søndag den 30. november 2008

Rytterprofil: Peter Vekslund

Beskæftigelse:
Cand.merc.aud. m.v. og ansvarlig for Group Finance i H. Lundbeck A/S.

Højde/vægt/Alder:
175 cm. Omkring 67 kg, 42 år.

Baggrund:
Masser af skiløb og gammel spejder. Startede med mountainbike, da jeg i juni
måned 2008 købte en (troede jeg
dengang) superfin mountainbike til 2.900 kr. med stålramme og Shimano
Tourney gear.....Har dog efterfølgende opgraderet udstyret en smule.

Træning:
Lidt løbeture om Søndersø, en tur på cyklen i løbet af ugen og en gang i
weekenden - så mere hyggeligt end egentlig struktureret.

Målsætning:
Første målsætning var at deltage i Nordic24 i juni måned 2009. Næste bliver
at gøre det bedre i 2010 og ikke mindst fastholde eller forøge køreglæden.

mandag den 24. november 2008

Løbsrapport: Vega cykler cup 2. afd

Så kom der lige pludselig lidt vintervejr. For min skyld må det godt vare ved et par måneder, men det er desværre nok slut om et par dage. De sidste mange ugers kedelige vejr med regn hver og hver anden dag har mildest talt ikke været befordrende for træningsindsatsen. Så lidt frostvejr til at stive mudderet lidt af er klart at foretrække.



På trods af 3-4 graders frost var der nu stadig lidt mudder hist og her samt et par store vandhuller i 2. afd af VegaCup'en, der blev afholdt i Nøddebo, men det kunne have været meget værre. Parkeringspladsen var dækket af et tyndt islag, og det bestyrkede mig i mit dækvalg. Jeg har haft et par pigdæk stående uden nogensinde at have haft nogen god grund til at gøre brug af dem. Nu skulle de i dagens anledning være mit hemmelige våben. Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, var det nok en usandsynlig dårlig idé. De to sving på ruten hvor der var lidt glat og nok ca. 17 millisekunder at tjene på et bedre vejgreb blev vist tabt mange gange på den øvrige del af ruten.

Nu skal et håbløst dækvalg jo ikke være den eneste undskyldning for en generelt temmelig skuffende indsats. Træningsindsatsen har som sagt været minimal siden den ellers fantastisk positive start på SlushCup'en. Man kan åbenbart ikke hvile på laurbærerne særlig længe før det hævner sig. Starten var ellers hæderlig. Jonas fra T-bikes stak som ventet af. De to DMK'ere, Morten Laustsen og Magnus Brinch, forsøgte at følge med så godt de kunne. Magnus faldt hurtigt tilbage, så ham fik jeg kontakt med igen, men Morten så jeg aldrig mere. Ham har jeg ellers kørt fra de sidste par gange, men denne gang var han altså bare for stærkt kørende.

En tredje og for mig ukendt DMK'er, samt Viggo Svolgaard, som jeg haft fornøjelsen af træne med et par gange, sluttede sig til Magnus og mig. Viggo var den der satte farten, og han gjorde det i et tempo, hvor jeg til sidst måtte slippe. Det skete efter 2 af de i alt 4 omgange, som der kunne blive plads til indenfor de 70 minutter, der var blevet afsat.
Derefter må man nok sige at det i resten af løbet gik jævnt tilbage for til sidst at slutte i noget der lignede hyggetempo. Forkerte dæk, offday eller dårlig form – jeg ved det ikke helt præcist. Sandsynligvis en kombination, men det gik altså ualmindeligt tungt de sidste par omgange. Bakkerne – og dem var der en hel stribe af i begyndelsen af hver omgang – skulle ellers være til min fordel, mener jeg i hvert selv, men i dagens anledning, var de lige ved at tage livet af mig.

Jeg mistede yderligere et par placeringer på sidste omgang og det var tæt på at jeg mistede endnu én, men en kraftig forcerende Lars Eghoff endte med at slå en kolbøtte udover cyklen, da han skulle overhale mig 20 meter før målslusen. Der lå en masse grene fra noget træfældning, og han var så uheldig at få en gren på tværs i forhjulet. Og hvis Lars læser dette, skal han være velkommen til kontakte mig. Min kone, Siw, var klar med kameraet, og fik hans lille stunt på video.
En lille trøst var, at jeg uden problemer vandt H40-klassen, så selv om der kun er kørt to afdelinger, så med en forholdsvis stabil indsats i resten af Cup'en, så skulle det nok være muligt at hente en samlet klassesejr hjem.

Skrevet af Keld Pedersen

søndag den 9. november 2008

Rytterprofil: Dennis Preuthun Pedersen

Højde og vægt:

186cm burde nok være omkring 206 cm hvis vægten tages i betragtning… Født 1970.

Beskæftigelse:

Salgsdirektør i Kimberly-Clark Nordic, der sælger varemærkerne Kleenex® & Huggies®.

Baggrund:

Elsker udfordringer – og har faktisk gennemført cykelløbet Aarhus – København i 1998! Ellers har mine sportslige formåen været i det våde element med hhv. svømning, windsurfing og jollesejlads i 80’ & 90’erne – og har i de seneste år bare kørt MTB for sjovt efter at Karsten fra holdet tog mig med på et par ture.
Team Ride4fun’s 2. hold har nu givet mig chancen for at komme i form igen – og have det sjovt samtidigt! Det lykkes derfor også for mig at gennemføre Nordic24 2009 på et 4-mands hold hvilket bare var toppen – og jeg glæder mig allerede til næste år.

Træning:

Som mange andre findes der alverdens undskyldninger for ikke at træne – 3 unger, et godt arbejde og en dejlig kone! Men helt ærligt skal der være plads til lidt mudder, frisk luft og en pokkers høj puls – så det skal prioriteres at træne fra nu af…

Målsætning:

At tabe 10 kg – sådan at jeg ikke bliver indhentet af de bedste med en omgang til Dust- og Slush-cup… Og så ville det jo også reducer min højde til 186 cm igen!

tirsdag den 4. november 2008

søndag den 2. november 2008

Rytterprofil: Keld Pedersen

Beskæftigelse:
Uddannet civilingeniør og ansat som software ingeniør i konsulentfirmaet Capgemini.

Højde og vægt:
176 cm. Omkring 66kg (vil meget gerne ned under 65 kg).

Baggrund:
Jeg har en lang og glorværdig karriere som cykelrytter på landevejen. Jeg startede i en relativ sen alder som 29-årig i CC Gladsaxe og præsterede at vinde det allerførste cykelløb jeg stillede op i. Det var i 1992 og derefter var man ligesom hooked. I 1996 rykkede jeg op i A-klassen og kørte der i et par år. Resultatmæssigt i A-klassen præsterede jeg en sejr, en 3. og 4. plads, samt en 23. plads ved DM, som det ypperste.

Derefter må jeg nok sige at de professionelle tilstande i den hjemlige danske landevejssport tog lidt overhånd med det ene og det andet team, der dukkede op, og som fuldtidsarbejdende deltidsrytter følte man sig efterhånden lidt overmatchet af deltidsarbejdende fuldtidsryttere. Jeg valgte i hvert fald at trappe noget ned og stillede derefter op i veteranklasserne. Resultatmæssigt eksploderede det til gengæld, og i de efterfølgende år frem til mit sidste cykelløb i 2004, var jeg en af de allermest vindende (og berygtede) cykelryttere i landet.

Efterhånden forsvandt lysten dog stille og roligt. Jeg tog beslutningen at stoppe, selvom den var meget svær at træffe, når det har været en væsentlig del af ens liv i 13 år. For at ikke gå helt i stå begyndte jeg at løbe lidt og derefter lidt mere, og til sidst løb jeg halvmarathon og marathon. Ting har det med at tage overhånd! Jeg havde egentlig en ambition om at løbe en marathon under 3 timer (manglede 7 minutter i at nå det), men da jeg fik et godt tilbud på en top MTB-cykel, og begyndte jeg køre lidt i skoven, så blev prioriteterne ændret. Det er altså bare 1000 gange sjovere at køre MTB end at løbe rundt om Utterslev mose.

Træning:
Jo, jeg træner engang i mellem, mest når jeg har lyst. Jeg tror jeg bekender mig til den gruppe af ryttere, hvis træningsindsats direkte kan afspejles i vejrudsigterne. Jeg har desuden efter landevejskarrieren fået den opfattelse, at det for alt i verden ikke må tage overhånd, så lysten forsvinder og det går hen og bliver surt pligtarbejde, der bare skal overstås. Jeg er derfor ekstra glad for at jeg nu repræsenterer et hold, der hedder ride4fun.

Målsætning:
Siden jeg begyndte at køre mountainbike, gik det jo rimelig hurtigt med at blande sig i top 5 i H40-klassen, men de sidste skridt op ad sejrskamlen er til gengæld umådelig svære. Styrke og kondition er et spørgsmål om vilje og træningsindsats, og der har jeg en forventning om at jeg nok skal komme op på samme niveau som mine nærmeste konkurrenter. Teknikken derimod er absolut nødvendig at forbedre, men hvad det angår, har jeg desværre ikke helt den samme selvsikkerhed. Der er ikke andet for end at forsøge.

Rytterprofil: Bjarke Refslund



Højde og vægt
180 cm. 76kg Vægten svinger mellem 75-79 lidt afhængigt af hvor på sæsonen det er, men vil gerne have den til svinge ned under 75 næste gang.

Beskæftigelse
Stud.scient.pol og pt. formand for Danske Studerendes Fællesråd

Baggrund
Min baggrund ligger i orienteringsløb, hvor jeg som barn og ungdomsløber har løbet alle de løb, der nærmest findes. Jeg har vundet en del medaljer ved de danske mesterskaber heraf flere af guld, og nåede også at være flere gange på juniorlandsholdet og militærlandsholdet. Da jeg blev seniorløber havde jeg ikke lyst til at satse så meget mere (og havde nok heller ikke talent til at nå rigtig langt på seniorniveau). Så jeg købte en Ghost og begyndte at køre adventurerace. Adventurerace eller multisport, som det også hedder, er lange konkurrencer, hvor man kombinerer løb, cykling, kajak/kano, rulleskøjter, klatring og hvad arrangøren ellers kan komme op med. Konkurrencerne strækker sig så fra sprintdistancer på 4-6 timer og op til ekspeditionsløb på 7-10 dage.

Til adventurerace er MTB en central del, så jeg fik efterhånden kørt en del. Så da de første MTB-orienteringsløb kom til Danmark i 2003, var det selvfølgelig klart, at jeg skulle med. Så var jeg hurtigt hooket. Det var en perfekt kombination af MTB og o-løb, hvilket passede lige til det jeg ville. Så jeg har siden kørt MTB-O og er blevet mere ambitiøs.

I 2007 var jeg med til VM i MTB-O i Tjekkiet for første gang. Og for at få så meget fart i cyklen som muligt, er jeg begyndt at køre mere MTB og køre lidt løb. Nu er det MTB-O, som jeg satser på. Men jeg har også ambitioner, om at komme til at køre (endnu;-) stærkere på cykel.

Træning
Jeg træner en del, det er på den gode side af 10 timer hver uge med store udsving. Jeg træner bl.a. en del landevej især i sommerperioden. I vinterperioden står den meget på spinning og gode lange vinterture. Jeg har i perioder også trænet meget kajak og løb, men efterhånden er det kun på cyklen, at træningen foregår.

Målsætning
MTB-O: At komme på skamlen (top-6) til EM på hjemmebane i Danmark næste år 2009.

MTB: At køre fra Keld til en Slush eller Dust Cup

Resultater
Mountainbike-orientering

2007
VM i Tjekkiet.
Mellemdistance: nr. 45
Langdistance: nr.4 i b-finalen.

2008
VM i Polen.
Sprint: nr.11
Langdistance: nr. 9
Stafet: nr. 6 med Danmarks andethold

Derudover sejr i en lang række adventurerace bl.a. DGI Oksbøl, Køng Multisport, Firma Multi Motion Langesø, DTU-lang, GIV Cross Challenge og Ikast Solo race.

Rytterprofil: Jens Tousgaard



Højde/vægt/alder:
177 (178 på en god dag), 72,5 kg., 42 år

Beskæftigelse
Juridisk chefkonsulent i Personalejuridisk kontor i Kommunernes Landsforening. Beskæftiger mig rådgivning og konsulentopgaver for kommunerne i personalejuridiske forhold.

Baggrund
Har fra 1993-2001 kørt landevejsløb for cykelklubben Fix Rødovre, hvor jeg ved siden af trænede MTB. Når de andre tirsdag og torsdag tonsede rundt på landevejen i Nordsjælland, drejede jeg ind i Hareskoven og kørte mine intervaller.

Mit første landevejsløb var i Silkeborg i påsken 1994, på en gammel Colnago som jeg jo troede var god…, og så i mine højt elskede udslidte New Balance løbesko. Glemmer det aldrig, og fik mig hurtigt et par cykelsko, og en bedre cykel fulgte året efter. Det gik egentlig hurtigt med at få rykket op i B-klassen, hvor jeg tossede rundt nogle år, inden jeg i sidste halvdel af 90´erne rykkede op i A-klasse med en B-klassesejr i Frederikshavn, der dagen efter blev vekslet til mine første point i a-klassen i Hjørrings løb, hvor jeg blev nr. 9. De sidste år startede jeg i H30 og fik da også avanceret til b-klassen.

Stoppede i april-maj 2001 pga skader – følgevirkningerne af en næsten overrevet lårmuskel har desværre gjort at venstre knæ og senerne havde og har svært ved at holde til hård træning – men så man jo bare droppe landevejen, køre MTB og øge kadencen. Landevej blev kronet med en 5.plads til VM for veteraner i Østrig i 1998. Og så har der været gode resultater og en 15-20 sejre i diverse klasser.

I´m singeltrack man, that´s what i am. MTB højdepunkterne undervejs har været bronze + en 4. plads til MTB-DM for veteraner (30+) i sen-90´erne. I de år stod jeg også vor vintertræningen i skoven for Gladsaxe CC og Fix Rødovre. Den værste MTB oplevelse var et løb i Vejle, gennemført inden mod og teknik var til de nedkørsler skovene i Vejle byder på – og ja, men kan fint kure 25 meter på røv og albuer ned af bakkerne flere gange i et løb og køre videre bagefter.

I sommeren 2007 ville konen på kur. Jeg hoppede med, og hoppede også på cyklen igen. 4 måneder senere og 14 kg mindre stillede jeg op til løb i dustcuppen på en træt gammel EPIC købt brugt i den blå avis. Hallo, det her var er jo sjovt, og der er en fed stemning omkring løbende. Helt ulig landevejsløbende som jeg husker det. Så var gnisten nok så småt ved at være tændt, og jeg hoppede på nogle afdelinger i slushcuppen og et par løb i Dworak serien. Det gik jo fint. Følte noget glæde i kroppen over at være med igen, og måtte erkende, at jeg savnede de tykke dæk, tørre stier, stejle opkørsler om sommeren, mudder og nyspundet spindelvæv på i ansigtet når et nyt stykke skov skulle afprøves…

Her i sommer prøvede jeg at fokusere på at komme i form til H12 i Silkeborg, som jeg kørte med Keld. Det gik kanon, vi blev nr. 2 i Duo efter Rivette – og der var ingen aldersinddeling, så gamle drenge kan også træde når de tager sig sammen ! Dustcuppen blev en lidt op og ned ting. Enkelte gode afdelinger og nogle midt imellem. Men alderen, træningstilstande og motivationen taget i betragtning er jeg rigtig tilfreds – Keld kommer jeg nok aldrig til at slå flere gange i træk, men mindre kan også gøre det.

Træning
Kører meget omkring i bil på arbejde, men det tæller nok ikke. Men ellers tager jeg min ombyggede crosscykel og kører gerne en omvej til og fra arbejde. Den lige vej er 8 km, men omvejen over Amager Fælled er 19, og det er smukt at se vand, rådyr og græssende køer hver dag – godt for øje og sind. Det giver plads til familieliv og alle mulige andre forpligtelser. Ellers hopper jeg på ture de lørdage jeg kan, og næsten altid søndag. Nyder lange ture, hvor den også får lidt gas for at holde pulsen oppe. Raceren har stadig en stor plads i hjertet, og jeg får da også luftet min Specialized S-works Roubaix – den cykel er lige mig, komfort, fart, stivhed og så den røde Specialized farve. Jeps. Sådan skal det være.

Målsætning
Når man bliver ældre må målsætningen næsten være at holde niveauet fra forrige år ? Det er i sig selv noget. Men ellers tror jeg der skal holdes lidt lav profil i vinteren 08/09, for at have noget mentalt og fysisk overskud til 09 sæsonen. Top 10 i H40 og en god placering for teamet tæller lige nu. Ellers vil jeg gerne øge mine watt pr.kg., hvis jeg kan slippe af sted med det uden at det går ud over mit venstre knæ.

Og når dustcuppen melder sig, skulle der gerne være mere power i stængerne. Men vigtigst for mig er at det skal være sjovt, så jeg beholder lysten til at køre, uanset om resultaterne svigter lidt pga prioritering af familie frem for træning. Og ellers må jeg liiige sørge for at Martin Rommedahl og drengene ikke bliver for kåde, de skal holdes lidt nede så de ikke kommer for tæt på i løbene. ;-) (ok Bjarke er ligesom kørt, men man skal jo slås en plads i hierarkiet)

Rytterprofil: Martin Melcher-Rommedahl



Højde/vægt:
26 år, 178 cm høj, vejer i vinterudgave ca. 80 kg... Sommertrimmet 75 kg

Beskæftigelse:
Uddannet El-installatør, arbejder PT med projektarbejde.

Baggrund:
Jeg har en fortid i mange forskellige sportsgrene, men som alle drenge har jeg spillet fodbold til den helt store guldmedalje, dog aldrig på et rigtigt seriøst plan. Jeg har i en periode som knægt dyrket boksning, og har da også bokset et par kampe som amatør, men en skade i skulderen på grund af et styrt på en crosser, gjorde at jeg var nødt til at stoppe med boksning.
Jeg har kørt motocross i stortset hele min ungdom. Startede da jeg var 8-9 år og kørte indtil jeg var 17-18 år. Denne sport minder rent teknikmæssigt utrolig meget om mtb, dog stilles der i mtb sporten helt andre krav til ens fysiske formåen. Man er simpelthen nødt til at oparbejde en jernkondi for at kunne følge bare nogenlunde med..

Jeg kom ind i mtb sporten for ca. 3 år siden, da jeg købte en ældgammel GT mountainbike. Jeg købte den mest for bare at kunne cykle på arbejde, men glæden ved at køre på mtb, og endda være rimelig terrængående i skoven, var så stor at jeg hutigt opgraderede min cykel til en bedre, lettere cykel som igen hurtigt blev skiftet ud, og så kender du vel historien.. Det er bare aldrig nok :-)

Jeg kørte lidt omkring for mig selv i et stykke tid, men fandt hurtigt ud af man rent træningsmæssigt rykkede sig mest hvis man var flere der kunne presse hinanden lidt.. Af den grund fandt jeg en klub at køre i - team hustler - som var åben for nybegyndere og hvis sociale tone passede mig supergodt..

I de første slushcup løb jeg kørte gik det op for mig at der skulle trænes forholdsvis meget, hvis man havde ambitioner om bare at kunne køre med i top 100. Lidt en åbenbaring for mig der da jeg startede med den her sport, vejede ca. 90 kg og slet ikke var i form.. Men men men, kommer efterhånden godt efter det, og ville aldrig bytte den her sport ud med nogen anden.

Træning:Jeg træner i vintersæsonen ca. 6-8 timer om ugen, hvor jeg prøver at variere min træning imellem mtb, racer, og spinning. Jeg supplerer cykeltræningen med en tur i træningscenter 2 gange om ugen.

Om sommeren træner jeg ca. 10-12 timer om ugen, primært mtb, men en langtur på raceren er ikke af vejen..

Målsætning:
Jeg satser i resten af 2008 og starten af 2009 med at køre nogle flotte resultater ind i slushcuppen. Jeg håber på en samlet placering i top 35-40 stykker, men forhåbentlig kan jeg i nogle enkelte afdelinger gøre mig godt bemærket og køre ind i top 30..

I næste års Dust cup har jeg større ambitioner, men dem holder jeg for mig selv lidt endnu.. :-)

Forhåbentlig kan jeg køre så godt at jeg gør mig fortjent til en plads på team-ride4fun´s 1. hold i 4 mands klassen til nordic24 næste år.

Andet:

Udover at jeg er rytter på team-ride4fun, så er jeg også holdleder for teamet. En tjans jeg tager meget seriøst. Jeg har et tæt samarbejde med ride4fun, og alle rytterne har jeg jævnligt kontakt med for at høre hvordan status er på form, udstyr osv.

Rytterprofil: Frederik Wolter Holm



Vægt, højde og alder
Jeg er 20 år, er 180 høj og vejer 63kg

Beskæftigelse
Jeg er i gang med at uddanne mig som salgsassistent på Niels Brock, som en del af min uddannelse arbejder jeg i cykelbutikken ride4fun.

Baggrund
Jeg har en lang fortid indenfor landevejssporten, hvor jeg har været aktiv rytter de sidste 9 år, primært som rytter i Ordrup Cykle Club, hvor jeg har kørt på rimelig højt niveau. Men mountainbiken fristede mig mere og mere, og gik derfor fra at være et vintertræningsredskab til at være det foretrukne. På den måde kan man også sige at det er tilbage til hvor det hele startede, tilbage til da jeg fik min første mountainbike i en alder af 10 år.

Træning
Jeg træner Mountainbike lørdag og eller søndag, i ugens løb bliver det typisk til en tur på raceren og et par gange fitness, derudover pendler jeg 30 km om dagen til arbejde på min dejlige Long John cykel.

Målsætning
Min målsætning er at blive en god stabil mountainbikerytter, og være i stand til at følge med de fleste. Derudover bestræber jeg mig på at øge min muskelvolume lidt, da det vil gavne mig i skoven.

Rytterprofil: Martin Hirsch



Beskæftigelse
Medejer af ride4fun ApS og kommunalpolitiker i Københavns kommune

Højde og vægt
181cm og 72 kg

Baggrund
Professionsmæssigt er jeg bankuddannet med supplerende videreuddannelse. Hvad angår det sportslige har jeg gennem 12 år dyrket atletik (mellemdistanceløb: 3km, 5km, 10 og 15km), hvorefter jeg i 1996 kastede mig over cykelsporten – primært landevejscykling. Har aldrig kørt licens, men været en habil motionsrytter med en række sejre og gode placeringer i diverse danske motionsløb. I 2007 synes jeg MTB skulle være min nye udfordring, idet jeg siden har deltaget i både slush cup og dust cup. MTB er – efter jeg i flere år ikke rigtig havde lyst til at vælte rundt i skoven – blevet en sportsdisciplin jeg faktisk synes er ganske sjov . At vi så har fået Team ride4fun med rigtig gode ryttere er med til at motivere min MTB-mdvirken.
Træning: Træner 5-6 gange om ugen (tidligt om morgenen) – hovedsageligt på landevej. Vil i den kommende tid sætte mere fokus på MTB-træning sammen med de øvrige team-ryttere

Målsætning
Vil gerne blive en bedre MTB H40-rytter, som kan begå sig i top20 (slush cup og dust cup). Hvorvidt min målsætning holder, må tiden vise, men et forsøg skal dog gøres !

Andet
Sammen med Martin Rommedahl står jeg for at skabe de bedste forhold for team ride4funs ryttere – et projekt, vi synes er super sjovt og som vi lægger meget energi i.

Rytterprofil: Peter Kornbek

Højde og vægt
47 år, 194 cm høj og 93 kg tung

Beskæftigelse
Arbejder hos Eyeworks Denmark som colorist. (TV produktioner)

Baggrund
Begyndte at køre på ”racercykel” for ca 23 år siden sammen med Rune. Har kørt mange at de sjællandske motionsløb: sjælland rundt, Sjælsø rundt,
Bastrup sø, Århus – Herlev, Vaettern rundt, Ritter Classic og ikke mindst La Marmotte.
For mig drejede det sig mere om at gennemføre end at komme først. (Dette skal jeg prøve at ændre)

For ca 10 siden besluttede Rune og jeg at starte vores egen motions cykelklub med navnet CC2400. Her cyklede vi på landevejen om sommeren og om vinteren brugte vi vores mtb’er i skoven.
Vi begyndte at deltage i forskellige motionsløb og tempoet blev øget, medlemmer faldt fra og klubben lukkede sidste år.

Jeg var med til nogle af de første dustcup (kan ikke huske hvad de hed på det tidspunkt) med politiets mountainbike Club som arrangør og kun 75 deltager. Her er min bedste samlede placering en 3 eller 4 plads. Siden er der kommet mange flere deltager, savner stadigvæk nogle mindre cups.

Cykler ikke nogle løb på landevejen, desværre. Jeg kan nok bedst lide at cykle på en tør landevej uden regn og mudder.

Træning
Har aldrig trænet målrettet.
Bruger transport frem og tilbage til arbejde som træning, så jeg ser frem til hjælp fra Aim-high.

Målsætning
Mine mål er at blive en del bedre placeret i næste års dustcup, køre lidt hurtigere opad og måske passe et par team bukser (max 80 kg)

Rytterprofil: Anna Telyakevych

Højde/vægt/alder
167 cm/56 kg/27 år

Beskæftigelse
Ungdomsleder og klubkoordinator for Farum OK samt netværksansvarlig for NLM Combineering A/S.

Baggrund
Min sportslige baggrund tager afsæt i orienteringsverdenen, som jeg har været en del af siden 1992. Her startede jeg med orienteringsløb og har gennem årene været en del af det ukrainske landshold. Sideløbende med orienteringsløb begyndte jeg at cykle landevej, og blev medlem af ABC og Seje Sild.

Efter en knæskade i 2006 har jeg ikke kunne løbe orienteringsløb, hvorfor jeg valgte at forsøge mig med MTB-orientering. Således kunne jeg kombinere både min cykling og min orienteringsbaggrund. Dette startede jeg op på fra begyndelsen af 2008.

Herefter er mine ambitioner og mål lagt på MTB-O samt MTB løb.

Træning
Jeg træner primært MTB, styrketræning samt en smule landevejscykling. Dette gennem samarbejdsaftale med Aim High, Rune Larsen.

Målsætning
At vinde MTB-O VM indenfor den næste 2 års periode. Derudover at gøre mig gældende i de danske MTB cups.

Rytterprofil: Doris Roth

Højde/vægt/alder:
29 år, 172 cm høj.

Beskæftigelse:
Med en phd i biokemi arbejder jeg som postdoc på KU med at opdage nye, nyttige, interessante svampeenzymer til foder-, fødevarer- og ikke-fødevarerindustri.

Baggrund:
Jeg voksede op i Tyskland. Efter et barndom dedikeret til redskabsgymnastik (!) - endda relativt succesrigt - skiftede jeg som 13-årig til roning, som jeg så dyrkede i de følgende år med stor indsats og næsten professionalitet. Hver eneste af de 7-8 gang træning om ugen var del af en træningsplan sat op med hjælp af mælkesyretests og videooptagleser (til forbedring af teknikken).

Efter seks år, hvor roning havde været det vigstigste i mit liv, holdt jeg op, fordi jeg skulle at læse biokemi og derfor flytte til en anden by. For at nu koncentrere mig helt på studierne, stoppede jeg fuldstændigt med sport i syv år indtil nogle venner opdagede, hvor glad jeg var for at cykle på min hverdagcykel. Det var i 2005, hvor jeg boede i Schweiz. Mine venner udstyrede mig med racer, sko, tøj og hjelm og tog mig med på deres træningsturer op og ned ad de flotte bjerge rundt om Zurich (de ventede altså altid på toppen). Så lagde jeg mærke til, hvor meget jeg havde savnet sporten i mit liv, hvor meget lykkeligere jeg blev igen og hvor meget mere overskud jeg havde til phd'en, jeg var i gang med.

Da jeg i 2006 flyttede til Danmark, cyklede jeg i et par måneder alene, indtil jeg en dag blev overhalet af to ABC ryttere, jeg hoppede på deres hjul og kørte lidt med. Det var så et skæbnefuldt sammentræf, for de to fortalte mig om klubben Seje Sild Cykler, som så førte mig til landevej, bane og MTB. Cyklingen forandrede mit ophold i DK fuldstændigt: Udover at nyde den sjove, gode træning fandt jeg venner og veninder (som Anna her i Team ride4fun) og sågar min mand : )

Det skyldes Anna og min ven Christian Moore, at jeg i august i år begyndte at køre MTB. De to tog sig af mig og ventede og forklarede og ventede og forklarede i skoven. Jeg kører stadig på en cykel, som Christian gav mig.

Det var også Annas fortjeneste, at jeg hørte om Team ride4fun. Det var umuligt at modstå kombinationen af skoven, det tekniske ved MTB og især medlemskab i et hold med træningsplan, identitet, fælleskab og mål.

Træning:
Jeg må tvinge mig selv til ikke at træne hver dag i hver uge, men at holde en fri af og til.
Vi skal se, hvordan vores AimHigh-træningsplan ser ud, men jeg forstiller mig det som følgende: tre gang om ugen MTB, to gang på banen, en gang landevej, to gang styrketræning.

Målsætning:
Jeg skal køre Slushcup, men også Heino Fall Race og Vega Cykler Cup i vintersæsonen 2008/09. For det første vil jeg gerne mærke efter hvert løb, at jeg gav alt, hvad jeg kunne og at jeg forbedrede mig teknisk. Som begynder har man jo fordelen, at man virkelig mærker fremskridt ved hver eneste tur i skoven. Min fremskridt skal vises i løbsresultater, hvor jeg vil arbejde mig frem plads for plads. I min første Dustcup blev jeg nr. 10, som jeg synes var godt i forhold til, at det var min femte gang på en MTB overhovedet. Men siden har jeg forbedret mig teknisk, og der er stadig væk meget at forbedre, så det bliver spændende at se, hvor stærk jeg kan blive.

Rytterprofil: Rune "morfar" von Moos

Højde og vægt
183cm, 6 kg. for tung og født 1953

Baggrund
Når jeg er med på teamet er det fordi jeg gerne vil vise at MTB er for alle uanset alder og fordi det er hamrende sjovt, så mit motto er helt klart: ride4fun.
Jeg har været motions cyklist siden starten af 80erne og startede på landevej med at køre
Hvidovre rundt, senere Sjælsø rundt, Sjælland rundt, Vätterrunden i Sverige, La Marmotte i Frankrig samt mange andre.
Fra omkring 1994 hoppede jeg på MTBèn som klart er min favorit i dag. Jeg har kørt div. Cups-Dust – Slush- Isstjerneløb- Hillerød maraton, 12 timers og 24 timers løb.

Træning
Min træning har aldrig været særlig struktureret, jeg har bare kørt når der har været mulighed for det. I år (efterår ’08 – forår ’09) prøver jeg at få mere struktur på træningen, 1- 2 gang om ugen i skoven samt MTB spinning en gang om ugen med mr. Grønbæk og en flok glade Hustlere.

Målsætning
Mine mål for 2009: Slushen: top 100 i H40, Dusten: top 60 i H40, deltage i 12 og 24 timers løb på 4 mands hold samt andre spændende løb som dukker op.

Andet
Jeg er en del af ejerskabet bag firmaet ride4fun og er dagligt i butikken.