Europamester!

Jeg sidder her et par dage efter et stort drama i Hareskoven, hvor det lykkedes mig sammen med to rigtig stærke holdkammerater at vinde de europæiske mesterskaber i mountainbike-orientering (MTB-O). Det er først rigtig ved at bundfælde sig nu her.

Jeg startede EM ugen med et noget skuffende 14.plads på sprinten. Herefter fik jeg kørt mig fint op på de efterfølgende konkurrencer. På mellemdistancen i Nørreskoven ved Farum var det kun en større fejl fra min egen side, der forhindrede mig i at nå min målsætning om at være mellem de 6 bedste. Men det blev til to godkendte placeringer i Top-10 som henholdsvis 8. og 9'er. Så overordnet set havde det været et godkendt EM - ikke prangende, men godkendt.

Stafetholdet var sat på den måde, at Torbjørn var på 2.turen på 1.holdet og Søren Strunge skulle køre den sidste tur. 1. turen på 1. førsteholdet kørte vi andre så om til EM. Her kørte Erik Skovgaard Knudsen sig sikkert på holdet med en guld-, sølv- og broncemedalje på de tre individuelle løb. En rigtig stærk uge af Erik. Derfor bestod 2.holdet af Allan Jensen, Claus Stallknecht og undertegnede i den rækkefølge. Ingen tvivl om at jeg ville have sat holdene på samme måde, men vi vidste, at vi havde et stærkt andenhold, på trods af 1.holdet var storfavoritter.

Så da starten gik var det med et håb om at blive bedste 2.hold og ellers køre vores chance. Allan lagde rigtig stærkt ud og skiftede som første mand med Østrig og det danske førstehold lige efter. Herefter sendte vi vores "grand old man" Staller i skoven. Vi vidste at Claus nok ikke havde helt det samme skud i benene, som fx Torbjørn fra førsteholdet, men hvad man ikke har i benene må man have i hovedet:-) Staller kørte ligesom Allan en kanon tur og løste opgaven til UG. Ved den anden publikumspassage var han stort set sammen med Torbjørn og i mål skilte kun små 10 sekunder. Østrig, Estland og Rusland som de næste var blevet sat af.

Jeg var egentlig ikke særlig nervøs eller presset. Jeg vidste, at det største pres lå på Sørens skuldre. Søren er en kanon stærk rytter, som sidste år afgjorde VM-stafetten til Danmarks fordel på sidsteturen. Så jeg ville helst ikke i et spurtopgør med ham. Men inden vi skulle tænke så langt var der ca. 20 km mtb-o i fulgeflugtslinie, som skulle tilbagelægges.

Søren og jeg havde aftalt at prøve at hjælpe hinanden lidt, hvis vi skulle komme ud sammen. Men det viste sig hurtigt, at vi havde forskellige poster som post 1. Vi kom dog fuldstændig lige til post 2 (banen havde 30 poster). Herefter kørte vi sammen på post 3 og 4. På 5'eren var der igen gafling (forskellige poster). Jeg synes min virkede lidt lang, og da jeg samtidig måtte ræse uden om en flok nisser eller noget lignende (nogle rollespillere), var jeg bange for, at jeg var kommet efter Søren igen. Men jeg var rigtig godt koncenteret og presse bare på og fokuserede på mit eget løb.

Der var to passager af målområdet. Da jeg nærmede mig den første efter 2/3-del af banen havde jeg ikke lavet nogen større fejl, kun et par mindre og mere vigtigt - jeg havde ikke set Søren. Passagen af mål var lige som en heksekeddel. Posten stod ovenfor en jordhøj, hvor publikum kunne stå - og der var mange! Så det var umuligt at høre tilråbene. Staller løb dog med og råbte: " Du har 30 sekunder til Søren". Jeg var ikke sikker på, om Søren var foran eller bagved - men igen jeg kæmpede bare på og holdt fokus.

Til internationale stafetter er det kun et hold per nation, der tæller. Derfor kørte Søren og jeg om guldet eller ingenting. Vi havde på forhånd aftalt at køre vores chance. Efter publikumspassagen kom Søren helt op til mig igen. Jeg tog de første poster sikkert, og så var han helt oppe. På et stykke asfalt kigger vi på hinanden og Søren siger "hvad gør vi?" - Jeg siger " Vi kører om det!" Der var heller ikke så meget andet at gøre. Og det vidste vi begge to. Det var om guldet eller intet.

På vej ud fra post 23 ser vi Estlands rytter, som er ret tæt på. Vi ved at, der ikke er mere end et lille minut ned til ham. Så der er ikke plads til fejl. Men jeg er bare det helt rigtige sted mentalt. Da vi kører udfra posten tøver Søren lidt - så jeg kører på og jeg kigger mig ikke tilbage. Jeg glider lige i alle posterne og kan ikke fornemme Søren eller Estland bag mig. På vej mod anden publikumspassage ser jeg mig over skulderen i et åbent stykke og kan ikke se Søren.



Publikumsgryden koger og jeg presser på alt, hvad jeg kan og holder fokus. De sidste par poster er ret lette, men jeg ved Søren kører stærkt så trykker bare på. Da jeg på vej væk fra næste sidste post møder ham i modkørsel, ved jeg, at hvis jeg ikke laver fejl nu, så vinder vi. Fuld koncentration.

Da jeg kører ind i opløbet får glæden frit løb - et kæmpe JAA-brøl og hænderne i vejret på Boonen maner. En stor forløsning og et rigtig godt løb fra os alle tre - Allan og Staller kommer løbende. Vi har ikke helt forstået det - men vi vandt. Europamester 2009 i stafet.

Resultater:

1. Danmark 2: Allan Treschow Jensen, Claus Stallknecht og Bjarke Refslund: 2.43.44
2. Estland 2.45.19
3. Rusland 2.47.20
4. Tjekkiet 2.47.38
5. Finland 2.50.06
6. Svejts 2.52.17