torsdag den 22. januar 2009

Nyheder:

I løbet af vinteren har team-ride4fun været ramt af noget nær et katastrofalt antal skader. Et brækket kraveben, et par forstrukkede ledbånd i skulderen, knæskader, og en god omgang sygdom. Alle disse ting, har gjort at teamet har stillet op til løb i mere eller mindre amputeret tilstand, men aligevel er det lykkedes at opnå en flot placering i holdstriden i slushcuppen, og flere af rytterne har individuelt også leveret rigtig flotte resultater.

(Magnus)

På trods af skader og småproblemer, så er teamet nu ved at være klar til at kæmpe for fuld styrke. Bjarke, som har været hårdt ramt med en skade i skulderen, er ved at være klar og lover at være fit for figth til forårets komme. Keld´s knæskade er på vej væk, og Martin H´s kraveben er for længst helet, for ham handler det nu om at få nogen timer i sadlen.
Det lover altså godt for foråret, og teamet ser nu frem til at deltage i de store løb der kommer i starten af sæsonen.

(Martin R)

Første store mål bliver til H12 i maj, hvor der stilles med 2 hurtige hold. Der bliver en indbyrdes kamp om pladserne, og rytterne er godt klar over at de skal yde deres allerbedste for at komme på 1.holdet. Mon team-ride4fun kan overraske, måske.. Man skal ihvertfald ikke udelukke os som værende et af de hold der kan skabe en mindre overraskelse.

Vi ser frem til at møde jer alle til H12, og selvfølgelig til sidste afdeling af slushcuppen hvor der kommer til at stå et drabeligt slag mellem Mads Bødker (T-bikes) og vores egen Keld P, som ligger meget tæt i topstriden i H40 klassen. 1 point skiller de to ad, Henrik Cohen virker sikker på sin sejr, så de to omtalte herrer skal give sig alt de kan, og forhåbentlig kan Keld trække sig ud af dysten som sejrherre og indkassere den samlede H40-2.plads..

Skrevet af Martin Rommedahl

søndag den 18. januar 2009

Urban Slush 2009

Urban i DR-byen 2009 blev en noget blandet oplevelse. Oplægget med produktudstilling og opløb samme sted var faktisk ganske fornuftigt. Publikum kunne veksle mellem at stå ude i den kolde bidende vind og gå indenfor og besøge de mange boder med cykelprodukter - her var ride4fun naturligvis flot repræsenteret :-)


















Vel ankommet til startområdet fik man hurtigt meldingen om, at den første tilskadekommen var blevet kørt på hospitalet. Siden hen kom der flere uheld til - ét som var temmelig alvorligt - og alt i alt synes jeg, der var for mange uheld med personskader. Det bør få arrangørerne til at overveje om de hop, man havde lavet på opløbsstrækningen, ikke bør undgås, såfremt man til næste år har tænkt sig et lignende MTB-løb i DR-byen.

















Klokken lidt over 11 - efter vi havde stået og frosset i 5-10 min. - blev løbet endelig skudt i gang. Vi stormerede alle derudaf på asfalt og grussti indtil vi kom til den første bakke, hvor en massiv flaskehals fik folk til at råbe "hold køen for h......" og der var ligefrem nogen, der var ved at komme op at slås, fordi andre maste sig frem. Lidt bisar oplevelse, når man tænker på, at det bare var et motionsløb :-). Forholdsvis tidligt i løbet skulle det vise sig, at mange led af mudders og skidts evne til at sætte sig grundigt fast i kassette og kæde med det resultat, at det meste af løbet foregik med en hakken i trådet. Man kunne derfor ikke træde rigtigt igennem. Jeg var en af de "heldige" og hold k...., hvor var det interesserende. Når man så kom ud på asfaltbelægningen blev det lidt bedre men alligevel aldrig helt godt.
ride4fun som hold klarede sig desværre mindre godt, grundet sygdomsafbud og uheld for en række af vores skrappe drenge. Med tre punkteringer (Magnus, Jens og Frederik) blev vi hurtigt noget amputeret - ærgerligt men det er jo vulkårene. Vi kommer stærkt igen i den sidste afdeling, ik´?
Personligt et utilfredsstillende løb med en placering som nr. 36 i H40 - det er bare ikke godt nok. Det er på med træningsvanten, så der kan komme mere krudt under pedalerne til den kommende sommersæson.
Til trods for de lidt svigtende resultater vil jeg dog sige jer alle tak for en - trods alt - god søndag med en altid god og positiv atmosfære på team ride4fun :-)

Martin H.

tirsdag den 13. januar 2009

Løbsrapport: Vega VinterCup 4. afd. – Cup'en uden nåde

Jeg kan godt lide at køre VegaCup-løbene. Der er færre ryttere og dermed som oftest kortere og bedre ruter. Således også denne afdeling i Tisvilde på en frosthård og hurtig rute.

Samtidig er det jo en gennemgående cup bestående af 6 afdelinger. Jeg ville jo gerne køre om en topplacering i det samlede regnskab. Den slags synes jeg er spændende og med til at få én op af dynerne en søndag morgen kl 7. Problemet er, at samtlige afdelinger er gældende, dvs. misser man blot én afdeling, så har man ikke en kinamands chance for at få noget, der ligner en topplacering. 3. afdeling før jul gik ikke så godt for mit vedkommende med to punkteringer og en placering som nr. 150 ud af 157 startende og dermed farvel til ambitionerne om en topplacering.

Det forhindrede mig dog ikke i alligevel at overvinde enhver lyst til vende sig om på den anden side og sove videre ved clockradioens første toner. En del af forklaringen herpå, at jeg i øjeblikket lider af MTB-underskud!!! En kedelig tilstand for én, der er alvorlig ramt af MTB-syge. Hele juleferien var sådan set planlagt som en lille træningslejr, men endte med et par uger med total passivitet, dels som konsekvens af en rekordlang influenza, dels et dårligt knæ.

Influenzaen var jeg stort set kommet over og knæet var i hvert fald før start ikke noget problem. Starten foregik i øvrigt for en gang skyld i et overraskende behersket tempo. Jeg lagde mig strategisk på hjul af nogen af de sædvanlige konkurrenter, heriblandt mine H40-kollegaer, Bogi Kristiansen og Henrik Cohen fra WeBike. De to havde i øvrigt valgt at stå lidt tidligere op end os andre og varme op ved at cykle fra Værløse til Tisvilde!!! Her må man nok lige lette lidt på cykelhjelmen i respekt!

Den strategiske placering blev imidlertid i første sving ind på første singletrack meget hurtigt forvandlet til en helt anden og meget dårligere placering omkring nr. 12-15 stykker. Jeg ved ikke helt hvad der lige skete der, men det er nu ikke første gang den slags overgår mig. Derefter skulle der altså foretages nogle overhalinger og det er ikke helt nemt på et singletrack-stykke, når folk stadig er friske og kører hvad de kan. Det tabte jeg en del på og mere end et muligt glimt af de forreste ryttere, heriblandt Magnus fra teamet, blev det aldrig til. Okay, så var der jo også en vis Jonas Pedersen fra Tbikes, som i disse løb er uden konkurrence og som ingen ser efter de første par km.

Jagten gik i første omgang ind på Henrik og en gammel kending, Allan Møller fra Kalundborg. Allan er jo gammel crossmester fra før Djernis-æraen, og han er altså still going strong, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg havde fornøjelsen af at køre det meste af sidste SlushCup-afdeling i Korsør med Djernis i baghjulet, og ham kan jeg godt køre fra (på trods af sygdom og dårligt knæ). Allan er meget stærkere end Djernis, og man skal altså være helt fremme i skoene, hvis man skal følge trop, især når det går opad! Desværre for ham, så fik han vist nok et alvorligt problem med noget chainsuck og jeg tror han udgik. Det skete lige efter at jeg endelig havde fået kontakt med ham og Henrik på rutens eneste rigtige bakke lige før målpassagen første gang. Jeg lå lige på hjul af Allan da han fik sit uheld, hvilet betød at jeg også gik helt i stå midt på bakken. Det resulterede i, at Henrik endnu engang fik et hul, som jeg skulle lukke.

Det lykkedes så også og jeg lagde mig endnu engang strategisk på hjul af ham, denne gang uden at andre kunne spolere taktikken. Der lå jeg så et pænt stykke tid. Henrik og jeg har jo haft nogle meget spændende og tætte dyster i SlushCup'en med Henrik som den skarpeste når afgørelsen skulle ske. Med min fysiske tilstand pt, så ville jeg under normale omstændigheder ikke være i stand til at køre lige op med ham, men jeg tror han i dagens anledning tog det som en stille og rolig gang træning, hvilket hans lille opvarmingstur jo også tydede på. Der kommer nok andre boller på suppen til Urban-Slush'en i næste uge.

Under alle omstændigheder så kørte jeg efter et stykke tid forbi ham og gav den max gas. Sporet var som sagt frosthårdt, så det gik pænt derudaf og jeg følte nærmest at jeg fløj over nogle af forhindringerne. Måske lige på grænsen af hvor man stadig var helt herre over situationen. Jeg tror ikke Henrik gjorde nok forsøg på at følge med. Han var i hvert fald væk, da jeg første gang orienterede mig bagud. Det med maxfarten fik i øvrigt hurtigt en ende, da trafikpropperne begyndte at opstå, og jeg synes ustandseligt, at jeg blev fanget bag ryttere, der skulle overhales med en omgang, på de absolut mest uheldige steder. Sådan er vilkårene jo og på den måde at VegaCup'en ikke anderledes end SlushCup'en.

Resten af løbet var herefter solokørsel på det der skulle vise sig at ende med en samlet 4. plads. Det bekymrende var, at især på sidste omgang begyndte smerterne i knæet at dukke op igen. Det var ikke så slemt, som tidligere oplevet, men godt var det ikke.

En 4. plads var under de gældende omstændigheder slet ikke dårligt. At Bogi, der i øvrigt ikke har været i særlig god form længe, og som sagt havde varmet op fra Værløse, bliver nr. 2 og slår mig med halvandet minut – den sidder jeg dog stadig og fintænker lidt over herhjemme. Jeg kender Bogi fra gamle dage på landevejen, og der var det på samme måde. Hvis alle havde pligt til at træne den samme passende lille mængde, så er der ingen tvivl om at han ville vinde hver gang. Manden er et fænomén!

Den samlede cup lever videre, og Magnus ligger med dagens 3. plads på en samlet 2. plads. Han skal nu holde sig på cyklen de to sidste afdelinger og så er det svært at se at han kan miste den 2. plads. Et lille fejltrin derimod og han er med al sandsynlighed ude. No mercy!

Skrevet af Keld Pedersen

søndag den 4. januar 2009

Slushcup afd. 4...

Endnu engang var det blevet tid til at køre Slushcup på en kold vinter formiddag. Den 4. afdeling af Slushcuppen var denne gang rykket til provinsen, nærmere betegnet Korsør på en rute der må betegnes som værende meget flad, med undtagelse af én enkelt skrap kort stigning.
Det eneste tekniske på dagens rute må dog siges at være, at der enkelte steder var meget glat i den rimfrosne blanding af græs og jord. Ellers var Korsør ikke noget mtb-mekka.


Jens som altid elegant med tungen ud af munden og garant for en top 20. placering...

Team Ride4Fun stillede med 8 ryttere til start, dog uden to af truppens rigtig stærke kort i form af Bjarke og Magnus.
Efter en lidt hektisk start fra ca. 1 km asfalt sti og ind gennem målområdet og ud på ruten, kom både Keld og Jens rigtig godt afsted, for mit vedkommende var jeg dog så uheldig at tabe kæden til stor forbandelse for andre ryttere - og ikke mindst mig selv. Inden jeg har fået smidt kæden på igen var 10-15 placeringer tabt, så der skulle kæmpes lidt for at komme ind i kampen igen!

Ellers gik løbet slag i slag. Efter hård træning i dagene forinden var der ikke diamanter i mine ben, men én ting jeg efterhånden har lært at acceptere er, at køre med hvad man har på dagen uden at lade trætte og tunge ben påvirke moralen - som sagt så gjort!

Den første omgang var der relativ tæt trafik, men undervejs blev feltet spredt ud og der var mere plads at manøvre på. Jeg fik derefter kontakt til Jacob "Kaffe" Lauritzen fra T-Bikes, altid en udsøgt fornøjelse med smil og hilsen, lå en tid med ham og et par andre ryttere og derefter blev der pludselig et lille hul ned til Jacob.

Derefter lå jeg længe sammen med en rytter fra HMTBK, vi skiftedes lidt til at være lidt foran og lidt bagefter, men hele tiden inden for synsvidde af hinanden. På sidste omgang taber han desværre kæden på vej op ad rutens eneste stigning, jeg er dog så heldig at komme op af bakken uden at skulle trække som under de forrige omgange. Jeg havde uden tvivl foretaget et skidt dækvalg og valgt et dæk med for lidt mønster bagpå, hvilket gjorde det svært at få grib opad - men på sidste omgang lykkedes det at undgå at trække opad den lille stigning.


Blomster Keld var ikke helt frisk, men dog i top 20 - bemærk Djernis i baggrunden...

På sidste omgang kan jeg se mtb-legenden Henrik Djernis ca. 200 meter foran mig. Jeg prøver at fange ham - men da der er så meget trafik på den sidste halvdel af ruten, er det desværre uden held. Man enten kan være heldig at udnytte trafikken til sin fordel eller være uheldig at blive fanget og miste masser af tid.
Jeg får dog distanceret et par ryttere fra Webike på den sidste tredjedel af ruten og har Team ride4funs hurtige H40 drenge Jens og Keld i syne resten af vejen mod mål.

Skal man gøre lidt status over den 4. afdeling af Slushcuppen for Team Ride4funs vedkommende, så var det egentlig en god dag. Vi overtog 5. pladsen i holdkonkurrencen og taget i betragtning at vi ikke kører for fuld styrke er det rigtig godt. Placeringerne for de fire bedst placerede Team Ride4fun ryttere blev:

18 Jens Tousgaard
19 Keld Pedersen
21 Lars Oppenheuser
36 Martin Ringdal Rommedahl

Og for kvinderne kørte Anna sig med en 3. plads endnu engang på podiet og Doris kørte en 7. plads hjem.


Anna på podiet med en 3. plads...

Skrevet af L.D.O.

fredag den 2. januar 2009

Rytterprofil: Karsten Dyhrberg Nielsen

Højde og vægt

Født 1968, 190 cm, 87 kg

Beskæftigelse

Direktør i Nordisk Copyright Bureau, der giver licenser til indspilning af musik. Uddannet jurist.

Baggrund

Har altid haft en stor passion for cykelløb, men aldrig rigtig som udøvende rytter. Købte min første mountainbike i 95, men begyndte først at køre regelmæssigt for en 3-4 år siden. Har sidste efterår også købt en racercykel, så træningen kan varieres – så nu skal det være.

Jeg læser alt, hvad jeg kan få hænderne på om mountainbike, og er helt sikkert betydeligt stærkere i teorien end i praksis. Abonnerer på to tyske mountainbike blade og er lige nu i gang med en fjerde gennemlæsning af Joe Friel’s ”The Mountainbiker’s Training Bible”.

Over årene har jeg dyrket alle mulige former for sport: ski, hvor jeg er uddannet skilærer, fodbold, basketball, ishockey, golf, lidt atletik og orienteringsløb. Har også løbet et par maratonløb for mange år siden, men måtte nok dengang konstatere at det aldrig ville blive til topresultater i udholdenhedssport – noget som jeg givet min nuværende besættelse af mountainbike godt kan ærgre mig lidt over.

Mine meritter i mountainbike løb begrænser sig til nogle enkle starter i dustcup løb for flere år siden (før jeg egentlig begyndte at køre regelmæssigt) og så et par deltagelser i Hillerød mtb-maraton. Med tre små børn og nummer fire på vej samt et travlt arbejde har det desværre næsten været umuligt at komme af sted til løb. Men nu hvor jeg har fået en plads på Team Ride4fun’s andethold, må det blive lettere at overbevise fruen om vigtigheden af min deltagelse i så mange løb som muligt.

Træning

Jeg er nok den langsomste mtb rytter i kongeriget, som har lavet et et-årigt struktureret træningsprogram. Det er lidt svært at følge, men jeg får kørt en 6-8 timer om ugen, primært ved at cykle på arbejde på min nye racer og så ved en træningstur på mtb i weekenden.

Målsætning

At køre hurtigere og at blive ved med at køre mtb så længe, at det kan blive til en podieplacering som H60 eller H70.