Puha! Jeg er glad for at det er overstået! Jeg var ikke helt tryg ved situationen, da jeg stod ved starten i andet geled. I de to år jeg nu har kørt SlushCup har der været afdelinger, der har stået på mudder og pløre, regn og blæst, og generelt svært underlag. Det er dog første gang, at jeg har oplevet, at forholdene i den grad har levet op til cup'ens navn.
Jeg var ugen forinden oppe og køre Hustlernes rutefremvisning. Her var forholdene perfekte med let frost og lidt sne hist og pist. Dagen før kørte jeg også en tur til Tokkekøb og kørte ruten igennem et par gange. Nu var forholdene ændret til et snedækket vinterlandskab. Lidt glattere, noget langsommere, men stadig nogenlunde ok. Denne ekstra grundige forberedelse, som normalt kan være guld værd, blev dog reduceret til nul og niks i værdi, da kong Vinter totalt slap grebet og blev fejet til side af et frembrusende tøvejr fra vest. Underlaget blev straks forvandlet til en omgang sne-ælte – også kaldet slush!
Konsekvenserne var katastrofale. Normalt kører jeg altid en omgang før løbet starter. Nu havde jeg jo temmelig god erfaring med ruten, og en almindelig omgang havde taget omkring 22 min. Nu nåede jeg på min opvarmning ikke en gang en halv runde på den samme tid. Det var fuldstændig umuligt at holde cyklen bare nogenlunde oprejst og bare køre almindeligt lige ud på grusstierne. Det var ægte slush! Det gik faktisk hurtigere på singletrack-stykkerne.
Helt ærligt, så kunne jeg under normale omstændigheder godt finde på stille og roligt at luske hjem igen og lade cykelløb være cykelløb. Men der var jo et samlet H40-regnskab, der lige skulle gøres op, og som selvfølgelig var værd at kæmpe lidt for. Formoder også at folkene bag navnet på trøjen forventede det!
Hvis man ser lidt tilbage på hele SlushCup-sæsonen, så er den gået ok for min del. De første afdelinger var klart de bedste med sejren i prologen som toppen af kransekagen, men 2. pladserne i de første to afdelinger var også svært tilfredsstillende, fordi jeg her følte, at jeg for første gang kørte helt jævnt med toppen i klassen. Derefter kom der lidt sygdom og skader på tværs, og selv om det for længst er overstået, så er følelsen desværre, at jeg pt. igen er et skridt bagefter. Det er lidt svært at vurdere hvor meget, fordi forholdene de sidste par afdelinger har været så teknisk vanskelige, og på det punkt er jeg stadig klart underlegen.
Stillingen var før start som følger: 4 mand lå med flg. pointsantal:
Henrik Cohen – 4 points.
Mads Bødker – 9 points.
Keld Pedersen (undertegnede) – 10 points.
Thomas Aaboe – 12 points.
Henrik var den eneste, der for alvor havde brugt sin fratrækker og derfor en lille smule sårbar på trods af sin suveræne serie. Min situation var at jeg kunne blive alt mellem 1 og 4. For at vinde krævede det, at jeg skulle slå Mads, og Henrik formodentlig skulle have et eller andet form for uheld og ryge langt ned i rækkerne. Alt i alt ikke specielt sandsynligt, da begge er temmelig godt kørende.
For at blive nr. 2 krævede det ”blot” at slå Mads, takket være min sejr i prologen. Skrækscenariet var at ryge helt ud af podiet. Det ville ske, hvis det lykkedes Thomas at få to mand mellem ham selv og mig. Det kunne nemt ske hvis f.eks. Mads lod Thomas komme først i et internt T-bikes opgør, og f.eks. en Bogi Kristiansen, der for alvor er begyndt at køre stærk, også skulle placere sig et sted i mellem.
På forhånd var status quo nok det mest sandsynlige, men det krævede absolut en indsats helt i top. De taktiske overvejelser var naturligvis vel gennemtænkt. Og så kommer dette forbandede lortevejr og gør det hele til et stort chancespil!!! Hvis nøgleordet før denne afdeling havde været ”taktik”, så var det nu erstattet af ”overlevelse”.
Nå, men starten gik og som ventet gik det op i hat og briller. Folk skred ud og stod på tværs af sporet osv. Total parodi! Og mit i al den hurlumhej, så fandt jeg pludselig mig selv helt fremme blandt de allerbedste. Forrest lå en 4-5 mand, og så et lille hul ned til mig, der havde fornemt selskab af bl.a. T-bikes rytterne, Jessing og vist nok Saltoft. Jessing havde store problemer i starten. To gange tror jeg at jeg passerede ham, hvor han stod på tværs, men jeg formoder at han efterhånden fik styr på det.
Men alt i alt en ønskestart. Jeg var i hvert fald 100% sikker på, at jeg havde alle H40-rytterne bag mig, måske med undtagelse af Henrik Djernis, som jeg ikke helt havde check på. Han deltog som enkeltafdelingsrytter og talte derfor ikke med. Ham kunne jeg slå i Korsør på trods af være hårdt influenzaramt og et knæ, der gjorde alvorlig opmærksom på sig selv for hvert pedaltråd. Men slushhelvedet i Tokkekøb var åbenbart ikke noget der sinkede ham synderligt. Han har sikkert prøvet det før!
Desværre holdt det ikke så længe. Et par veludførte slingervalsture og derefter en på langs, og så nåede jeg lige at konstatere at både Mads og Thomas var forbi. Det blev hurtigt efterfulgt af endnu en udskridning, der ikke stod til at redde, og derefter var de begge ude af syne og jeg så dem aldrig igen.
Så var der kun tilbage at slås for løbets og den samlede 3. plads. Frygten var naturligvis, at Webikerne, Bogi og Henrik, ville komme op, men de kom aldrig. Henrik havde haft sin problemer i starten og var faldet langt tilbage og den slags koster. En anden mulighed var naturligvis, at jeg også kunne ødelægge det for mig selv, og det var meget tæt på at ske på sidste omgang, hvor banen efterhånden var blevet lidt mere farbar, så man kunne få lidt mere fart på. Det følte jeg jo var nødvendigt at gøre brug af, da jeg ikke havde den fjerneste idé om hvor langt jeg var foran Henrik og Bogi. Det endte desværre med en tur i grøften og en elegant saltomortale. Det kunne godt have gået rigtig galt både for det personlige legeme og cyklen. Legemet overlevede heldigvis uden synderlige skrammer, men forhjulet og styret på cyklen var lige roteret 180 grader og sad fast. Et hårdt ryk og det kom på ret køl igen, men nogle kedelige skrammer på overrøret helt ned til de flænsede carbon fibre efterlader desværre et kedeligt ar på sponsor-Edge'n. Jeg ved ikke rigtig om det betyder, at den evt. er egnet til skrotbunken, men det må jeg jo nok ned til ride4fun for at finde ud af.
Summa summarum blev altså status quo og fornøjelsen at blive præsenteret på podiet hele to gange og få stukket et par gavekort fra Heino i hånden, samt en fin lille bronzemedalje. Teamet var ligeledes repræsenteret på podiet i dameklassen, hvor Anna ligeledes blev samlet nr. 3 efter en 2. plads i dagens konkurrence. Flot kørt af hende!
Skrevet af Keld Pedersen
