle op over alle disse stigninger, men noget helt andet er, når man skal ned igen, og det kan visse steder i bedste fald beskrives som en drabelig oplevelse. Jeg har i hvert fald stadig mareridt over ”Devils Drop” i Silkeborg, og i Vejle var der også et par nedkørsler, hvor man lige tog en dyb indånding inden man kastede sig ned i afgrunden. Det er noget andet end hverdagens DustCup!!!

Formen har været konstant opadgående, og med den seneste succes med H40-sejren i DustCupafdelingen i Herstedhøje, så havde jeg en lille forhåbning om at kunne give favoritterne, Mads Bødker og Ulrik Frandsen fra hhv. Tbikes og Webike en lille kamp til stregen, og med mit nyeste våben i form af min Specialized Epic, så skulle de i hvert fald ikke have lov til at køre fra mig på de tekniske dele af ruten, måske bortset fra de to allermest sindsyge nedkørsler. Hvad jeg tabte der skulle gerne indhentes hurtigst muligt på de efterfølgende opkørsler. Det var i hvert fald taktikken fra starten af.

Selve starten var i øvrigt også lidt sjov. Den foregik på asfalt og bestod af et par hundrede meter med en stigningsprocent på små 20%. Det lyder voldsomt men i forhold til opkørslerne inde i skoven så var det barnemad, men det gav den nødvendige spredning før man kørte ind på de første singletrackstykker. Her lagde jeg mig konservativt afventende på en 4-5 plads, og så gik det ellers derudaf med favoritterne forrest.

Det gik stort set op og ned det meste af omgangen, men de stejleste og længste op- og nedkørsler kom for alvor på den sidste del af ruten. Der var nogenlunde samling blandt de forreste 6-7 mand, men det blev der hurtigt ændret på da den første af de sindsyge nedkørsler kom. Her tror jeg nok at Ulrik fik lidt problemer og det er muligt at han styrtede. Jeg registrerede det aldrig rigtig. Jeg havde mere end nok at gøre med at styre min egen cykel. Det krævede absolut 100% koncentration. Om han nogensinde kom op igen tør jeg ikke sige. Den endelige resultatliste er desværre endnu ikke offentliggjort på skrivende tidspunkt.

Under alle omstændigheder, så var jeg nu avanceret til 3. pladsen og efter at jeg ligeledes overlevede den anden af de sindsyge med et minimalt tab, så synes jeg selv jeg lå jeg ret godt placeret inden det allerhårdeste stykke op mod målstregen. Anders Bystrup som jeg også havde kæmpet lidt med i Silkeborg var kørt frem i spidsen, og da Mads tilsyneladende ikke ville følge hans tempo, så gik jeg forbi og var derefter på 2. pladsen ved målpassagen. Ud på 2. omgang kørte jeg også forbi Anders på den første stigning, og fik også hurtigt et lille hul. Derefter var der sådan set kun en ting at gøre. Overleve nedkørslerne og holde kæden stram på opkørslerne.

Jeg forsøgte at hele tiden køre med overskud. Der var især på stykket op mod mål, at man for alvor kunne overophede. Efter en lang sej opkørsel skulle man nemlig tillige forcere en ekstra lille knold før man var helt oppe, og denne lille bitte knold skulle altså ikke undervurderes. Ellers resulterede det i at man kørte på tomgang gennem hele målområdet, og det ser ærlig talt ikke særlig checket ud!



Jeg tror at jeg gennem de meste af konkurrencen havde mellem et halvt og et helt minuts forspring. Jeg så aldrig nogen nærme sig bagfra. Et par gange blev der råbt noget i retning af: ”Han er først nede i bunden af bakken nu”, og så kunne man ellers disponere derefter. På de sidste par omgange blev selv de sindsyge nedkørsler mere medgørlige. Om det var fordi man vænnede sig til dem, eller om det rent faktisk var resultatet af at de efterhånden blev ”slidt til” - det tør jeg ikke sige. Resultatet blev at efter 5 omgange, så kunne jeg i ensom majestæt køre over målstregen til min hidtil største præstation på en mountainbike.

Det lyder jo egentlig meget nemt. Et par detaljer gjorde dog det hele lidt mere spændende. For det første stillede jeg op med en knækket saddel. Den knækkede forrige weekend, da jeg brutalt forsøgte at hive spidsen op på plads efter at den pludselig sad og pegede nedad. Jeg havde åbenbart ikke fået den spændt ordentlig. Den havde dog klaret et par træningssessioner i løbet af ugen, så jeg tog chancen og beholdt den på. På næstsidste omgang var det dog tydeligt at nu var den på vej til at gå helt fra hinanden. Det betød at jeg var nødt til at køre min fullsuspension Epic mere som en hardtail ved at stå op over de mest ujævne passager. Det skulle lige mangle, at man skulle køre hele sidste omgang uden saddel! Så er jeg ikke sikker på at jeg havde holdt hjem! Heldigvis blev det ikke aktuelt.

Og så skete der også noget andet. Allerede på første omgang kørte jeg tæt på noget bevoksning, som jeg lige fik strejfet med hovedet. Aner ikke hvad det var, men det gjorde sindsygt ondt på den ene side af kinden. Min umiddelbare tanke var, at det var brændenæller, men de var i så fald meget højt placeret. Normalt kan man godt brænde skinnebenene lidt en gang i mellem, men dette var nu lidt underligt. Og det der gjorde det endnu mere underligt er, at jeg efterfølgende i løbet af natten tilsyneladende har fået en allergisk reaktion, så kinden nu er lettere hævet. Nu er jeg nok mest tilbøjelig til at tro det var et bistik, men jeg så aldrig synderen.

Nå, jeg håber jo at mit nu lettere deforme ansigt kun er en midlertidig tilstand. I så fald er det en pris jeg med glæde havde betalt for en sejr i Danmarks største og vigtigste MTB-cup.

Til sidste skal også nævnes at holdets nye mand, Jesper Kamstrup, kørte en 2. plads hjem i C-klassen, mens Magnus blev placeret ca. midt i elitefeltet.

Skrevet af Keld Pedersen