Denne løbsrapport er skrevet af Martin Rommedahl, som i sidste time blev sat ind som reserve på det hold, som af flere medier var blevet udråbt til at kunne contende om top 5 til nordic 24 2009. Kunne holdet leve op til deres egne og omverdenens forventninger? Eller skulle det vise sig at de ville falde helt igennem og ikke præstere noget, læs mere under her..
Set i lyset af at dagene op til dette store løb og store sæsonmål for holdet, var præget af turbulens, småskader og andre problemer, så lykkedes det for teamets 1. hold at levere det man vil kalde for en rigtig mandfolke indsats i weekenden. Nordic 24 er nordens største 24 timers løb og er et rigtig godt udstillingsvindue hvis man vil vise sit hold og dets værd frem. Derfor havde vi på teamet satset relativt stort og valgt at tilmelde hele 3 hold. Et 1. hold, et 2. hold og et 3. hold.
1. holdet skulle selvfølgelig være de på teamet der kørte stærkest på dagen, men i ugerne op til løbet kom der den ene skade efter den anden ind og det ville være umuligt at kunne stille med det forventede 1. hold. Derfor stod jeg med lidt af en udfordring foran mig, da jeg skulle vælge ud hvem der skulle køre. Jeg havde et par stykker jeg vidste der ville kunne performe godt og så havde jeg nogen der haltede lidt, men som gav ydtryk for at de ville gøre deres bedste, men uden garanti for at kunne levere en toppræstation. Ok, hvad gør man...? Jeg havde lagt mange timer i at planlægge og køre ting i stilling. Der var endda flere medier der havde udråbt os som et hold der ville kunne gøre os i top5, så derfor var presset bare endnu større.
Det hele endte med at jeg måtte tage et par drastiske beslutninger, faktisk dagen før at løbet skulle køres. Det endte med at holdende blev ændret og vi derfor kun havde 2 hold med, men så lavede et af de planlagte hold om til en solodeltagelse.
Hold 3:
Peter Kornbek
Rune von Moos
Jakob Kornbek
Doris Roth
Hold 2 (solo):
Frederik Wolther Holm
og Hold 1:
Viggo Svolgaard
Lars Oppenheuser
Magnus Brinch Larsen
og
MARTIN ROMMEDAHL!!!!!!! Yes, du læser rigtigt :-)
Lars i kampkostume, klar til battle!!
Som et sidste krampetræk for at kunne stille et hold, værdigt til 1.holds status, var jeg nødt til at sætte mig selv ind fra reservebænken og deltage på lige fod med mine team kolleger, uden egentlig at have kørt cykelløb i 1½ måned pga. en rygskade. En rygskade, som egentlig ikke var helt væk og som i hvertfald ikke var blevet testet grundigt af, før jeg begav mig ud i sådan et stunt, som det at deltage i et 24 timers løb egentlig er..
Jeg var klar på opgaven og brugte aftenen før på at lade godt op og omstille mig til at i morgen skulle jeg altså ud og levere varen.. Det var en hård aften rent mentalt og flere gange var jeg ved at ombestemme mig, men gjorde det altså ikke. Det var en udfordring bare at beslutte mig for at sige " Jeg gør det fandeme".. Det var en udfordring fordi at jeg ikke vidste om jeg ville kunne holde til det, at jeg ikke vidste om jeg kunne leve op til det som mine team mates ville forvente af mig.
Det blev morgen og vi ankom til pladsen, der dagen før havde stået totalt under vand. I ugen op til dette løb, havde det regnet meget, som læseren af denne blog måske allerede ved, men regnen og vandet på grusbanen, hvor stævnepladsen var, var drænet og så faktisk ret lækker ud med boder og en ride4fun camp der vækkede opsigt. Vi havde som "tophold" fået lov til at stille camp op på pladsen hvor det hele skete, hvilket var super fedt. Vi var på hele tiden og alle vidste hvor vi lå.
Vi holdt et kort team møde inden start og aftalte at vi ville satse på top 10, da vi nu stillede op med et relativt amputeret og reserve besat 1. hold. Så ambitionerne blev skruet en anelse ned, men drømmene om et bedre resultat var der stadig...
Eftersom at vi var blevet betegnet som et top hold, så var vi af løbsledelsen blevet seedet sådan at vi skulle starte i forreste række da der skulle løbes "le-mans" start. Viggo var første mand på skansen. Top motiveret og fokuseret stod han parat sammen med de store hold allerforrest.
Starten gik og Viggo kom forrygende afsted og lagde sig sikkert i top 10 på sine første runder. Som første mand skulle han køre et kort startloop inden sin første reelle omgang. Magnus var næste mand og han var ligesom Viggo, topmotiveret og helt oppe at køre inden sin første tur. Må også indrømme at jeg selv havde lidt start nerver, jeg havde aldrig kørt sådan et løb her og var mildest talt rigtig rigtig nervøs. Dels var det min debut i sådan et løb og samtidig så gik jeg med følelsen af at jeg var det svageste led i holdsammensætningen. Jeg ville hade mig selv for at være skyld i at hele holdet skulle ende med et dårligt resultat, men vi måtte se tiden an..
Lars røg ud på Ruten efter Magnus. Magnus havde kørt en hurtigt tid og vi lå nu som nr. 8-9 stykker i det meget store felt. God start af team ride4fun.. Men løbet er langt, meget kunne nå at ske endnu..
Lars kom i mål, men uden at få registreret sin tid. Han havde tabt sin chip et sted i skoven. Panikken bredte sig hurtigt da både Kenneth (hjælper) og Lars havde været oppe hos løbsledelsen og spørge hvad der skulle ske. Det var da også først da Rommedahl (jeg) selv gik derop, at de tog affære :-) Ingen problemer, tiden blev registreret og vi kørte videre..
Omgangstiderne lå på omkring 45-46 minutter hos alle fra holdet, jeg selv lå på tider omkring 47-48, så jeg var lige det langsommere end de andre, men det vidste vi godt ville ske. Så længe jeg kunne holde folk bag os væk, så var det faktisk positivt.
Omgangene bød på en 15-16 km´s rundstrækning, med alt lige fra bakker og singletrack til mudder og grusstier. Et par af de drabeligste nedkørsler var pillet ud pga. det store regnfald, dog var der et par stykker der efter de mudrede omstændigheder, kunne være godt drabelige. Maglebjerg var selvfølgelig med, ligesom de obligatoriske dele af lysløjpen også var. Alt i alt en rute der indbød til både tons, teknik og adrenalinsus. Især om natten var der masser af adrenalin i blodet da de før omtalte, lidt vanskeligere nedkørsler skulle forceres, men mere om det senere.
Vigs i færd med at vurdere situationen..
Mine holdkammerater leverede den ene superhurtige omgang efter den anden og efter en 5-6 timer, havde vi et solidt forspring ned til nr. 8... Yes, det er rigtigt. Holdet der i amputeret og handicappet tilstand, stillede op til N24, lå solidt i top 10. Vi havde et ret godt stykke ned til nr. 9 og Team Kuota der lå foran os, havde vi omkring 8 minutter op til. Så uanset om vi nåede dem eller ej, så kunne vi umiddelbart være rigtig godt tilfredse med vores indsats. Selvfølgelig vil mere have mere, så vi begyndte nu at satse på at komme højere op.
Natten og mørket faldt på. Jeg kørte ud på min sidste omgang uden lygter og det var noget af en øjenåbner for mig. Ikke alene var jeg mærket af at have kørt til i nogen tid, men min ryg begyndte virkelig at gøre ondt på denne tur. Jeg kunne ikke finde mig til rette på cyklen og det var som om at alt kraft gik tabt, idet at jeg var nødt til at rejse mig og nærmest strække ryggen hver gang jeg havde siddet ned og trådt til. Ærgelig trillede jeg ud af sporet. Jeg må virkelig have set ud som om jeg led, for det gjorde jeg også. En gammel klubkompis fra team hustler (Andreas) kom op til mig og kørte forbi. Det havde jeg under normale omstændigheder aldrig forestillet mig ville ske, men det var helt tydeligt at jeg ikke kunne træde med de kræfter som jeg ville have kunnet hvis det ikke gjorde ondt. Jeg trillede i mål i på en omgangstid der hed ca. 51 minutter. Det var noget rigtig lort for at sige det mildt. Lige der var jeg parat til at opgive det hele og bare pakke sammen og tage hjem. Inde hos de andre i teltet begyndte jeg da også og ynke lidt og trække lidt i land, men en hurtig og god opsang fra Coach Magnus hjalp. Jeg ville forsøge alt jeg kunne, men i mit eget hoved vidste jeg at det blev sindsygt hårdt.
Lygterne var kommet på og vi var nu rykket op på 6. pladsen. Der skete det at WEbike holdet der ellers lå på en flot 3. plads, trak sig, da Simon Tarp var blevet skadet. Derfor var det en bilig kamp om den placering, men det er jo hvad der sker. Vi havde stadig et godt stykke op til Kuota, men ligesom vores hold havde et svagt led i mig :-) , så havde de også et..
Lars, Viggo og Magnus bankede den ene vanvittig gode tid af efter den anden. Lars kom i flere tilfælde ned på tider omkring 48 minutter, om natten vel at mærke. Derfor så var det en noget slukøret Hr. Rommedahl der kørte tider ind på 57 minutter. Det skal altså lige siges at jeg på min første tur med lygter på, pludselig kun havde lys på styret og ikke på hjelmen. Det var altså ikke godt på vej ned ad maglebjerg kun at kunne se meget lidt. Lyset på styret var endda justeret lidt for højt, så det var hele tiden lidt et gæt om hvor jeg skulle køre. Det var med livet som indsats flere steder, idet at underlaget nu var rigtig kørt op. Det blev om natten meget fugtigt da duggen faldt og det var flere steder som at køre i en stor bunke grød. Tungt og fedtet og til tider helt umuligt at cykle i, så man måtte i flere omgange af og løbe flere steder.
Jeg kom i mål efter den første tur med lygter, tiden var ikke skidegod, men humøret derimod var vendt lidt tilbage. Ind og aflevere cyklen til Bjarke (hjælper) som vaskede og smurte cykler igennem hele natten. Det var fantastisk ikke at behøve at tænke på noget andet end at komme ind, få lidt tørt tøj på, få lidt mad og så på hovedet i seng..... Hvis man ellers kunne sove. Jeg havde simpelhen så meget uro i kroppen og jeg var også begyndt at hoste. Derfor valgte jeg at stå op og gå lidt rundt istedet for at holde de andre vågne med min hosten og harken..
Bjarke - Danmark´s største talent indenfor rytterpleje og coaching :-)
Jeg nåede 2 ture i natten, og på min sidste tur, sendte jeg Viggo afsted uden lygter. Det er helt utroligt hvad lidt sollys kan gøre for moralen. Jeg kom ind, stadig med lidt smerter i ryggen, men moralen var helt anderledes høj. Jeg var virkelig lettet over at natten var overstået og at jeg på mine ture havde sørget for at holde folk væk bagfra. Det var virkelig en lettelse og nu så jeg kun fremad. Vi var omkring 6-7 minutter efter Kuota på dette tidspunkt og de andre på temaet var virkelig begyndt at køre stærkt. Vi tog faktisk på de næste 3 omgange, så meget tid, at der da jeg skulle ud igen, kun var omkring 2 minutter op. Kuota lavede en rigtig stor fodfejl her. De kørte dobbelt omgange hvilket gjorde at de på deres 2. omgang i deres stint, var helt smadrede. Kuota´s mand i sporet da jeg skulle ud var Brian Berg. Da han kom rundt ved starten, 2 minutter før jeg skulle ud, kunne jeg se på ham at han var helt grillet og ganske rigtigt, 2-3 minutter inde i min omgang hentede jeg ham på vej op af en af bakkerne... Tal lige om moral boost!!! Jeg hentede 5 pladsen og teamet var nu kørt ind i top5..
Vi havde ved hjælp af vilje, gejst og et par gutter på holdet der kørte hamrende stærkt, kørt ind i top 5, som faktisk som udgangspunkt havde været forventet af et rigtig stærkt team ride4fun. Så derfor var det her jo helt vildt... Vi havde 6 timer tilbage og kampen for at holde de andre bag os begyndte nu for alvor. Brian tabte rigtig meget tid, så Kuota blev faktisk også taget af nr. 7, cycling nord. Cycling nord bestod af et par rigtig erfarne og hurtige herrer, som kørte omgange på omkring 47-48-49-minutter. Når jeg følte at jeg kørte med alt hvad jeg kunne, uden at slå mig selv halvt ihjel og få for ondt i ryggen, så kørte jeg på 51... Derfor lavede jeg en vurdering sammen med Bjarke og de andre fra holdet, der betød at jeg officielt havde kørt min sidste omgang da klokken var omkring kl 9.00...... Ahhhhhhh :-) Det var faktisk et godt træk, for hvis jeg skulle køre 2 omgange mere og ville tabe omkring 3-4 minutter pr. omgang så ville vi blive hentet.
Cycling nord kom på intet tidspunkt sådan faretruende tæt på. Jeg tror 5 minutter var det tætteste, så vi følte os rigtig sikre på at 5. pladsen var vores.
Da klokken var 11.45 sendte vi Lars ud på hvad der skulle være vores sidste omgang. Han kørte en fantomtid på 45 minutter og konsoliderede altså den 5. plads som vi havde forsvaret igennem de sidste 4 timer. Et helt igennem fantastisk løb, der helt og aldeles uventet, endte med at vise sig fra sin bedste side og belønne et velfungerende hold, der ikke kiksede på noget tidspunkt, med et godt, flot og imponerende resultat.
Jeg står lige nu med en følelse af at have været med til noget stort. Jeg har været en del af et hold der har dystet med de bedste under ekstreme vilkår og prøvelser og så endda med det før omtalte flotte resultat til følge. Det er herligt at vide at det setup vi har arbejdet med omkring løbet har givet pote, at det virkede at have de hjælpere med som vi havde og at det var en kæmpe fordel at have et homogent hold, der ville det samme allesammen.. Først og fremmest, skulle vi gennemføre.. Det var målet. Resultatet var i princippet sekundært, kun noget vi drømte om, men vi tog fejl og drømmen blev til virkelighed.
Jeg takker af og vil til slut give min respekt til mine holdkammerater og til de folk der støttede op om os i form af hjælp og opmuntrende ord. Det kunne ikke være gået som det gjorde uden jer. Til vores nye medlemmer på team ride4fun, fra team enebærhaven:-) Det var en fornøjelse at have jer med i lejren og tilbringe nogen overgearede timer med jer. Nu ved i også hvad det drejer sig om. Flot at i gennemførte og fuldførte jeres mål.
N24 arrangører... Vi ses næste år til Nordic24 2010. :-)
Rommedahl out!
Jeg sidder her et par dage efter et stort drama i Hareskoven, hvor det lykkedes mig sammen med to rigtig stærke holdkammerater at vinde de europæiske mesterskaber i mountainbike-orientering (MTB-O). Det er først rigtig ved at bundfælde sig nu her.
På vej ud fra post 23 ser vi Estlands rytter, som er ret tæt på. Vi ved at, der ikke er mere end et lille minut ned til ham. Så der er ikke plads til fejl. Men jeg er bare det helt rigtige sted mentalt. Da vi kører udfra posten tøver Søren lidt - så jeg kører på og jeg kigger mig ikke tilbage. Jeg glider lige i alle posterne og kan ikke fornemme Søren eller Estland bag mig. På vej mod anden publikumspassage ser jeg mig over skulderen i et åbent stykke og kan ikke se Søren.
