DM - mit største mål i 2009
Men lad det være sagt med det samme - gassen røg lidt af ballonen da jeg d. 29. januar fik konstateret en diskusprolaps. En alvorlig pause satte en stopper for min formfremgang, samt den bedste form jeg nogensinde har været i (på daværende tidspunkt). Læger, fysioterapeuter og kiroprakter gav alle forskellige udmelding omkring tidshorisonten for, hvornår jeg igen kunne genoptage min træning. Lægen sagde et halvt til 2 år, min kiropraktor sagde, at jeg kunne genoptage træningen efter 2 uger og selv var jeg bare bange for min førlighed. Da jeg først kunne mærke fremskridt var jeg dog helt sikker, nemlig at jeg nok skulle komme tilbage og måske endnu stærkere.
Jeg har tidligere været igennem skader (dog ikke noget så alvorligt som en diskusprolaps), og jeg er altid kommet ud som en mere komplet rytter. Mange fokuserer kun på at få kørt en masse kilometre, men når man når et bestemt niveau, så bliver ubalancen for stor i kroppen og skaderne begynde at snige sig ind. Mine tidligere knæskader har lært mig en masse om udstrækning musklerne og styrketræning af stabiliseringsmusklerne i knæregionen. Det samme gør sig gældende for diskusprolapsen. Her laver jeg regelmæssige styrkende og stabiliserende rygøvelser, hvilket jeg "desværre" skal blive ved med indtil jeg sætter træskoene. Men alt i alt er jeg kommet ud som en mere komplet rytter.
Efter 3 uger i sengen, 1½ måneds uden træning og 7 kg. tabt muskelmasse kunne jeg stille og roligt begynde min cykelgenoptræning - der er nu gået 4½ måned med genoptræning. De 7 kg. er næsten taget på igen og heldigvis er de genvundet i form af muskelmasse.
For at holde fanen højt, mens jeg lå i sengen samt under genoptræningen, så var jeg fast besluttet på at "forkæle" mig selv med en ny cykel. Med hjælp fra Ride4fun blev resultatet blev en Specialized S-works Carbon HT med spitzen udstyr - vægten er barberet ned på 8,7 kg., og der er ikke gået på kompromis med holdbarhed og styrke. Alt i alt er jeg nu i stand til at genoptage slutningen på sæson 09 på en knivskarp XC-maskine.
Den første prøvelse var DM, som blev afviklet af DMK i søndags. Efter diskusprolapsen hørte jeg til i den langsomste halvdel af DustCup og 4½ måned efter stiller jeg til start i Elitefeltet med en forhåbning om at køre i top 20.
Aldrig har jeg været så tændt før et løb. 3 - 4 timer før starten kunne jeg mærke, hvordan energien blev mobiliseret ned i benene, adrenalinen pumpede, mentalt var jeg klar til at køre et aggresivt DM og vise over for mig selv, at jeg mentalt og fysisk var tilbage.
Jeg startede ca. som nr. 25, og rutens første udfordring var en voldsom stigning på Højbjerg. Inden jeg ramte Højbjerg havde jeg kørt mig op i top 20, og jeg kunne mærke hvordan jeg eksploderede op ad bakken - nu lå jeg top 15. Positionskampene var vel overstået, og vi kører ned gennem slugten på Højbjergs anden side. Jeg havde stadig overskud.
Halvt ude på omgangen vælter jeg i et sving og kæden hopper og sidder lidt fast. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk at kæden hoppede af, og derefter væltede jeg - nå, 10 ryttere har lige overhalet mig - PIS. Jeg kæmper og får vel overhalet 3 - 4 ryttere, men så går det endnu mere galt. Over en forhindring får jeg chainsuck, og kæden sidder godt og grundigt fast. Faktisk så godt fast, at jeg udgår efter knap 2 omgange. Stålpladen som beskytter min carbonramme mod netop chainsuck blev bugget ind i klingerne.
Efterfølgende finder jeg ud af, at mit 2-klingesetup bøjer tænderne når jeg skifter op på den største klinge. Pga. en bøjet tand, så kan kæden ikke slippe ordenligt, og den bliver derfor ført op bag stellet og lavet chainsuck.
Alt i alt var det selvfølgelig en skuffelse at udgår af DM, men jeg kan ikke lade være med at smile inderst inde. Jeg har genvundet min styrke og er kommet blandt toppen efter en diskusprolaps, som lige så godt kunne havde gjort det umuligt at køre mountainbike.
/Magnus
Men lad det være sagt med det samme - gassen røg lidt af ballonen da jeg d. 29. januar fik konstateret en diskusprolaps. En alvorlig pause satte en stopper for min formfremgang, samt den bedste form jeg nogensinde har været i (på daværende tidspunkt). Læger, fysioterapeuter og kiroprakter gav alle forskellige udmelding omkring tidshorisonten for, hvornår jeg igen kunne genoptage min træning. Lægen sagde et halvt til 2 år, min kiropraktor sagde, at jeg kunne genoptage træningen efter 2 uger og selv var jeg bare bange for min førlighed. Da jeg først kunne mærke fremskridt var jeg dog helt sikker, nemlig at jeg nok skulle komme tilbage og måske endnu stærkere.
Jeg har tidligere været igennem skader (dog ikke noget så alvorligt som en diskusprolaps), og jeg er altid kommet ud som en mere komplet rytter. Mange fokuserer kun på at få kørt en masse kilometre, men når man når et bestemt niveau, så bliver ubalancen for stor i kroppen og skaderne begynde at snige sig ind. Mine tidligere knæskader har lært mig en masse om udstrækning musklerne og styrketræning af stabiliseringsmusklerne i knæregionen. Det samme gør sig gældende for diskusprolapsen. Her laver jeg regelmæssige styrkende og stabiliserende rygøvelser, hvilket jeg "desværre" skal blive ved med indtil jeg sætter træskoene. Men alt i alt er jeg kommet ud som en mere komplet rytter.
Efter 3 uger i sengen, 1½ måneds uden træning og 7 kg. tabt muskelmasse kunne jeg stille og roligt begynde min cykelgenoptræning - der er nu gået 4½ måned med genoptræning. De 7 kg. er næsten taget på igen og heldigvis er de genvundet i form af muskelmasse.
For at holde fanen højt, mens jeg lå i sengen samt under genoptræningen, så var jeg fast besluttet på at "forkæle" mig selv med en ny cykel. Med hjælp fra Ride4fun blev resultatet blev en Specialized S-works Carbon HT med spitzen udstyr - vægten er barberet ned på 8,7 kg., og der er ikke gået på kompromis med holdbarhed og styrke. Alt i alt er jeg nu i stand til at genoptage slutningen på sæson 09 på en knivskarp XC-maskine.
Den første prøvelse var DM, som blev afviklet af DMK i søndags. Efter diskusprolapsen hørte jeg til i den langsomste halvdel af DustCup og 4½ måned efter stiller jeg til start i Elitefeltet med en forhåbning om at køre i top 20.
Aldrig har jeg været så tændt før et løb. 3 - 4 timer før starten kunne jeg mærke, hvordan energien blev mobiliseret ned i benene, adrenalinen pumpede, mentalt var jeg klar til at køre et aggresivt DM og vise over for mig selv, at jeg mentalt og fysisk var tilbage.
Jeg startede ca. som nr. 25, og rutens første udfordring var en voldsom stigning på Højbjerg. Inden jeg ramte Højbjerg havde jeg kørt mig op i top 20, og jeg kunne mærke hvordan jeg eksploderede op ad bakken - nu lå jeg top 15. Positionskampene var vel overstået, og vi kører ned gennem slugten på Højbjergs anden side. Jeg havde stadig overskud.
Halvt ude på omgangen vælter jeg i et sving og kæden hopper og sidder lidt fast. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk at kæden hoppede af, og derefter væltede jeg - nå, 10 ryttere har lige overhalet mig - PIS. Jeg kæmper og får vel overhalet 3 - 4 ryttere, men så går det endnu mere galt. Over en forhindring får jeg chainsuck, og kæden sidder godt og grundigt fast. Faktisk så godt fast, at jeg udgår efter knap 2 omgange. Stålpladen som beskytter min carbonramme mod netop chainsuck blev bugget ind i klingerne.
Efterfølgende finder jeg ud af, at mit 2-klingesetup bøjer tænderne når jeg skifter op på den største klinge. Pga. en bøjet tand, så kan kæden ikke slippe ordenligt, og den bliver derfor ført op bag stellet og lavet chainsuck.
Alt i alt var det selvfølgelig en skuffelse at udgår af DM, men jeg kan ikke lade være med at smile inderst inde. Jeg har genvundet min styrke og er kommet blandt toppen efter en diskusprolaps, som lige så godt kunne havde gjort det umuligt at køre mountainbike.
/Magnus
Magnus går nu videre med sin træning for at gøre sig klar til de kommende afdelinger af dustcup og shimanoligaen. Vi ser frem til at se dig stærkt tilbage på cyklen..
Team ride4fun
