Ny website

Kære læsere af denne blog.

Team ride4fun har fået ny hjemmeside. Den kan ses her: www.team-ride4fun.dk Alle løbsrapporter og nyheder vil fremover blive postet der, så denne blog vil ikke være aktiv længere.

Vi læses ved på www.team-ride4fun.dk

Martin Rommedahl

FitnessDK løb 2010

En af mtb sæsonens helt store forårsklassikere i mtb regi, er uden tvivl fitnessDK løbet i Slagelse. Den lange tur fra Kbh til slagelse er uden tvivl det hele værd, for det løb er måske et årets bedst arrangerede! Dette års version af løbet, var uden tvivl af meget meget høj klasse og jeg tager virkelig hatten af for Slagelse MTB klubs arrangørteam. Det holder virkelig,det i formår at gøre - og tak skal i have for det.

Min dag startede, efter min egen mening, meget tidligt. Pakke en cykel, ud af døren og så ca. 100 km mod vestsjælland for at køre 40 km på cykel. Ja, jeg ved det godt, jeg tog kyllingedistancen, har ikke fået trænet så meget i vinteren her, så mit mod sagde mig at det nok var bedst med den korte version. Men ret skal være ret, 40 km i militær terræn, ind og ud mellem snørklede singletracks -og op ad nogen superlede bakker til sidst er også god træning.. Starten gik vanen tro fra fitnessDK centret, derefter fulgtes vi ad opad en asfaltvej, hvor vi kørte efter en master, som efterfølgende gav løbet frit. Jeg skal lige love for at der blev gået til den! Allerede fra starten af, viste mit pulsur at jeg kørte i MAX - og det var ikke defekt, det var nok nærmere mig der var defekt. På trods af den hæsblæsende start, formår jeg at holde mig til fronten, hvor vi er 7-8 stk, der ligger samlet. På et tidspunkt rammer vi et meget teknisk sted, hvor farten var meget lav, men hvor koncentrationen skulle være meget høj. Små snørklede tekniske sving, op og ned, bratte opbremsninger, glatte rødder var opskriften til mit frafald fra frontgruppen. Jeg kørte bogstavelig talt, frontalt ind i et parkeret træ! Der skete nu ikke noget, men de forreste var væk.

Jeg kørte nu et stykke tid alene, som nr. 8-9 stykker, men efter et stykke tid, kom en gammel kending fra Team Hustler - Bo Skakke op og med sig, havde han en DMK rytter og en anden fyr. De kom op til mig og lagde sig med det samme på mit hjul. Selvfølgelig... På et tidspunkt tager jeg en tår af min dunk og vores ven fra DMK, ser sit snit og stikker af fra gruppen. Bo går med og fanger et hjul, jeg prøver også selv, men skal først lige fumle flasken på plads og kan derefter aldrig rigtig få gang i benene. Den sidste fyr de havde hevet med op, lægger sig nu på mit hjul og jeg hiver og trækker for at komme op til Bo igen, som iøvrigt vist nok blev sat af DMK gutten. Han var ihvertfald alene da jeg kunne se ham.

Jeg beder - meget pænt, min følgesvend om at tage en tørn foran, hvilket også gør at vi kommer meget tæt på Bo igen. Jeg lagde mærke til at jeg hele tiden tog lidt tid på Bo og på min "skygge" på bakkerne, så på en af de sidste bakker inden mål - på første omgang - får jeg fat i Bo´s hjul igen. Fedt! Et par råb af Bo med ordet "Bagfra" vækker dog lidt en ild i ham tror jeg. Jeg sagde det egentlig bare for sjov, men han tog faktisk herefter rigtig hårdt fat og jeg tabte ham desværre på den allersidste bakke inden 1. omgangs slutning, da jeg spandt på en rod..

Bo var herefter long gone.. Jeg havde ikke så meget mere at skyde med. "Skyggen" var sat, så jeg lå faktisk i en ½ times tid for mig selv. Jeg har haft en masse bøvl med ryggen og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg idag, ikke kunne mærke noget til den. Det gjorde nas, men jeg ved med sikkerhed, at det handler om træning. Det jeg ikke kan skyde med i benene, kompenserer ryggen for! Hvilket gjorde nas.

Jeg bliver på sidste omgang overhalet af 2 gutter, som virkelig havde fart på. De må have sparet sig selv til en slutspurt for deres tempo, kunne jeg virkelig ikke følge. For at det ikke skulle være løgn, så begyndte min "skygge" også at nærme sig igen. Han kom så tæt på, at han faktisk lå på hjul i et stykke tid. Denne gang satte min stædighed dog en stopper for det hele, så på de sidste tekniske stykker og på de allersidste bakker, gav jeg den alt hvad jeg havde og så var han sat. Heldigvis.. Tror han kom ind 30-40 sekunder efter mig.

Jeg sluttede på en 12. plads, som for mig er absolut acceptabel. Jeg har som sagt ikke trænet det store her i vinteren, så min motivation og min iver efter at komme i bedre form og for at blive stærkere er godt på vej tilbage.

Her til aften sidder jeg og ser lidt resultater og jeg må sige, at de gutter der kører den lange version af det her løb, tager jeg hatten af for, alene på grund af distance, men når man kører med omgangstider på under 50 minutter, alle omgangene igennem, så er man sgu i form!!!! Tillykke til Benjamin Justesen som vandt den lange. Vores egen Keld P og Jens, var også i aktion på den lange rute og leverede efter omstændighederne, meget fine resultater. Det er stadig tidlig på sæsonen så der kommer masser af fine resultater fra de herrer i løbet af de næste par måneder.

Endnu engang vil jeg sætte en tyk streg under arrangørenes indsats. Det var WELTKLASSE! Tak for det..

Skrevet af Martin Rommedahl

SlushCup 2009/10

Efter finaleløbet af DustCup'en i september sidste år, forsøgte jeg mig med en lille rapport både generelt omkring de forskellige afdelinger og min personlige indsats. Nu er det så SlushCup-sæsonen, der er vel overstået, og jeg vil forsøge at gentage eksperimentet.

Omkring DustCup'en hæftede jeg mig ved, at den levede op til sit navn. Tørre spor hele vejen igennem. SlushCup'en gjorde det desværre også, og jo længere hen i serien, jo værre det blev det. Vintervejret har været elendigt for en mtb-rytter. Bedst var det i 3. afdeling i Tyskerplantagen i Hillerød. Let frost, hårde, men tørre spor, kun lidt glat hist og pist. Perfekte forhold til mtb om vinteren.

Enkeltstarten på Herstedhøje frygtede man på forhånd nedkørslen fra bjergtoppen og ”landingen” nede i sumpen, men ved at styre så langt over mod venstre som muligt kunne man undgå det værste, og de eneste, der tog sig en tur i mudderet var vist dem, der valgte at køre lige ud i det med fart. Ellers var Herstedhøje i denne sæson heldigvis ikke så slem. Det meste foregår alligevel på større grusstier. Det er altid med blandede følelser man stiller op til mtb-løb på Herstedhøje. Jeg synes at ruten kan forsvares i relation til det koncept den bliver brugt til, dvs. som en enkeltstart fortrinsvis på grusstier. Men det har ikke så meget med mtb at gøre. Det bekræftes af, at jeg f.eks. på dagen havde udstyret min cykel med gamle Spinacci-bøjler, som en slags enkeltstartsstyr. Det ser fuldstændig vanvittigt ud, men jeg er ret sikker på at det var medvirkende til, at jeg kunne vinde denne afdeling i H40 ganske komfortabelt.

2. afdeling i Hareskoven var præget af ret meget regn i morgentimerne, der gjorde det hele til en meget mudret affære. Ellers stort set samme rute som sidste år og den er generelt god. Ikke kun mudret, men også et dårlig knæ efter et styrt i foregående VegaCup-afdeling gjorde dette til et meget svært løb for mit vedkommende, og det var med hiv og sving at det blev til en 2. plads. Michael Jørgensen viste her for første gang, at han ville blive en svær modstander ved at vinde suverænt. Mudder og glat underlag generer nok ikke en gammel crossmester så meget som en gammel landvejsrytter med hang til sol og sommer som mig.

Set i bakspejlet er det ikke overraskende, at det var i Tyskerplantagen jeg kørte absolut bedst i, og indsatsen på dagen burde have resulteret i en sejr i H40-klassen. Det var en drabelig duel mellem Henrik Cohen, Michael og jeg, som jeg - indtil små 500 meter før mål - klart havde overtaget i. Så var jeg desværre uheldig at skride ud, ovenikøbet ganske uprovokeret, ikke en gang i et sving, men på et lige stykke. Det var i og for sig ikke noget problem, men da kæden sad uhjælpelig fast, så nåede Henrik altså lige præcis forbi inden jeg via lidt vold og magt fik gang i cyklen igen. Det var lidt bittert.

Til gengæld drog jeg så fordel af at Michael havde et mekanisk uheld i næste afdeling i Helsingør. Her var forholdene også rimelige. Temmelig meget mere koldt og noget mere glat med nogle skræmmende isede passager, men stadig rimelige forhold til at køre løb på. En afdeling, der var af overraskende svær teknisk karaktér taget i betragtning at det var en SlushCup. Jeg havde nok ikke været vild med at køre på de bulede stykker, hvis føret havde været mere fedtet.

Så efter 4 afdelinger med to førstepladser og to andenpladser, så det hele jo meget pænt ud i det samlede klassement. Michael var toer, men for at vinde krævede det, at han skulle slå mig i de resterende 3 afdelinger. Det viste sig så ikke at være noget problem, for i takt med at temperaturen faldt til konsekvent at ligge under nulpunktet, så faldt min præstationer ligeledes ned i samme niveau.

5. afdeling er ligeledes en af de kontroversielle på samme måde som Herstedhøje. Urban Slush- konceptet har været en blandet fornøjelse gennem de sidste 3 år for mit vedkommende. Jeg fik faktisk min første sejr i H40 ved Urban Slush i 2008. Mest fordi alle de andre punkterede på ramperne end at jeg kørte specielt stærkt. Sidste år i DR-byen var der egentlig ikke så meget Urban over det, idet langt den største del af ruten foregik ude på muddervejene på Amager Fælled. Det gik ikke så godt. I år var det igen asfalt og beton, der var det fremherskende element ude ved B&W-hallerne. Det var så krydret med nogle lange stykker med is, de sædvanlige ramper og kunstige forhindringer og lidt god polarluft. Det blev en decideret off-dag for mit vedkommende. Der var intet bid i pedalerne, og jeg havde det generelt meget svært med både ramper og is. Jeg kunne via min 30. plads overall have kørt eliteløbet til sidst, men selvtilliden var mildest talt forduftet og jeg valgte pænt at trække mig.

From bad to worse. Tisvilde var næste afdeling, og det plejer altid at være en fornøjelse at køre deroppe. Ikke denne gang. Rent snehelvede. Intet med cykling at gøre, heller ikke mtb. Det er jo generelt ærgerligt, også for arrangørerne. Det er klart at der på den slags dage er en del der bliver væk, men det er egentlig imponerende så mange der alligevel dukker op. Jeg havde jo stadig noget at kæmpe for, så selvfølgelig stillede jeg til start, men hvis det ikke var tilfældet var jeg nok blevet hjemme i min seng. Som forventet gik det ad h...... til. Jeg er ikke god i den slags forhold. Det blev ikke bedre af at jeg nok havde valgt de forkerte dæk. Jeg har et par forholdsvis smalle pigdæk, som jeg formodede også var beregnet til at køre i dyb sne. Det tror jeg ikke længere de er! Hvad jeg burde have gjort var at montere eksempelvis et par Continental Mountain King 2.4 og pumpe så meget eller så lidt luft i, at de lige netop ikke bundede. Jeg ved ikke om det havde gjort den store resultatmæssige forskel, men faktum var at jeg i den grad var ude af stand til at styre min cykel. Utrolig frusterende, og en 8. plads som resultat.

From worse to ? Løbet i søndags markerede afslutningen på årets SlushCup. Forholdene var umiddelbart de samme som Tisvilde, så ikke den store optimisme. Det utrolige var, at på trods at to katastrofale afdelinger, så var den samlede sejr stadig indenfor rækkevidde. Jeg skulle bare placere mig før Michael i løbet, men som sagt så var troen på at det kunne lade sig gøre nok ikke særlig stor, de givne omstændigheder taget i betragtning. Det var kraftigt tøvejr og det førte jo straks tankerne hen på sidste års afslutningsløb i Tokkekøb.

Jeg havde forventet at 99% af ruten stadig ville være dækket af en dyne af sne, så denne gang blev det ballondækkene, der blev monteret, med et lufttryk på nul og en rullemodstand på uendelig! Sne var der stadig og dækkene var helt klart med til at balanceevnen denne gang var betragtelig forbedret på snepassagerne. Men denne gang stod den altså også på grus og mudder. Faktisk så meget at mudderet flød ned ad nogle af skrænterne. Det har jeg aldrig oplevet før så markant. Jeg tror på, at under perfekte forhold, f.eks. snefrit og let frost, så ville det have været en kanon rute, men under de givne og normale omstændigheder, så var det nu noget l... Og så lige en bemærkning til ”trappestigen” ude på ruten. Den synes jeg ikke var acceptabel. Jeg har ikke hørt om nogen uheld og formoder ikke at der har været nogen. Men den trappestige var altså decideret farlig! I princippet var det et fornemt arrangement. SRAM-bus, pølsevogn og kagetelt. Det hele var flot sat op, men jeg håber nu ikke, at vi skal køre der igen.

Jeg er jo allerede godt i gang med undskyldningerne, så lad mig bare forsætte. Det havde nok hjulpet lidt med lidt højere dæktryk. Endnu engang drillede en knæskade. Motivationen fulgte som vanligt med vejrforholdene. Faktum var, at jeg overhovedet ikke var i stand til at følge med. Allerede på startloopet faldt jeg langt tilbage og efter første omgang stod jeg for første gang nogensinde af uden at have et decideret mekanisk problem. Knæet fik lov til at få den officielle begrundelse, men det er sådan set underordnet og pt. er min styrke ikke i nærheden af at kunne køre med i toppen, hverken generelt eller for den sags skyld i H40. Jeg håber jo at det bliver lidt bedre her i foråret. Det er sjovt at køre mtb, men det er nu som regel lidt sjovere i sommerhalvåret.

Alt i alt blev det til en samlet 2. plads og uanset det nuværende styrkeniveau, så er det et skridt op ad rangstien i forhold til sidste vintersæson, men selvfølgelig også et skridt nedad i forhold til Dusten. Jeg vælger at se det som et skridt opad. For mig er det meget anderledes at køre mtb om vinteren end om sommeren, når det er tørt og varmt. På podiet fik jeg så også selskab af Jens, som via en række stabile placeringer mellem nr. 3 og 7, samlet set blev nr. 3. En 4. plads i finalen viste styrken, men endnu mere det faktum, at begge vores samlede placeringer var sikret før finalen. Det viser også at stabilitet er den primære faktor for at gøre sig gældende i den slags løbsserier. Late runners som Djernis og Thomas Nørreby Tøndering fra Næstved har helt klart sluttet bedst af, men desværre for dem for sent.


I både Slush og DustCup er der jo også en holdkonkurrence. Ride4fun har efterhånden en trup af ryttere, så vi kan gøre os lidt gældende i disse konkurrencer. Vi har ikke deciderede topryttere, men vi er ganske homogene styrkemæssigt. I DustCup'en blev vi nr. 4 med klar mersmag. I Slushen fik vi så overhalet DMK og fik hevet en 3. plads hjem. Tbikes og HMTBK er der nok ikke noget at gøre ved pt, men det kan vi jo nok leve med – indtil videre! Men det bringer mig så videre til den afsluttende marathonagtige præmieceremoni. Vi havde jo forventet at hele holdet skulle op på podiet og hyldes, men der blev vi altså snydt. Jeg ved ikke om det var fordi de fleste ryttere fra Tbikes og Holte var i udlandet, at man nøjedes med at overrække pokalen til teammanageren fra Tbikes og lade det være ved det. Jeg har fuld forståelse for, at man forsøger at afkorte præmieshowet så meget som muligt. F.eks. er champagnesprøjt osv. meget sjovt, men midt om vinteren i en grusgrav var det nu meget godt at vi blev fri for den ekstra tidsrøver. Det kræver i forvejen ikke så lidt tålmodighed for de fleste, der blot står og venter på om de skulle være den heldige at vinde den store lodtrækningsgevinst. Men snydt følte vi os nu alligevel.

Skevet af Keld Pedersen

Nyheder Januar 2010

2010 sæsonen begynder så småt at tage form. Vi ved nu hvilke større løb vi deltager i og samtidig, har vi et godt overblik over den bruttotrup, som holdene skal sættes ud fra. Folk har vist rigtig gode tegn i den senere tid. Vi har haft et par skader, ja sågar en rytter der viste sig at have en mindre hjertefejl, men ingen af de skader eller fejl har kunnet stoppe team ride4fun. Vi har efterhånden fået konsolideret den samlede 3. plads i slushcuppen og flere af holdets ryttere har vidst rigtig stærke individuelle præstationer.

Vi ser meget frem til den kommende sæson. Den skarpe træning er igang, så hold øje med rytterne i gult, hvidt og sort.. De skarpeste uniformer i skoven.. :-)

God sæson.

Skrevet af Martin Rommedahl.

He´s back..

Efter et lille smut til staterne, hvor der både blev deltaget i ekstrem MTB løb og i adventure races, er en af teamet´s hurtigste folk vendt tilbage til Dk. Bjarke Refslund er igen med til de store cups, hvilket gør teamets tilstedeværelse endnu mere synlig og endnu mere konsekvent..

Der er stor konkurrence om de første pladser i Slushcuppen, nogen er sværere at slå end andre, men det er helt sikkert at vores chancer for en samlet team topplacering er endnu størrere idet Bjarke er med igen. Velkommen tilbage..

På søndag er det 3. afdeling af slushcuppen og konkurrencen virker endnu skarpere og sværere end nogensinde, så mød op og støt holdet så den samlede 2. plads for hold kan forsvares på bedste vis..

Skrevet af Martin Rommedahl

Vega Vintercuppen 2. afdeling

Søndag igen igen. Det betyder, at man snart skal på arbejde igen, men også at der med stor sandsynlighed er et mtb-løb, som man kan deltage i. Denne gang stod den på Vintercuppen 2. afdeling i Danstrup.

Kl. 7.10 - bib bib bib.

De sædvanlige ritualer blev gennemført, mens jeg tænkte på, hvor koldt og mørkt det er uden for. Men heldigvis går vi snart lysere tider i møde. Ikke nok med at det er mørkt og koldt, men jeg kan også se, at mit seriøse mountainbike stunt, som snart at stået på i 3 år, stille og roligt lakker mod enden. Om 5 måneder skal jeg være far, noget jeg glæder mig vildt meget til, men også lidt trist, at jeg i en eller anden grad bliver nødt til at smide cykler(ne) på hylden. Samlet set, så havde jeg lidt svært ved, at sætte mig 100 % op til dagens løb.

I rimelig tid nåede jeg at trille en hel omgang på sporet. Ikke specielt teknisk, men ganske tørt - taget årstiden i betragtning. Stillede mig i forreste række, hvor der bl.a. var 3 hurtige ryttere fra Team Hareskov Cykler - her i blandt Simon Tarp.

Starten gik ud af en lang grusvej, hvor tempoet blev sat af Henrik Cohen fra Team Hareskov Cykler. Overraskende, synes jeg, så sad Simon Tarp, Henrik Cohen og jeg pludselig alene i front, med et ret stort hul ned til nr. 4. Efter 10 min fik Simon en mindre hul ned til holdkammeraten, Henrik, hvorefter jeg blev nødt til at lukke. Så sidder Simon og jeg alene i front, hvor vi skifter til at tage føring - dog mest Simon :-). Efter ca. 30 min. må jeg desværre slippe Simon, om det er fordi han rykker, eller jeg bare har kørt mig for hårdt - det ved jeg ikke. Tror måske det sidste, jeg er helt stegt og han forsvinder ret hurtigt ud af mit syn.

Nu ligger jeg alene som nr. 2, og jeg er godt slidt. Kan ikke lade være med at tænke på en frådende Henrik Cohen, som kommer og jagter mig bagfra. Kæmper en sej kamp oppe i mit hoved, og prøver at holde tempoet høj. Langsomt begynder jeg at lave flere tekniske fejl, og har bl.a. et styrt ud over styret.

På næstsidste omgang kan jeg se Henrik Cohen komme bagfra (ca. 30 sekunder tænker jeg), og jeg mangler stadig en hel omgang :-( Det her gider jeg bare ik' (men ved jo godt, at jeg bliver nødt til det). Prøver at fokusere på hvert teknisk stykke og holde pulsen højt på grusvejene.

Det lykkedes mig at holde Henrik bag mig, men kun med 30 sekunder, og jeg havde endda overskud til at nyde den sidste kilometer.

Kom i mål næsten 5 minutter efter Simon Tarp. Der hvor jeg måtte slippe, har han åbenbart bare holdt tempoet resten af sine omgange - imponerende. Jeg er nu rigtig glad for min 2. plads, og at det lykkedes mig, at holde konkurrenter bag mig.

Kenneth Vedsted fra teamet kørte også et rigtig flot løb, og kom ind som nr. 4.

Vores stærke H40 rytter, Keld Pedersen, fra Teamet havde en dårlig dag. En 14 plads - men mon ikke han er mere klar til næste løb.

Niels Haslov kom ind som nr. 39.

/Magnus

2. afd. slushcuppen 2009

En mudret dag i sporet...

Tak til Charlotte von Moos for billede.


Vejret indbød ikke ligefrem til cykelløb, denne våde og kolde søndag morgen. Aligevel havde 600 glade mtb entusiaster fundet vej til til skoven lidt nord for kbh, Hareskoven og det røde spor.
2. afdeling af slushcuppen skulle køres og min egen optakt til løbet hvad angår træning og forberedelse, har mildest talt været katastrofal. Mangel på træning, søvn og lidt for mudrede spor har sat mig lidt i træningsstilstand, men køres skulle der, man er vel teamrytter :-)


Skoven er som alle andre danske skove, meget våd i denne periode, så min frygt for at smadre min cykel i det der kunne ende med at være et mudderkaos af karat, var ret stor da jeg begav mig afsted søndag morgen. Det småregnede en smule og det var lidt koldt, lysten var ikke så stor til en times hardcore interval, men aligevel så begyndte gejsten og lysten til race aligevel at dukke op, da jeg rullede ind på stævnepladsen. Der var mange folk, rigtig mange endda, hvilket må siges at være imponerende vejret og årstiden taget i betragting. Slushcuppen er en cup for alle. Husk det vil jeg lige indskyde her, jeg overhørte et par rigtig grimme kommentarer på sporet idag.. Ingen nævnt ingen glemt, men synes at folk der gerne vil køre stærkt uden at tage hensyn kan melde sig til en af de store mtb ligaer, eller kun nøjes med at køre licensløb. Det er sgu ikke iorden at køre med hovedet under armen og udsætte andre for farlige ting, bare fordi man selv har en chance for at blive nr. 25.. Kør pænt..

Tak til Charlotte von Moos for billede.

Os der startede i start 2, fik os en lille overraskelse da starten gik. Nogen havde vistnok glemt at fjerne noget minestrimmel, så hele box 1 nåede at køre ind ad sporet i den forkerte retning. Lidt panisk kom mange af dem op foran igen, men det var på ingen måde en optimal start. Jeg startede selv i box 2 og undgik heldigvis det meste kaos.

Min egen taktik til dagens løb var egentlig at komme igennem med et nogenlunde hæderligt resultat. Havde som sagt ikke forberedt mig så godt, så mine ambitioner var nedtonede, men forhåbnignerne var store. Jeg mærkede ret hurtigt efter start at jeg havde mere at skyde med end jeg havde forestillet mig. Kom ret hæderligt afsted, lå omkring nr. 75 tror jeg. Ikke nogen vild placering overhovedet, men der var mere at hente så tempoet blev skruet op. Flere fra teamet er begyndt at køre rigtig stærkt, så da jeg lige pludselig så en af dem foran mig gik min egen personlige jagt ind. Scheuer fra holdet trak mig opad en af bakkerne på 2. loop og på toppen slog han ud og indikerede at han var færdig, træt, slået, mentalt nede, kunne ikke mere :-) Rommedahl kørte forbi, takkede for liftet og følte sig som en verdens karl..

Jeg skulle nå ud på 3 omgange i tiden 1.06 før jeg kørte i mål. En ret hæderlig tid alt taget i betragtning, at det så rakte til en 66. plads er jo kun en bonus. Desværre så havde et pars tykker fra holdet problemer med grejet idag. Jesper som ellers er kanonform for tiden, havde gear vrøvl og et par andre brokkede sig også lidt over deres grej i målområdet. Men sådan er det jo, "The name of the game" Det er ens for alle..

Holdets samlede præstationer er ikke til at tage fejl af. Det er superfedt at se, at skovens bedst klædte fyre, nemlig team ride4fun :-) ,er i toppen af holdkonkurrencen, næsten... Det er svært at røre ved t-bikes. De drenge kører bare stærkt og der er nok ikke en eneste klub eller andet team i DK der ville kunne røre dem. Benjamin Justesen sætter de nærmeste med 2 minutter igen, det er suverent kørt.. En anden meget stor og bemærkelsesværdig præstation idag er Annika Langvad´s. Nr. 10 i det samlede felt......! Flot..

Drengene kommer ind i denne rækkefølge:

17 Magnus Brinch Larsen
21 Keld Pedersen
22 Kasper Overgaard Nielsen
24 Kenneth Vedsted Larsen
38 Jens Tousgaard
66 Martin Rommedahl

og selvfølgelig mange flere.. Lidt ærgelig at starten havde så stor betydning. Ingen tvivl om at vi havde været højere oppe hvis starten var gået lidt mere efter planen. Alt i alt, en god dag i sporet. Både for mig selv, men så sandelig også for holdet der blev samlet 3´er. Tror vi ligger godt til på 2. pladsen i den samlede stilling.

Tak for et godt løb til slushcup arrangørerne.

Skrevet af Martin Rommedahl

1. afd. Slushcup 09/10

Den mørke tid er SLUSHCUP tid.. Et af dk´største tilbagevendende mtb arrangementer, som vanen tro diskede op med en enkelstart, på det skaldede bjerg i Herstedhøje i KBH.

På billedet ses Michael Scheuer, som kørte en overraskende hurtig tid, der bragte ham ind i top40.

Magnus Brinch Larsen, som kørte utrolig stærkt i går, har forfattet en løbsrapport som kan læses herunder..

På billedet Jakob Kornbek - tak til Charlotte von Moos for billedet..

Magnus skriver:

Præcis 625 ryttere havde tænkt sig at dukke op på en kold og grå efterårssøndag. Dog ikke et mtb-motionsløb som alle andre, for den 1. Afdeling af SlushCup blev kørt som en enkeltstart – nyt for mig, og ikke umiddelbart min favorit.

Ruten... arddd, heller ikke til min fordel. 3 omgange af hver 5,3 km på en helt flad rute, foruden de to mega høje bakker. Ruten kræver ikke meget teknik, faktisk var der kun to tekniske punkter, men tilgengæld giver den et ret godt øjebliksbillede af styrken på de individuelle ryttere.

Team ride4fun var flot repræsenteret med i alt 19 ryttere, hvilket bringer holdet næsten helt i top af hold med flest tilmeldte.

Jeg var ikke selv blevet seeded blandt de 30 hurtigste, så jeg kunne med fordel begynde lidt før alt det hele blev kørt op til mudder. Tilgengæld var jeg spændt på min krops form, for efter 1 uges pause grundet sygdom, så kan toppen af formen være svær at få øje på.

Kl. 11:29 rullede jeg ned ad rampen og blæste afsted hen mod den første bakke ad grusvej. Damn, måske lagde jeg lidt for hårdt ud, for en puls i maks i længere tid kan være katastrofalt. Hurtigt sænkede jeg farten, men vist lidt for sent – et mindre sidestik havde meldt sin velkomst.

Det glemte jeg dog alt om, da første forhindring stod en lige foran snuden – en lang nedkørsel på græs med udmunding i et mudderhelvede. Hver gang den skulle passeres, var det vigtigt med balancepunktet lodret over cyklen, for ellers gjorde tyndekraften sit for et publikumsvenligt styrt i pladder. For hver omgang den var passeret, takkede jeg til min gud - min fantastiske Specialized, for at være i live. Herefter gik, det... ja op i himlen, hvor pulsen sagtens kunne finde sit stabile leje i maks...

Mere teknisk blev det ikke, og resten af ruten var grusvej, hvor flere med fordel havde monteret landevejsbøjler for at skære vinden optimalt – ikke lige en fed mtb-rute, men måske ikke så tosset endda til en enkeltstart, der skulle kunne bære en del motionister.

Efter 3 omgange og 43 minutter kunne jeg trille over målstregen med en god følelse i maven – bortset fra mit sidestik og et enkelt opkast.

Samlet blev jeg nr. 8, hvilket jeg er yderst tilfreds med.
Keld Pedersen nr. 9 og nr. 1 i H40!!!
Jesper Kamstrup nr. 14
Kasper Overgaard Nielsen nr. 24
Jens Tousgaard nr. 30
Michael Scheuer nr. 38
Kenneth Vedsted (desværre syg) nr. 44
Martin Rommedahl nr. 80

Skrevet af Magnus Brinch Larsen

Der var mange flere fra holdet der kørte og alle kørte flotte resultater ind. Holdet viste sig som et af de bedst repræsenterede og endda med den bredeste trup, der ikke alene kører stærkt, men som også har plads til ungdommen, til de gamle og til de unge hurtige.. Så er vi igang, slushcuppen løber helt ind i det næste år, så der er masser af løb at komme ud og heppe til..

Vi ses til race - Team ride4fun

Nyheder september 09

Team ride4fun er inde i en rigtig god periode. Det er blevet til mange sejre og mange flotte resultater. Jesper Kamstrup som ofte tager turen over på den anden side af storebælt og deltager i løb, har kørt flotte resultater ind i flere store marathons. Læs hvad han selv skriver om deltagelsen i Århus..

Jeg kørte en tur til Århus for at køre deres årlige marathon lørdag den 19/9. Det er blevet lidt en "tradition" for mit vedkommende, da jeg synes at ruten er fed (og lang) og normalt består af to omgange på en meget kuperet rute. I år havde de dog lavet lidt om på konceptet, og lavet en kortere rute på "kun" 26 km, som man så kunne køre 1-2 eller 3 gange alt efter hvad benene havde lyst til.

Ruten var god før, men super nu, da de havde fjernet nogle lange transport stykker, og der var stort set ingen asfalt. Men ruten var ikke blevet lettere, det føles som om at kørte man ikke op, så kørte man ned. Og der var nogle lange (meget lange) grusstigninger, som blev afløst af en tur ind på de ondeste (på den gode måde) nedkørsler som virkelig fik smilet frem på mit ansigt.

Men nok om ruten, nu lidt om selve løbet. Det var et DCU løb, så Licens-rytterne blev sluppet afsted 5 min før os alm motionister. Så til den hektiske start, der i al sin enkelthed bestod af en tur op i himlen ;o) og det medførte så at feltet hurtigt blev trukket ud. jeg kom rimeligt med fra start, og så kom så det næste problem, det var som sagt valgfrit, for motionisterne, om man ville køre 1-2 eller 3
omgange det betød at nogle af dem der lagde fra land som skudt ud af en kanon, måske kun skulle køre 2 omgange. Jeg var kommet i en gruppe med små 10 ryttere, og det første stykke tid gik med at finde ud af hvem der skulle køre 3 omgange, så man ikke fik brændt alt krudtet af på at køre race med nogle der ikke skulle køre så langt. Men gruppen var kun samlet til vi ramte den første rigtige nedkørsel, jeg slap "fully'en" løs, og da det var overstået, var vi kun 3 tilbage og der var kun kørt små 5 km, så der var langt hjem. Men jeg var kommet afsted med nogle hyggelig drenge, og vi fik da kørt meget godt sammen, de ville begge stå af efter 2 omgange men da vi var midt ude på 2. omgang, kom der en hurtigt forbi bagfra, og jeg røg efter ham. Det skulle så blive min makker resten af turen, han kørte svine-hurtigt på de lange grusstykker, og stigningerne, men jeg hentede, og overhalede
ham, på alle nedkørslerne. Sådan gik det indtil der var ca. 10 km tilbage, så trådte han fra mig på en lang grusstigning, hvor der var dømt udsolgt i mine lår, fik lidt energi tilbage på den efterfølgende nedkørsel, men så ham ikke mere før jeg kom i mål i tiden 3.26.28. Det rakte til en 2-plads i motion (samlet nr. 13) 19 sekunder efter 1- pladsen, men meget bedre end jeg havde håbet. Og jo, Annika kørte fra mig, damn hun er hurtig det "tøs-pige-barn"

Det er et løb jeg kun kan anbefale, der var enkelte markeringsproblemer på ruten, kørte forkert en enkelt gang, men det var på 3. omgang og der var "væltet" et skilt, men der er nok svært at holde styr på en rute der er så lang. Men jeg er helt sikkert med til næste år.

Skrevet af Jesper Kamstrup.

Teamet var i denne weekend flot repræsenteret til Hillerød Marathon. Det lykkedes Magnus at køre en flot 1. plads på 67 km distancen ind og andre fra holdet viste også flotte resultater.

Teamet er blevet et par profiler fattigere, men det stopper os ikke, vi er med når det gælder i de kommende vintercups og løb. Bjarke forventes tilbage snart. Han er i USA hvor han deltager i nogen meget store løb, både på MTB, men også i Adventure races. Det sidste tog 9 dage at gennemføre...

Bliv endelig ved med at følge med på bloggen.

Team ride4fun

DustCup finaleløb

Så blev DustCupsæsonen 2009 afsluttet med finalen på og omkring Høghsbjerg ved Albertslund. Før jeg kommer ind på selve finaleracet kunne det være meget interessant at lige kikke lidt tilbage på hele serien. Det er for mit vedkommende kun anden gang at jeg er med i DustCuppen, så mit erfaringsgrundlag er ikke overvældende, men det skal da ikke forhindre mig i at udtale mig alligevel.

Serien bestod af syv afdelinger. Sidste år var der otte og ved at gå tilbage i historien kan jeg se at der har været helt op til 12 afdelinger. Det kan man jo sige er en tilbagegang, men til gengæld er der jo så opstået en masse andre løb, f.eks. Hustlernes H12 og det er jo ikke fordi hullerne i kalenderen ligefrem er påfaldende. Jeg synes de syv afdelinger har været passende. Det kan også blive for meget at køre løb både i weekenden, og DustCup onsdag aften. Dog vil jeg sige, at der måske manglede en afdeling i juni. Under alle omstændigheder skal alle de arrangerende klubber have en stor tak for at arrangere løb for os alle, og jeg håber da, at de 800+ deltagere, der har kørt en eller flere afdelinger har give så stort et overskud, at der også er faldet lidt af til klubberne. Det har de fortjent.

Generelt vil jeg også konkludere at der i det store og hele har været ganske velarrangeret. Vi husker selvfølgelig alle resultat- og chipkaoset efter første afdeling i Helsingør, men man jo konstatere at Katana er kommet meget godt efter det siden da. Det er faktisk temmelig suverænt, at man kan stå på stævnepladsen, f.eks. efter finalen i lørdags, og se resultaterne på sin iPhone. Ellers kan jeg kun huske et par uheldige starter i de første par afdelinger, hvor især os i første startgruppe blev noget overraskede. Især starten ved 2. afd. i St. Dyrehave var noget kaotisk. Til finaleløbet var der også noget minestrimmel på tværs, som lige skulle forceres, men derudover forløb alt vist meget fint i hvert fald set fra mit synspunkt.

Hvis man skal vurdere de enkelte løb, så kan man vist liste dem i nogenlunde denne orden:

Herstedhøje
Høghsbjerg
St. Dyrehave
Kirkeskoven
Helsingør
Tisvilde
Det hvide spor

Ovenstående sorteringskriterie er i stigende sværhedsgrad/teknik. Det er selvfølgelig noget der kan diskuteres. Finalen i Høghsbjerg var helt klart en tonserrute, men havde selvfølgelig sine tekniske momenter på bjerget. I hvert fald nok til at jeg tog et styrt både på opvarmningsomgangen og i selve løbet. Det jeg vil frem til med denne liste er at nogen med rette stiller spørgsmål om en rute som den i Herstedhøje er ”rigtig” MTB. På den anden side kan man med lige så god ret spørge om det hvide spor er lidt for teknisk til at man kan køre race med 400 ryttere, hvis evner på en mountainbike, som bekendt spænder vidt. Mht. Herstedhøje så synes jeg nok det kan forsvares, netop fordi der også er ruter som den på det hvide spor, således at alle præferencer dermed tilgodeses. Ruten på det hvide spor var fornuftigvis også tilrettelagt på en måde, hvor de værste sektioner var fravalgt, og selvfølgelig skal der køres løb på nogle af det bedste MTBspor vi har på Sjælland.

Personligt kunne jeg bedst lide ruten i Helsingør og Kirkeskoven. Især sidstnævnte var faktisk helt suveræn. Tisvilde er også i top. St. Dyrehave er derimod lidt kedelig efter min mening. Præstationsmæssigt klarede jeg mig absolut bedst på Herstedhøje, men også i Helsingør og St. Dyrehave kørte jeg ovenud tilfredstillende, og generelt var jeg bedre kørende før sommerferien end efter. Mindst tilfredsstillende var rent faktisk nok finalen i lørdags.

Resultatmæssigt er det jo så også et meget passende tidspunkt at gøre status. Der har som sagt været gode og mindre gode præsatationer, men det er ikke umiddelbart noget der bliver afspejlet voldsomt i resultatlisterne. I H40-regi blev det til fire 1. pladser og tre 2. pladser. Overall blev det til placeringer mellem 7 og 12. Alt i alt ganske konsistent. Og det var jo så i virkeligheden også opskriften på hvordan man vinder den samlede cup. Før sæsonstarten var målsætningen helt klart at gøre et alvorligt forsøg på vinde DustCuppen i år. Med samlede 3. pladser i de to foregående SlushCupper og ligeledes en 3. plads i sidste års DustCup, så var det nærliggende at tage et skridt eller to opad, især da afstanden op til de bedste i klassen helt klart er blevet mindre og mindre.

Umiddelbart virkede det på forhånd til at blive en rigtig hård og spændende kamp om at tage den samlede H40-sejr. Jeg kunne tælle adskillelige konkurrenter, som man i hvert fald skulle holde et ekstra øje med. De største var naturligvis de foregående vindere af DustCuppen og SlushCuppen, Mads Bødker, Henrik Cohen, Thomas Aaboe og Bogi Kristiansen. Stille og roligt faldt de forskellige kandidater dog efterhånden fra først og fremmest på grund af diverse skader, og inden de sidste par afdelinger var det et opgør mellem Mads og mig. Vi havde skiftedes til at vinde, men da Mads forståeligt nok satsede på veteran VM og derfor skippede næstsidste afdeling, så var det hele faktisk afgjort. Det kunne man godt sige var lidt af et antiklimaks. Det var muligt at jeg var kommet til kort, men det kunne faktisk have været spændende og blevet en rigtig klassiker, hvis det var endt i duel mellem mig og Mads afgjort i sidste afdeling og gerne i en spurt til stregen.


Sådan skulle det ikke gå, og man kan faktisk sige at jeg i den sidste ende vandt ganske suverænt. Jeg vandt så også finaleracet på Høghsbjerg, men lad det være sagt på forhånd, så føler jeg på ingen måde, at jeg kørte noget specielt godt løb. Den foregående afdeling i Kirkeskoven, der som nævnt var uden Mads til start, vandt jeg med flere minutter tilgode. Da jeg stod på startstregen i Kirkeskoven og det gik op for mig, at Mads ikke dukkede op, så blev taktikken på et spiltsekund ændret fra total oversatsning til sikkerhedhed frem for alt og absolut ingen unødvendig forcering, der kunne give anledning til defekt eller styrt. Det H40 mesterskab skulle simpelthen bare i hus!

På Høghsbjerg var jeg til gengæld på sidste omgang alvorlig bange for at blive hentet af chef de route himself, Preben Thams fra DMK. Der var formodentlig ikke meget mere end et lille halvt minut mellem os. Han havde også rigtig godt selskab af VM-dronningen, Annika Langvad. Som eneste H40-rytter slap jeg for at se hendes baghjul, og det håber jeg da at jeg kan forsætte med lidt endnu, men før eller senere bliver det nok også min tur.

Ellers var løbet forholdsvis udramatisk. En håbløs start fra min side hvor jeg tabte alt for mange placeringer, da løbet blev givet frit efter masterkørslen. Derefter fik jeg kæmpet mig lidt op, og sidst på første omgang nåede jeg også op til Mads. Eller rettere sagt faldt han nok i højere grad ned til mig. Han var småskadet og tydeligvis ikke supermotiveret for at køre. Jeg tror han stod af kort efter at jeg passerede ham.

Derefter kørte jeg et par omgange med bl.a. Morten Krogh og Kasper Busk. De var lidt bedre end mig på nedkørslerne på bjerget, hvor jeg nok var lidt for forsigtig, og da jeg så endelig slap bremsen for lige at lukke hullet igen inden vi skulle tonse videre ud over græsmarkerne, så skred jeg altså ud. Der gik selvfølgelig lige nogle sekunder med at sunde sig og komme på cyklen igen, så derefter stod den stort set på solokørsel.

Det holdt så trods alt helt til mål og derefter stod den så på champagnesprøjt og pokaloverrækkelse. Det var faktisk en rigtig festlig afslutning i det udmærkede vejr. Apropos vejret. DustCuppen 2009 levede op til sit navn. Hurra for det. Der var tørvejr og tørre spor ved samtlige 7 afdelinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det passede mig fortrinligt. I modsætning hertil håber jeg at SlushCuppen 2009/10 IKKE lever op til sit navn!

For lige at runde denne beretning af og kikke lidt på vores team som helhed. Uden at have deciderede topryttere, så har Team ride4fun en håndfuld ryttere af ganske høj klasse. Vi sluttede som nr. 4 i holdkonkurrencen efter DMK. T-bikes og Holte vil vi ikke være i stand til at røre men DMK på 3. pladsen kunne vi sagtens have slået. Desværre var vi i ekstrem grad forfulgt af skader i løbet af året, og undertegnede var formodentlig den eneste, der var stabil gennem hele serien. Men i afslutningsløbet var vi 5 mand i top 30 med Magnus helt oppe som nr. 7, så der er absolut basis for at hele teamet kan stå oppe på scenen og sprøjte med champagne næste gang.

Skrevet af Keld Pedersen

Rytterprofil: Jesper Kamstrup

Navn : Jesper Kamstrup

Højde og vægt : 189 og 82 kg

Beskæftigelse : vvs,- og energimontør

Baggrund : Har altid dyrket en eller anden form for sport, fra fodbold og håndbold til rulle-hockey og det har længe været suppleret med lidt cykling og løb for træningens skyld.

Snusede lidt til racer-cyklen for små 10 år siden, men efter et års tid havde jeg fået nok af; ”det går for langsomt- det går for stærkt - det går for meget op – det går for meget ned- det osv……” så raceren blev solgt og den gamle mtb støvet af til lidt rul i skoven igen.

Så i 2006 begyndte det at blive mere alvorligt med mtb’en og jeg meldte mig til det famøse 24 timers løb i holte, som solo-rytter for at prøve mig selv af – uden succes – da min krop forlanger en hvis portion søvn i løbet af et døgn :o) Men jeg var ikke mere skræmt end at 2007 skulle have en chance, men der fik man lige et smask i ansigtet, regn i 24 timer, og så blev mtb’en solgt – jeg skulle ikke køre det mere.

Der gik et ½ års tid før der igen røg en mtb i stalden og denne gang skulle der kun køres for sjov, ingen træningspligt. Men det ene tog det andet, og snart var træningen taget til igen, da jeg opdagede den fænomonale ”Dust-cup” i 2008 og fik cykel glæden tilbage. Så nåede jeg til 2009 og var startet i Slagelse MTB og det begyndte at gå bedre og bedre til dust hvor den første top 50 placering kom i hus i første afdeling, og så er det gået fremad siden. Det medførte at Henning Primdal aka Boris Becker aka Romme tilbød mig en plads på Team ride4fun som jeg, efter noget betænkningstid, takkede ja til. Og nu skal der så køres slush samt diverse motionsløb i ride4fun outfittet resten af året.

Træning : Har indtil nu været lyst-betonet, men da jeg skal et smut til sydafrika og køre et lille løb (Cape-Epic) sammen med Michael Scheuer i marts 2010 har jeg fået en træningsplan fra Aimhigh, for at komme i form og ikke overtræning.

Samtidig har det stået på at smide en del kilo, så der ikke er så meget at slæbe på i næste sæson, og indtil videre har det medført at vægten er gået fra 90+ til de aktuelle 82 inden for det sidste år, med et mål på sub80.

Målsætning : 2010 håber jeg på en top 10 placering i et af de utallige løb der skal køres, og ellers at få kørt lidt licenspoint ind på kontoen, men det må tiden vise.

Men vigtigst af alt, så skal det være sjovt, og det er blevet rigtigt hyggeligt at blive tilknyttet ride4fun. Der er god styr på organisationen, og det er altid rart at kigge ind i forretningen til en sludder.

Nyheder August 09

Sæsonen er genoptaget og ferien er forbi. Teamet har været til mange løb i den sidste tid og endnu engang er der kommet flotte resultater i hus. Keld og Jesper tog henholdsvis 1. og 2. pladsen til shimanoligaens afdeling i Trørød og Anna og Malene, kørte i mål som etter til 12 timers løbet i jylland. Allesammen meget flotte resultater.

Samtidig er der blevet kørt Dustcup og der tegner sig efterhånden et billede af hvem, der skal holdes øje med i den kommende tid. Samtidig så er det ved at være fastlagt hvem der løber med forreste pladser i de enkelte klasser. Keld ligger godt til i H40, hvor en defekt kan sende Mads Bødker ud af den samlede konkurrence, da han har brugt sin fratrækker. Andre på holdet viser også gode takter efterhånden, der er sporet stor fremgang hos mange, ikke mindst hos Frederik, som der er hoppet 50 placeringer på bare 2 løb. Der er krudt i knægten og bliver han ved på den måde kommer han hurtigt i top50.

Bjarke, som har høstet medaljer til EM i MTB-O, er taget på en længere rejse til USA, hvor han skal deltage i forskellige mtb løb og adventure races. Vi ser frem til løbsrapporter fra løbene og glæder os til at få dig hjem igen.

Bliv ved med at følg med her på bloggen og få de seneste nyheder om team ride4fun..

Skrevet af Martin Rommedahl

Nyheder Juli 09

Følgende indlæg er skrevet af Mangus Brinch Larsen, som måske er den rytter på team ride4fun, der har været igennem den værste sæson af alle. Allerede en måned efter at han blev en del af holdet fik han en diskusprollaps, hvilket har kostet meget tid og måske endnu mere mental bearbejdning. Læs videre hvad han skriver om sin turbulente, men efter omstændighederne gode sæson..

DM - mit største mål i 2009

Men lad det være sagt med det samme - gassen røg lidt af ballonen da jeg d. 29. januar fik konstateret en diskusprolaps. En alvorlig pause satte en stopper for min formfremgang, samt den bedste form jeg nogensinde har været i (på daværende tidspunkt). Læger, fysioterapeuter og kiroprakter gav alle forskellige udmelding omkring tidshorisonten for, hvornår jeg igen kunne genoptage min træning. Lægen sagde et halvt til 2 år, min kiropraktor sagde, at jeg kunne genoptage træningen efter 2 uger og selv var jeg bare bange for min førlighed. Da jeg først kunne mærke fremskridt var jeg dog helt sikker, nemlig at jeg nok skulle komme tilbage og måske endnu stærkere.

Jeg har tidligere været igennem skader (dog ikke noget så alvorligt som en diskusprolaps), og jeg er altid kommet ud som en mere komplet rytter. Mange fokuserer kun på at få kørt en masse kilometre, men når man når et bestemt niveau, så bliver ubalancen for stor i kroppen og skaderne begynde at snige sig ind. Mine tidligere knæskader har lært mig en masse om udstrækning musklerne og styrketræning af stabiliseringsmusklerne i knæregionen. Det samme gør sig gældende for diskusprolapsen. Her laver jeg regelmæssige styrkende og stabiliserende rygøvelser, hvilket jeg "desværre" skal blive ved med indtil jeg sætter træskoene. Men alt i alt er jeg kommet ud som en mere komplet rytter.

Efter 3 uger i sengen, 1½ måneds uden træning og 7 kg. tabt muskelmasse kunne jeg stille og roligt begynde min cykelgenoptræning - der er nu gået 4½ måned med genoptræning. De 7 kg. er næsten taget på igen og heldigvis er de genvundet i form af muskelmasse.

For at holde fanen højt, mens jeg lå i sengen samt under genoptræningen, så var jeg fast besluttet på at "forkæle" mig selv med en ny cykel. Med hjælp fra Ride4fun blev resultatet blev en Specialized S-works Carbon HT med spitzen udstyr - vægten er barberet ned på 8,7 kg., og der er ikke gået på kompromis med holdbarhed og styrke. Alt i alt er jeg nu i stand til at genoptage slutningen på sæson 09 på en knivskarp XC-maskine.

Den første prøvelse var DM, som blev afviklet af DMK i søndags. Efter diskusprolapsen hørte jeg til i den langsomste halvdel af DustCup og 4½ måned efter stiller jeg til start i Elitefeltet med en forhåbning om at køre i top 20.

Aldrig har jeg været så tændt før et løb. 3 - 4 timer før starten kunne jeg mærke, hvordan energien blev mobiliseret ned i benene, adrenalinen pumpede, mentalt var jeg klar til at køre et aggresivt DM og vise over for mig selv, at jeg mentalt og fysisk var tilbage.

Jeg startede ca. som nr. 25, og rutens første udfordring var en voldsom stigning på Højbjerg. Inden jeg ramte Højbjerg havde jeg kørt mig op i top 20, og jeg kunne mærke hvordan jeg eksploderede op ad bakken - nu lå jeg top 15. Positionskampene var vel overstået, og vi kører ned gennem slugten på Højbjergs anden side. Jeg havde stadig overskud.

Halvt ude på omgangen vælter jeg i et sving og kæden hopper og sidder lidt fast. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk at kæden hoppede af, og derefter væltede jeg - nå, 10 ryttere har lige overhalet mig - PIS. Jeg kæmper og får vel overhalet 3 - 4 ryttere, men så går det endnu mere galt. Over en forhindring får jeg chainsuck, og kæden sidder godt og grundigt fast. Faktisk så godt fast, at jeg udgår efter knap 2 omgange. Stålpladen som beskytter min carbonramme mod netop chainsuck blev bugget ind i klingerne.

Efterfølgende finder jeg ud af, at mit 2-klingesetup bøjer tænderne når jeg skifter op på den største klinge. Pga. en bøjet tand, så kan kæden ikke slippe ordenligt, og den bliver derfor ført op bag stellet og lavet chainsuck.

Alt i alt var det selvfølgelig en skuffelse at udgår af DM, men jeg kan ikke lade være med at smile inderst inde. Jeg har genvundet min styrke og er kommet blandt toppen efter en diskusprolaps, som lige så godt kunne havde gjort det umuligt at køre mountainbike.

/Magnus

Magnus går nu videre med sin træning for at gøre sig klar til de kommende afdelinger af dustcup og shimanoligaen. Vi ser frem til at se dig stærkt tilbage på cyklen..

Team ride4fun

Europamester!

Jeg sidder her et par dage efter et stort drama i Hareskoven, hvor det lykkedes mig sammen med to rigtig stærke holdkammerater at vinde de europæiske mesterskaber i mountainbike-orientering (MTB-O). Det er først rigtig ved at bundfælde sig nu her.

Jeg startede EM ugen med et noget skuffende 14.plads på sprinten. Herefter fik jeg kørt mig fint op på de efterfølgende konkurrencer. På mellemdistancen i Nørreskoven ved Farum var det kun en større fejl fra min egen side, der forhindrede mig i at nå min målsætning om at være mellem de 6 bedste. Men det blev til to godkendte placeringer i Top-10 som henholdsvis 8. og 9'er. Så overordnet set havde det været et godkendt EM - ikke prangende, men godkendt.

Stafetholdet var sat på den måde, at Torbjørn var på 2.turen på 1.holdet og Søren Strunge skulle køre den sidste tur. 1. turen på 1. førsteholdet kørte vi andre så om til EM. Her kørte Erik Skovgaard Knudsen sig sikkert på holdet med en guld-, sølv- og broncemedalje på de tre individuelle løb. En rigtig stærk uge af Erik. Derfor bestod 2.holdet af Allan Jensen, Claus Stallknecht og undertegnede i den rækkefølge. Ingen tvivl om at jeg ville have sat holdene på samme måde, men vi vidste, at vi havde et stærkt andenhold, på trods af 1.holdet var storfavoritter.

Så da starten gik var det med et håb om at blive bedste 2.hold og ellers køre vores chance. Allan lagde rigtig stærkt ud og skiftede som første mand med Østrig og det danske førstehold lige efter. Herefter sendte vi vores "grand old man" Staller i skoven. Vi vidste at Claus nok ikke havde helt det samme skud i benene, som fx Torbjørn fra førsteholdet, men hvad man ikke har i benene må man have i hovedet:-) Staller kørte ligesom Allan en kanon tur og løste opgaven til UG. Ved den anden publikumspassage var han stort set sammen med Torbjørn og i mål skilte kun små 10 sekunder. Østrig, Estland og Rusland som de næste var blevet sat af.

Jeg var egentlig ikke særlig nervøs eller presset. Jeg vidste, at det største pres lå på Sørens skuldre. Søren er en kanon stærk rytter, som sidste år afgjorde VM-stafetten til Danmarks fordel på sidsteturen. Så jeg ville helst ikke i et spurtopgør med ham. Men inden vi skulle tænke så langt var der ca. 20 km mtb-o i fulgeflugtslinie, som skulle tilbagelægges.

Søren og jeg havde aftalt at prøve at hjælpe hinanden lidt, hvis vi skulle komme ud sammen. Men det viste sig hurtigt, at vi havde forskellige poster som post 1. Vi kom dog fuldstændig lige til post 2 (banen havde 30 poster). Herefter kørte vi sammen på post 3 og 4. På 5'eren var der igen gafling (forskellige poster). Jeg synes min virkede lidt lang, og da jeg samtidig måtte ræse uden om en flok nisser eller noget lignende (nogle rollespillere), var jeg bange for, at jeg var kommet efter Søren igen. Men jeg var rigtig godt koncenteret og presse bare på og fokuserede på mit eget løb.

Der var to passager af målområdet. Da jeg nærmede mig den første efter 2/3-del af banen havde jeg ikke lavet nogen større fejl, kun et par mindre og mere vigtigt - jeg havde ikke set Søren. Passagen af mål var lige som en heksekeddel. Posten stod ovenfor en jordhøj, hvor publikum kunne stå - og der var mange! Så det var umuligt at høre tilråbene. Staller løb dog med og råbte: " Du har 30 sekunder til Søren". Jeg var ikke sikker på, om Søren var foran eller bagved - men igen jeg kæmpede bare på og holdt fokus.

Til internationale stafetter er det kun et hold per nation, der tæller. Derfor kørte Søren og jeg om guldet eller ingenting. Vi havde på forhånd aftalt at køre vores chance. Efter publikumspassagen kom Søren helt op til mig igen. Jeg tog de første poster sikkert, og så var han helt oppe. På et stykke asfalt kigger vi på hinanden og Søren siger "hvad gør vi?" - Jeg siger " Vi kører om det!" Der var heller ikke så meget andet at gøre. Og det vidste vi begge to. Det var om guldet eller intet.

På vej ud fra post 23 ser vi Estlands rytter, som er ret tæt på. Vi ved at, der ikke er mere end et lille minut ned til ham. Så der er ikke plads til fejl. Men jeg er bare det helt rigtige sted mentalt. Da vi kører udfra posten tøver Søren lidt - så jeg kører på og jeg kigger mig ikke tilbage. Jeg glider lige i alle posterne og kan ikke fornemme Søren eller Estland bag mig. På vej mod anden publikumspassage ser jeg mig over skulderen i et åbent stykke og kan ikke se Søren.



Publikumsgryden koger og jeg presser på alt, hvad jeg kan og holder fokus. De sidste par poster er ret lette, men jeg ved Søren kører stærkt så trykker bare på. Da jeg på vej væk fra næste sidste post møder ham i modkørsel, ved jeg, at hvis jeg ikke laver fejl nu, så vinder vi. Fuld koncentration.

Da jeg kører ind i opløbet får glæden frit løb - et kæmpe JAA-brøl og hænderne i vejret på Boonen maner. En stor forløsning og et rigtig godt løb fra os alle tre - Allan og Staller kommer løbende. Vi har ikke helt forstået det - men vi vandt. Europamester 2009 i stafet.

Resultater:

1. Danmark 2: Allan Treschow Jensen, Claus Stallknecht og Bjarke Refslund: 2.43.44
2. Estland 2.45.19
3. Rusland 2.47.20
4. Tjekkiet 2.47.38
5. Finland 2.50.06
6. Svejts 2.52.17

Nordic24 2009

Denne løbsrapport er skrevet af Martin Rommedahl, som i sidste time blev sat ind som reserve på det hold, som af flere medier var blevet udråbt til at kunne contende om top 5 til nordic 24 2009. Kunne holdet leve op til deres egne og omverdenens forventninger? Eller skulle det vise sig at de ville falde helt igennem og ikke præstere noget, læs mere under her..

Set i lyset af at dagene op til dette store løb og store sæsonmål for holdet, var præget af turbulens, småskader og andre problemer, så lykkedes det for teamets 1. hold at levere det man vil kalde for en rigtig mandfolke indsats i weekenden. Nordic 24 er nordens største 24 timers løb og er et rigtig godt udstillingsvindue hvis man vil vise sit hold og dets værd frem. Derfor havde vi på teamet satset relativt stort og valgt at tilmelde hele 3 hold. Et 1. hold, et 2. hold og et 3. hold.

1. holdet skulle selvfølgelig være de på teamet der kørte stærkest på dagen, men i ugerne op til løbet kom der den ene skade efter den anden ind og det ville være umuligt at kunne stille med det forventede 1. hold. Derfor stod jeg med lidt af en udfordring foran mig, da jeg skulle vælge ud hvem der skulle køre. Jeg havde et par stykker jeg vidste der ville kunne performe godt og så havde jeg nogen der haltede lidt, men som gav ydtryk for at de ville gøre deres bedste, men uden garanti for at kunne levere en toppræstation. Ok, hvad gør man...? Jeg havde lagt mange timer i at planlægge og køre ting i stilling. Der var endda flere medier der havde udråbt os som et hold der ville kunne gøre os i top5, så derfor var presset bare endnu større.

Det hele endte med at jeg måtte tage et par drastiske beslutninger, faktisk dagen før at løbet skulle køres. Det endte med at holdende blev ændret og vi derfor kun havde 2 hold med, men så lavede et af de planlagte hold om til en solodeltagelse.

Hold 3:

Peter Kornbek

Rune von Moos

Jakob Kornbek

Doris Roth

Hold 2 (solo):

Frederik Wolther Holm

og Hold 1:

Viggo Svolgaard

Lars Oppenheuser

Magnus Brinch Larsen

og

MARTIN ROMMEDAHL!!!!!!! Yes, du læser rigtigt :-)

Lars i kampkostume, klar til battle!!

Som et sidste krampetræk for at kunne stille et hold, værdigt til 1.holds status, var jeg nødt til at sætte mig selv ind fra reservebænken og deltage på lige fod med mine team kolleger, uden egentlig at have kørt cykelløb i 1½ måned pga. en rygskade. En rygskade, som egentlig ikke var helt væk og som i hvertfald ikke var blevet testet grundigt af, før jeg begav mig ud i sådan et stunt, som det at deltage i et 24 timers løb egentlig er..

Jeg var klar på opgaven og brugte aftenen før på at lade godt op og omstille mig til at i morgen skulle jeg altså ud og levere varen.. Det var en hård aften rent mentalt og flere gange var jeg ved at ombestemme mig, men gjorde det altså ikke. Det var en udfordring bare at beslutte mig for at sige " Jeg gør det fandeme".. Det var en udfordring fordi at jeg ikke vidste om jeg ville kunne holde til det, at jeg ikke vidste om jeg kunne leve op til det som mine team mates ville forvente af mig.

Det blev morgen og vi ankom til pladsen, der dagen før havde stået totalt under vand. I ugen op til dette løb, havde det regnet meget, som læseren af denne blog måske allerede ved, men regnen og vandet på grusbanen, hvor stævnepladsen var, var drænet og så faktisk ret lækker ud med boder og en ride4fun camp der vækkede opsigt. Vi havde som "tophold" fået lov til at stille camp op på pladsen hvor det hele skete, hvilket var super fedt. Vi var på hele tiden og alle vidste hvor vi lå.

Vi holdt et kort team møde inden start og aftalte at vi ville satse på top 10, da vi nu stillede op med et relativt amputeret og reserve besat 1. hold. Så ambitionerne blev skruet en anelse ned, men drømmene om et bedre resultat var der stadig...

Eftersom at vi var blevet betegnet som et top hold, så var vi af løbsledelsen blevet seedet sådan at vi skulle starte i forreste række da der skulle løbes "le-mans" start. Viggo var første mand på skansen. Top motiveret og fokuseret stod han parat sammen med de store hold allerforrest.

Starten gik og Viggo kom forrygende afsted og lagde sig sikkert i top 10 på sine første runder. Som første mand skulle han køre et kort startloop inden sin første reelle omgang. Magnus var næste mand og han var ligesom Viggo, topmotiveret og helt oppe at køre inden sin første tur. Må også indrømme at jeg selv havde lidt start nerver, jeg havde aldrig kørt sådan et løb her og var mildest talt rigtig rigtig nervøs. Dels var det min debut i sådan et løb og samtidig så gik jeg med følelsen af at jeg var det svageste led i holdsammensætningen. Jeg ville hade mig selv for at være skyld i at hele holdet skulle ende med et dårligt resultat, men vi måtte se tiden an..

Lars røg ud på Ruten efter Magnus. Magnus havde kørt en hurtigt tid og vi lå nu som nr. 8-9 stykker i det meget store felt. God start af team ride4fun.. Men løbet er langt, meget kunne nå at ske endnu..

Lars kom i mål, men uden at få registreret sin tid. Han havde tabt sin chip et sted i skoven. Panikken bredte sig hurtigt da både Kenneth (hjælper) og Lars havde været oppe hos løbsledelsen og spørge hvad der skulle ske. Det var da også først da Rommedahl (jeg) selv gik derop, at de tog affære :-) Ingen problemer, tiden blev registreret og vi kørte videre..

Omgangstiderne lå på omkring 45-46 minutter hos alle fra holdet, jeg selv lå på tider omkring 47-48, så jeg var lige det langsommere end de andre, men det vidste vi godt ville ske. Så længe jeg kunne holde folk bag os væk, så var det faktisk positivt.

Omgangene bød på en 15-16 km´s rundstrækning, med alt lige fra bakker og singletrack til mudder og grusstier. Et par af de drabeligste nedkørsler var pillet ud pga. det store regnfald, dog var der et par stykker der efter de mudrede omstændigheder, kunne være godt drabelige. Maglebjerg var selvfølgelig med, ligesom de obligatoriske dele af lysløjpen også var. Alt i alt en rute der indbød til både tons, teknik og adrenalinsus. Især om natten var der masser af adrenalin i blodet da de før omtalte, lidt vanskeligere nedkørsler skulle forceres, men mere om det senere.

Vigs i færd med at vurdere situationen..

Mine holdkammerater leverede den ene superhurtige omgang efter den anden og efter en 5-6 timer, havde vi et solidt forspring ned til nr. 8... Yes, det er rigtigt. Holdet der i amputeret og handicappet tilstand, stillede op til N24, lå solidt i top 10. Vi havde et ret godt stykke ned til nr. 9 og Team Kuota der lå foran os, havde vi omkring 8 minutter op til. Så uanset om vi nåede dem eller ej, så kunne vi umiddelbart være rigtig godt tilfredse med vores indsats. Selvfølgelig vil mere have mere, så vi begyndte nu at satse på at komme højere op.

Natten og mørket faldt på. Jeg kørte ud på min sidste omgang uden lygter og det var noget af en øjenåbner for mig. Ikke alene var jeg mærket af at have kørt til i nogen tid, men min ryg begyndte virkelig at gøre ondt på denne tur. Jeg kunne ikke finde mig til rette på cyklen og det var som om at alt kraft gik tabt, idet at jeg var nødt til at rejse mig og nærmest strække ryggen hver gang jeg havde siddet ned og trådt til. Ærgelig trillede jeg ud af sporet. Jeg må virkelig have set ud som om jeg led, for det gjorde jeg også. En gammel klubkompis fra team hustler (Andreas) kom op til mig og kørte forbi. Det havde jeg under normale omstændigheder aldrig forestillet mig ville ske, men det var helt tydeligt at jeg ikke kunne træde med de kræfter som jeg ville have kunnet hvis det ikke gjorde ondt. Jeg trillede i mål i på en omgangstid der hed ca. 51 minutter. Det var noget rigtig lort for at sige det mildt. Lige der var jeg parat til at opgive det hele og bare pakke sammen og tage hjem. Inde hos de andre i teltet begyndte jeg da også og ynke lidt og trække lidt i land, men en hurtig og god opsang fra Coach Magnus hjalp. Jeg ville forsøge alt jeg kunne, men i mit eget hoved vidste jeg at det blev sindsygt hårdt.

Lygterne var kommet på og vi var nu rykket op på 6. pladsen. Der skete det at WEbike holdet der ellers lå på en flot 3. plads, trak sig, da Simon Tarp var blevet skadet. Derfor var det en bilig kamp om den placering, men det er jo hvad der sker. Vi havde stadig et godt stykke op til Kuota, men ligesom vores hold havde et svagt led i mig :-) , så havde de også et..

Lars, Viggo og Magnus bankede den ene vanvittig gode tid af efter den anden. Lars kom i flere tilfælde ned på tider omkring 48 minutter, om natten vel at mærke. Derfor så var det en noget slukøret Hr. Rommedahl der kørte tider ind på 57 minutter. Det skal altså lige siges at jeg på min første tur med lygter på, pludselig kun havde lys på styret og ikke på hjelmen. Det var altså ikke godt på vej ned ad maglebjerg kun at kunne se meget lidt. Lyset på styret var endda justeret lidt for højt, så det var hele tiden lidt et gæt om hvor jeg skulle køre. Det var med livet som indsats flere steder, idet at underlaget nu var rigtig kørt op. Det blev om natten meget fugtigt da duggen faldt og det var flere steder som at køre i en stor bunke grød. Tungt og fedtet og til tider helt umuligt at cykle i, så man måtte i flere omgange af og løbe flere steder.

Jeg kom i mål efter den første tur med lygter, tiden var ikke skidegod, men humøret derimod var vendt lidt tilbage. Ind og aflevere cyklen til Bjarke (hjælper) som vaskede og smurte cykler igennem hele natten. Det var fantastisk ikke at behøve at tænke på noget andet end at komme ind, få lidt tørt tøj på, få lidt mad og så på hovedet i seng..... Hvis man ellers kunne sove. Jeg havde simpelhen så meget uro i kroppen og jeg var også begyndt at hoste. Derfor valgte jeg at stå op og gå lidt rundt istedet for at holde de andre vågne med min hosten og harken..

Bjarke - Danmark´s største talent indenfor rytterpleje og coaching :-)

Jeg nåede 2 ture i natten, og på min sidste tur, sendte jeg Viggo afsted uden lygter. Det er helt utroligt hvad lidt sollys kan gøre for moralen. Jeg kom ind, stadig med lidt smerter i ryggen, men moralen var helt anderledes høj. Jeg var virkelig lettet over at natten var overstået og at jeg på mine ture havde sørget for at holde folk væk bagfra. Det var virkelig en lettelse og nu så jeg kun fremad. Vi var omkring 6-7 minutter efter Kuota på dette tidspunkt og de andre på temaet var virkelig begyndt at køre stærkt. Vi tog faktisk på de næste 3 omgange, så meget tid, at der da jeg skulle ud igen, kun var omkring 2 minutter op. Kuota lavede en rigtig stor fodfejl her. De kørte dobbelt omgange hvilket gjorde at de på deres 2. omgang i deres stint, var helt smadrede. Kuota´s mand i sporet da jeg skulle ud var Brian Berg. Da han kom rundt ved starten, 2 minutter før jeg skulle ud, kunne jeg se på ham at han var helt grillet og ganske rigtigt, 2-3 minutter inde i min omgang hentede jeg ham på vej op af en af bakkerne... Tal lige om moral boost!!! Jeg hentede 5 pladsen og teamet var nu kørt ind i top5..

Vi havde ved hjælp af vilje, gejst og et par gutter på holdet der kørte hamrende stærkt, kørt ind i top 5, som faktisk som udgangspunkt havde været forventet af et rigtig stærkt team ride4fun. Så derfor var det her jo helt vildt... Vi havde 6 timer tilbage og kampen for at holde de andre bag os begyndte nu for alvor. Brian tabte rigtig meget tid, så Kuota blev faktisk også taget af nr. 7, cycling nord. Cycling nord bestod af et par rigtig erfarne og hurtige herrer, som kørte omgange på omkring 47-48-49-minutter. Når jeg følte at jeg kørte med alt hvad jeg kunne, uden at slå mig selv halvt ihjel og få for ondt i ryggen, så kørte jeg på 51... Derfor lavede jeg en vurdering sammen med Bjarke og de andre fra holdet, der betød at jeg officielt havde kørt min sidste omgang da klokken var omkring kl 9.00...... Ahhhhhhh :-) Det var faktisk et godt træk, for hvis jeg skulle køre 2 omgange mere og ville tabe omkring 3-4 minutter pr. omgang så ville vi blive hentet.

Cycling nord kom på intet tidspunkt sådan faretruende tæt på. Jeg tror 5 minutter var det tætteste, så vi følte os rigtig sikre på at 5. pladsen var vores.

Da klokken var 11.45 sendte vi Lars ud på hvad der skulle være vores sidste omgang. Han kørte en fantomtid på 45 minutter og konsoliderede altså den 5. plads som vi havde forsvaret igennem de sidste 4 timer. Et helt igennem fantastisk løb, der helt og aldeles uventet, endte med at vise sig fra sin bedste side og belønne et velfungerende hold, der ikke kiksede på noget tidspunkt, med et godt, flot og imponerende resultat.

Jeg står lige nu med en følelse af at have været med til noget stort. Jeg har været en del af et hold der har dystet med de bedste under ekstreme vilkår og prøvelser og så endda med det før omtalte flotte resultat til følge. Det er herligt at vide at det setup vi har arbejdet med omkring løbet har givet pote, at det virkede at have de hjælpere med som vi havde og at det var en kæmpe fordel at have et homogent hold, der ville det samme allesammen.. Først og fremmest, skulle vi gennemføre.. Det var målet. Resultatet var i princippet sekundært, kun noget vi drømte om, men vi tog fejl og drømmen blev til virkelighed.

Jeg takker af og vil til slut give min respekt til mine holdkammerater og til de folk der støttede op om os i form af hjælp og opmuntrende ord. Det kunne ikke være gået som det gjorde uden jer. Til vores nye medlemmer på team ride4fun, fra team enebærhaven:-) Det var en fornøjelse at have jer med i lejren og tilbringe nogen overgearede timer med jer. Nu ved i også hvad det drejer sig om. Flot at i gennemførte og fuldførte jeres mål.

N24 arrangører... Vi ses næste år til Nordic24 2010. :-)

Rommedahl out!

Shimanoliga 3. afd. Vejle

Så diskede jyderne endnu en gang op med en mtb-rute, som vi herovre på øen kun kan misunde dem. Shimanoligaen er slået op som toppen af poppen i den hjemlige mountainbikesport og det synes jeg, at de indtil videre har levet op til, især mht. rutevalg. Jeg deltog også i sidste afdeling i Silkeborg i H40-klassen. Der havde de efter sigende 190 højdemeter på godt og vel 6 km, men det blev overgået i afdelingen i Vejle med 220 højdemeter fordelt på knap 6 km.

En ting er, at man skal pukle op over alle disse stigninger, men noget helt andet er, når man skal ned igen, og det kan visse steder i bedste fald beskrives som en drabelig oplevelse. Jeg har i hvert fald stadig mareridt over ”Devils Drop” i Silkeborg, og i Vejle var der også et par nedkørsler, hvor man lige tog en dyb indånding inden man kastede sig ned i afgrunden. Det er noget andet end hverdagens DustCup!!!

Formen har været konstant opadgående, og med den seneste succes med H40-sejren i DustCupafdelingen i Herstedhøje, så havde jeg en lille forhåbning om at kunne give favoritterne, Mads Bødker og Ulrik Frandsen fra hhv. Tbikes og Webike en lille kamp til stregen, og med mit nyeste våben i form af min Specialized Epic, så skulle de i hvert fald ikke have lov til at køre fra mig på de tekniske dele af ruten, måske bortset fra de to allermest sindsyge nedkørsler. Hvad jeg tabte der skulle gerne indhentes hurtigst muligt på de efterfølgende opkørsler. Det var i hvert fald taktikken fra starten af.

Selve starten var i øvrigt også lidt sjov. Den foregik på asfalt og bestod af et par hundrede meter med en stigningsprocent på små 20%. Det lyder voldsomt men i forhold til opkørslerne inde i skoven så var det barnemad, men det gav den nødvendige spredning før man kørte ind på de første singletrackstykker. Her lagde jeg mig konservativt afventende på en 4-5 plads, og så gik det ellers derudaf med favoritterne forrest.

Det gik stort set op og ned det meste af omgangen, men de stejleste og længste op- og nedkørsler kom for alvor på den sidste del af ruten. Der var nogenlunde samling blandt de forreste 6-7 mand, men det blev der hurtigt ændret på da den første af de sindsyge nedkørsler kom. Her tror jeg nok at Ulrik fik lidt problemer og det er muligt at han styrtede. Jeg registrerede det aldrig rigtig. Jeg havde mere end nok at gøre med at styre min egen cykel. Det krævede absolut 100% koncentration. Om han nogensinde kom op igen tør jeg ikke sige. Den endelige resultatliste er desværre endnu ikke offentliggjort på skrivende tidspunkt.

Under alle omstændigheder, så var jeg nu avanceret til 3. pladsen og efter at jeg ligeledes overlevede den anden af de sindsyge med et minimalt tab, så synes jeg selv jeg lå jeg ret godt placeret inden det allerhårdeste stykke op mod målstregen. Anders Bystrup som jeg også havde kæmpet lidt med i Silkeborg var kørt frem i spidsen, og da Mads tilsyneladende ikke ville følge hans tempo, så gik jeg forbi og var derefter på 2. pladsen ved målpassagen. Ud på 2. omgang kørte jeg også forbi Anders på den første stigning, og fik også hurtigt et lille hul. Derefter var der sådan set kun en ting at gøre. Overleve nedkørslerne og holde kæden stram på opkørslerne.

Jeg forsøgte at hele tiden køre med overskud. Der var især på stykket op mod mål, at man for alvor kunne overophede. Efter en lang sej opkørsel skulle man nemlig tillige forcere en ekstra lille knold før man var helt oppe, og denne lille bitte knold skulle altså ikke undervurderes. Ellers resulterede det i at man kørte på tomgang gennem hele målområdet, og det ser ærlig talt ikke særlig checket ud!



Jeg tror at jeg gennem de meste af konkurrencen havde mellem et halvt og et helt minuts forspring. Jeg så aldrig nogen nærme sig bagfra. Et par gange blev der råbt noget i retning af: ”Han er først nede i bunden af bakken nu”, og så kunne man ellers disponere derefter. På de sidste par omgange blev selv de sindsyge nedkørsler mere medgørlige. Om det var fordi man vænnede sig til dem, eller om det rent faktisk var resultatet af at de efterhånden blev ”slidt til” - det tør jeg ikke sige. Resultatet blev at efter 5 omgange, så kunne jeg i ensom majestæt køre over målstregen til min hidtil største præstation på en mountainbike.

Det lyder jo egentlig meget nemt. Et par detaljer gjorde dog det hele lidt mere spændende. For det første stillede jeg op med en knækket saddel. Den knækkede forrige weekend, da jeg brutalt forsøgte at hive spidsen op på plads efter at den pludselig sad og pegede nedad. Jeg havde åbenbart ikke fået den spændt ordentlig. Den havde dog klaret et par træningssessioner i løbet af ugen, så jeg tog chancen og beholdt den på. På næstsidste omgang var det dog tydeligt at nu var den på vej til at gå helt fra hinanden. Det betød at jeg var nødt til at køre min fullsuspension Epic mere som en hardtail ved at stå op over de mest ujævne passager. Det skulle lige mangle, at man skulle køre hele sidste omgang uden saddel! Så er jeg ikke sikker på at jeg havde holdt hjem! Heldigvis blev det ikke aktuelt.

Og så skete der også noget andet. Allerede på første omgang kørte jeg tæt på noget bevoksning, som jeg lige fik strejfet med hovedet. Aner ikke hvad det var, men det gjorde sindsygt ondt på den ene side af kinden. Min umiddelbare tanke var, at det var brændenæller, men de var i så fald meget højt placeret. Normalt kan man godt brænde skinnebenene lidt en gang i mellem, men dette var nu lidt underligt. Og det der gjorde det endnu mere underligt er, at jeg efterfølgende i løbet af natten tilsyneladende har fået en allergisk reaktion, så kinden nu er lettere hævet. Nu er jeg nok mest tilbøjelig til at tro det var et bistik, men jeg så aldrig synderen.

Nå, jeg håber jo at mit nu lettere deforme ansigt kun er en midlertidig tilstand. I så fald er det en pris jeg med glæde havde betalt for en sejr i Danmarks største og vigtigste MTB-cup.

Til sidste skal også nævnes at holdets nye mand, Jesper Kamstrup, kørte en 2. plads hjem i C-klassen, mens Magnus blev placeret ca. midt i elitefeltet.

Skrevet af Keld Pedersen

Landsholdudtagelse mtb-o..

Rytterne på team ride4fun har meget at være stolte af i øjeblikket. Ikke alene kørte de allesammen helt fantastisk til H12, men samtidig så har flere af dem også kørt så godt, at de er blevet udtaget til div. landshold.

Bjarke Refslund, som viste meget stor styrke til H12, er blevet udtaget til det danske MTB-O landshold og skal repræsentere DK til EM. Han har før vist de danske farver frem, men Bjarke er blevet stærkere, mere erfaren og udholdende i denne sæson, så der er store ting i vente for ham og hele DK. Tager han den entusiasme og energi, som den han viste til H12, med til EM, vil det ikke alene være godt for ham, men også resten af den danske lejr.

Anna T, "the lean, mean, ukrainian machine" er også udtaget til det ukrainske landshold, hvilket også er en stor ting for hende. Anna har meget store ambitioner og vi støtter og følger dig hele vejen.

Held og lykke til jer begge til EM

DustCup 3. afd. Tisvilde

Tisvilde er et dejligt sted at køre på mountainbike. Først og fremmest fordi det sjældent bliver særlig mudret og så er der en masse singletrackstykker med rigtig godt flow og i den grad animerer én til at give den lidt ekstra gas. Det har heldigvis været dejligt tørt her i foråret, så mudder er heldigvis ikke et tema lige i øjeblikket. Sidste gang undertegnede skrev løbsrapport fra sidste afdeling af SlushCuppen beskrev jeg lidt om forholdene, som i den grad levede op til cupnavnet. Det gør Dustcuppen også pt. og det er jeg i hvert fald glad for. Bliv venligst ved med det!

Dustcuppen har indtil videre været ganske succesfuld for mit vedkommende. Overall er det lykkedes mig at placere mig omkring top 10 og selv om det er mere end tilfredsstillende, så er det i princippet irrelevant, da det selvfølgelig først og fremmest gælder H40-klassen. Henrik Cohen vandt i ganske suveræn stil vinterens SlushCup, og ser ikke ud til at hvile på laurbærene. Mads Bødker er pt. hurtigste H40-rytter i landet – selvom han faktisk er 50. Det er først og fremmest de to herrer, som jeg skal forsøge at køre fra og det er faktisk lidt vanskeligt.

I Mads' fravær lykkedes det mig at vinde den forrige afdeling, men den slags gaver blev der ikke uddelt denne gang og Mads stod klar bag startstregen. Jeg tog opstilling ved siden af Henrik, da det forventelig var ham jeg skulle ”battle” med, som det jo hedder på nudansk mtb-jargon. Til sammen tror jeg vi begge havde en ambition om at følge Mads helt til dørs.

Der gik ikke mange sekunder før Henrik opdagede mit nye våben i form af en fullsuspension Specialized Epic. Den havde allerede haft sin debut i søndagens ShimanoLiga i Silkeborg. En fantastisk cykel, der gerne skulle hjælpe mig med at holde kæden stram og hastigheden høj selvom underlaget er lidt ujævnt. Der var en del både før og efter løbet, der lige skulle hen og beundre dyret.

Starten gik med et kvartérs forsinkelse. Jeg var kommet i god tid til Tisvilde og havde faktisk til en afveksling trillet ruten igennem hele to gange, og det hele var timet til start til normal tid, hvorefter man får at vide at det hele er skudt et kvartér. Jeg tog konsekvensen og satte mig ind i bilen og steg ud igen 10 min. før start. Det krævede lige et par gange rundt om stævnepladsen for at få varmen igen.

Arrangørerne havde lavet et ekstra langt startloop på en 3-4 km for at få lidt spredning på feltet og undgå kødannelse. Jeg ved ikke om det virkede efter hensigten, men under alle omstændigheder er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes det er nogen god idé. 450 rytter der racer ud ad en grussti med en hastighed formodentlig tæt på 40 km/t kan meget nemt ende i massestyrt. Så kan man ligeså godt lave spredningen ved at starte med at køre ind på et smalt singletrack før folk overhovedet kommer op på cyklen! Bare en tanke!

Det gik i hvert fald stærkt til at begynde med, og planen med først og fremmest at holde styr på Henrik og Mads bliver hurtig lidt uoverskuelig, når man kører med tungen ud af halsen midt i en støvsky. Jeg synes selv jeg var rimelig godt med, men især Henrik er altså lidt af en startkanon, og efter startloopet forsvandt han stille og roligt ud af syne. Hele første omgang lå han og kørte med de allerhurtigste, og det ligger altså uden for min kapacitet at hamle op med.

Hvis jeg skulle have nogen chance, var jeg derefter tvunget til at følge Mads trop. I starten var der et par mand mellem ham og mig. Dem fik jeg overhalet og der dannede sig en lille gruppe på fire mand, bestående af Lasse Brun Pedersen, HMTBK, Morten Laustsen, DMK/Pronghorn, Mads og jeg. Lasse og Morten skiftedes lidt til at tage føringen med Mads som fast tredje led i kæden, perfekt på hjul gennem stort set alle omgange, og så undertegnede, der desperat forsøgte at bide sig fast. Det må indrømmes, at der var lidt større elastik end godt var. Flere gange var jeg faktisk overbevist om at nu holdt den elastik vist ikke længere, men på forunderlig vis lykkedes det mig alligevel at få lukket hullerne igen. Jeg giver mig selv et 12-tal i fightervilje. Og nu hvor jeg er ved at rose mig selv, så er jeg også godt tilfreds med hvordan jeg i øvrigt taklede ruten og dens små forhindringer. Epic'en var absolut til stor hjælp, men jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt lavede nogle alvorlige tekniske fejl på trods af, at farten generelt var så høj, at man til tider følte, at man måske ikke helt havde det fulde overblik over situationen.

Efter to af de store omgange råber min manager (min kone): ”20 sekunder”. Jeg ræsonerede mig frem til at det måtte være tiden op til Henrik. 20 sek. er jo ikke så meget, men alligevel mere end nok til at man aldrig visuelt har kontakt med ham. Det er jo ikke landevejsløb der her! Men efter små tre omgange har vi indhentet ham og vi forsætter alle tre samlet ud på hvad der skulle vise sig at være sidste omgang. Man kan sige, at der var dækket op til en kanon spændende finale.

Taktikken med at ligge som sidste mand i en gruppe er generelt ikke særlig smart. Alle huller der opstår – og de opstår hele tiden, når der samtidigt opstår en del trafik som det er sædvanen i den sidste del af løbet – har man ingen hjælp til at lukke. Det må man klare selv, og det havde gennem hele løbet været tæt på at gøre det af med mig. Nu sørgede jeg endelig for på et grusstykke at komme op foran Henrik. Og hvis behovet for at lukke huller igen opstod, så kunne man måske drage fordel af lidt backup.

Nu kom det aldrig rigtig på tale. Det var en rigtig god idé at gå fordi, da jeg havde chancen. Trafikken har sikkert gjort en hel del af udslaget, men Henrik fulgte tilsyneladende ikke trop. Lidt kikken over skulderen på grusstykkerne, men han var ikke til at se. Til gengæld blev det efterhånden også klart, at Mads stille og roligt trak fra – stadig på hjul af Morten og Lasse. Jeg havde ham i princippet hele tiden indenfor rækkevidde, men i realiteten var løbet afgjort. Jeg trillede - nej det passer ikke, jeg racede - over målstregen små 6 sek. efter Mads og 16 sek. før Henrik. Overall bliver vi 9, 10 og 11. Det er meget godt klaret af nogle gamle drenge, der forlængst har passeret de 40.

Teamet generelt havde en okay dag på kontoret. Et par mand stod af, men en 2. plads til Anna hos damerne og fortsat formfremgang at spore hos Magnus med en samlet 15. plads, samt en stabil og stærk præstation af Bjarke på en 19. plads på trods af at han vist endnu en gang måtte slås med lidt materielle problemer - denne gang var det vist en forgaffel, der ikke makkede ret – og samlet blev det til en 3. plads i holdkonkurrencen.

Skrevet af Keld Pedersen

Shimanoliga #2 i Silkeborg

I søndags dannede Århus MTB og Silkeborg MTB rammerne om Shimanoligaens 2. afdeling. Rigtig mange havde taget turen fra hele Danmark for at deltage i motion- og eliteklassen. Undertegnede stillede op i eliteklassen med start kl. 14.00. Der var derfor rigeligt med tid til at komme fra København til Silkeborg - om man vil: "Danmarks mountainbikers paradis" :-)

Kl. 9 mødtes Kenneth Vedsted (Team Ride4fun (motion) og DMK (DCU)), Morten Krogh (Team DMK) og jeg selv (Team Ride4fun (motion) og DMK (DCU)) for at pakke bilen og trille derover. Jeg var selv ret spændt på, hvad Silkeborg og Århus kunne diske op med at tekniske finurligheder af spor. Sidste år tryllede de en yderst teknisk rute frem til et DCU-løb, hvor jeg faktisk kørte et af mine bedste resultater hjem ... nogensinde. Des mere teknisk... og til tider sindsygt, jo mere nyder jeg det ;-) I år var ingen undtagelse - de jyder ved hvad rigtig mountainbike er. Som vores guide Genci fra Andalusien ville sige "Some massive drops" and "funny uphills". Normalt plejer man, at kunne finde en kørselslinie ned at skråningen sådan inden man når til kanten, men i Silkeborg skal man faktisk ud over kanten, før man kan se sporet... og så går det ellers bare én vej. At nogle af de vildeste drops så også var tæt pakket med skrå rødder, gjorde ikke lige frem oplevelsen dårligere. Kort sagt - tekniske nedkørsler som ikke findes på Sjælland.

Med et løb på omkring 2 timer, hvor det kun går op og ned - og det er altså pivskid klinge når det går op, så var min taktik helt klar fra begyndelsen: På den her rute var det muligt at køre sig i sænk på den halve tid - og der skulle derfor disponeres. Og specielt i mit tilfælde, da jeg stadig er i opbygningsfasen efter min diskusprolaps, og mangler masse af råstyrke. Mit pulsur bestemte derfor hastigheden op ad bakkerne. Starten gik og næsten alle overhalede mig. Den første kilometer gik op og op ad en grusvej. Efter 500 m., var der allerede nogle uheldige ryttere, som havde overvurderet deres kondi og måtte næsten stå stille på grusvejen. Herefter kunne jeg stille og roligt forsætte mit eget løb og indhente en efter en.

På 2. omgang lå Kasper og Karí fra Team DMK og Kenneth Vedsted (Team ride4fun og DMK) på mit baghjul, og foran en fra Roskilde. Mange ryttere gav sig 100 % op ad bakkerne, og havde derfor ikke meget overskud til de tekniske passager, hvor man med fordel kunne passere stående i pedalerne. Jeg lavede et hurtigt ryk på en hullet strækning, fik et godt flow i cyklen, hen til en af de vilde nedkørsler. På under 20 sekunder havde jeg slået et hul på næsten 10 sekunder. Herefter disponerede jeg på opkørslerne, hvor de bagfrakørende kom nærmere, på toppen kunne jeg holde tempoet og trække fra igen, og på nedkørslerne hentede jeg flere sekunder til de forankørende. På 5. omgang forcerede jeg dog ikke til den bagfrakørende rytter, på nedkørslerne, der var det en kamp for at hænge på - Klaus Nielsen. Den røde danmarksmester trøje kom som et lyn bagfra og jeg blev lappet. Faktisk lidt ærgeligt, for jeg havde overskud og disponeret til en 6. omgang. Jeg er dog fuld tilfreds med min 25. plads i det enormt stærke felt. At jeg kan køre et DCU-løb på næsten 2 timer (heraf 45 min i AT), med så mange højdemeter, kun 3 måneder efter en diskusprolaps... det kan jeg vist ikke brokke mig over.

Til næste afdeling af Shimanoligaen i Vejle er målet at køre mig i top 20, hvilket jeg mener er meget realistisk, hvis jeg kan forsætte med den gode genoptræning. Kenneth Vedsted fra teamet kom ind 20 sekunder efter på en 26. plads Keld Pedersen kørte i motions- og H40-klassen og fik en flot 4. plads /Skrevet af Magnus Brinch Larsen

H12 - 2009

Denne løbsrapport er af en lidt utraditionel karakter, da den er skrevet af en person der i princippet ikke har kørt H12, men som igennem hele dagen løbet foregik, har fulgt med i alle magtkampe, placeringer, interne dyster og andre helt unikke og specielle ting, som var med til at gøre dagen til en stor oplevelse for alle involverede.

Min egen optakt til dette store løb, som var forårets første mål og sæsonens første formtop, har mildest talt været katastrofal. En øm ryg satte mig for et par uger siden ud af spillet om en plads på et af holdene og mine tanker omkring det her løb, må jeg indrømme var af lidt blandet karakter. Jeg var bitter over ikke at skulle køre, men opsat på at levere en indsats for holdet. Dog vil jeg sige at jeg som sportsmand og konkurrencemenneske hellere ville have været på cyklen for at deltage på lige fod med de andre.

Holdsammensætningen blev bestemt for et par uger siden. Sammen med Magnus "coach" Larsen, sammensatte jeg 2 hold der på papiret begge var rigtig stærke, men hvor 1 af dem skulle kunne blande sig med de rigtig store og stærke hold. Keld, Bjarke og Kenneth blev udtaget til 1. holdet og Jens, Viggo og Magnus selv til 2. holdet. Der lå mange tanker bag denne sammensætning, mange skader og mulige kommende skader blev vurderet og til sidst følte vi at den var der.

Forberedelserne op til løbet gik som det nu skal. Masser af planlægning og logistik arbejde skulle der til, for at drengene og pigerne fik det perfekte setup til dagen. De skulle bare koncentere sig om at træde watt i pedalerne, så skulle jeg nok sørge for så meget jeg kunne på dagen. Tro mig, der var mange opgaver til mig. Både før, under og nu efter løbet..

Jeg havde taget mit eget private træningsvåben med til løb. Min spinningcykel som normalt har en fast plads i soveværelset, var transporteret hele vejen til Isterød. Jeg har ikke tal på hvor mange der kom med hånlige og tumpede kommentarer da jeg bar den ned til campen. Det kan jeg egentlig godt forstå, for ser man på hvordan sådan en spinningcykel er bygget så kan det være relativt svært at komme rundt på en mtbrute, men årsagen til at jeg havde taget den med, var selvfølgelig at rytterne fra teamet skulle have muligheden for at rulle lidt ben inden de skulle ud på deres tur. Det viste sig at flere hold efter et par timer var meget misundelige på den. Så meget at den endda blev lånt ud til vores konkurrent - WEbike.. :-)

De første der skulle ud var Magnus og Keld. Begge meget stærke ryttere, som har vist store fremskridt her i foråret. Magnus har dog været plaget af en lidt syg ryg, så vi var spændte på at se om den kunne holde alle 12 timer.

Jeg står og kigger ved starten og tager mig selv i at tænke: " Jeg kan egentlig ikke huske hvornår jeg sidst har SET et cykelløb".. Det fik jeg så chancen for nu, et endda et 12 timers et af slagsen.. Det var nu det gik løs, det var nu at alt planlægningen og møderne og træningen skulle komme til sin ret, det var nu at starten gik...

Jeg løb med det samme at starten var gået, ned til et sporet for at følge med i hvordan det gik vores hold. Jeg kunne konstatere at Keld var kommet godt ud af starten og havde lagt sig på en 7. plads, med prominente holdnavne som Pronghorn, T-bikes og så et par rigtig stærke MTB-O drenge lige foran sig og Magnus lå med omkring 30 sekunder op til Keld på en 15. plads. Der var rigtig mange timer endnu, men det kunne man ikke rigtig spore i ansigterne på de første ryttere der kom forbi. Jessing fra T-bikes stormede afsted som om at det var et 1 times slush løb han kørte. Hatten af for det..

Pludselig går det op for mig, at jeg jo skal sørge for at folk er klar og fortælle dem hvornår de skal afsted osv. Så jeg måtte glemme min iver efter at se cykelløb og løbe ned til campen og sørge for at Bjarke og Jens blev klar. Vi lavede hurtigt en rutine der lød på at rytterne, så snart de kom ind, skulle køre op i campen og sige at de var inde. Derved så vidste personen der skulle ud næste gang at han havde ca. 20 minutter til at rulle lidt og gøre sig ready to race. Når de 20 minutter var gået, så skulle rytteren der stod for tur, køre op til et lille loop der var lavet på stævnepladsen. Når man så se sin holdkammerat der, så havde man ca. 2 minutter til at komme ned i teltet hvor staffetten skulle overrækkes. I øvrigt var det en ny og efter min mening, banebrydende måde at skiftet foregik på.. Superfedt.

Skiftene foregik ved at man, når man kom ind i mål, skulle hoppe af sin cykel og trække den ved siden af sig, hen til et telt hvor ens holdkammerat stod og ventede. Her fik han leveret det refkleksarmbånd der agerede stafet. Derfra skulle modtageren så løbe hen til sin cykel, som stod parkeret på cykelholdepladsen, og så fortsætte ud på ruten. Jeg var faktisk ret skeptisk omkring det til at starte med, men det viste sig at det var en supergod løsning.

Vores 2 ride4fun elitehold lå og dystede med et par lidt mindre hold i starten, men efter et par timer så begyndte der at tegne sig et mønster i placeringerne. 1. holdet havde sat sig på en 6. plads, og 2. holdet havde meget overraskende kørt sig i stilling til en 8. plads. Værd at nævne her er at pronghorn havde haft en defekt og var rullet et par placeringer tilbage, men optimistisk og entusiastisk som jeg nu engang er, så øjnede jeg her chancen for at slå en af de helt store..

Pludselig sker det.. Keld´s baghjul er fladt og han er løbet et stykke for at komme ned til stævnepladsen på det første loop. Hurtigt får han kontakt til mig, og jeg kan løbe ned til ham med et reservehjul. Vi taber vel samlet 2½ minut, og må se t-bikes og pronghorn både komme forbi og tage lidt afstand til os også.. Ærgelig, kører Keld videre, men helt utroligt så kommer han ind på en omgangstid der ikke bærer så meget præg af at han har haft en punktering. Keld kører bare så sindsygt stærkt.

Vi runder de første 3 timer og alle ryttere har efterhånden været i ilden. Pigerne er begyndt at udbygge deres forspring og dyster nu med om 1. pladsen i dame trio. Anna kører nogen rigtig flotte omgangstider ind, og kører faktisk fra mange herrer som plejer at ligge godt med til dust og slushcup. Malene er superstabil og kører et rigtig godt løb. Doris leverer det man vil kalde for en rigtig mandfolkeindsats. Der bliver trådt og trådt, og hvergang man ser hende på sporet er hun sammenbidt og koncentreret. Respekt til alle tøserne fra mig af, det kræver meget at kunne levere det i gjorde..

Efterhånden som tiden går, er T-bikes og MTB-O drengene begyndt at trække fra i fronten. De skiftes lidt til at føre og på et tidspunkt er orienteringsholdet så langt foran at man næsten tror at de kan vinde det her løb. De kan bare køre på cykel og de giver sig 110% på hver omgang. Det var imponerende at se hvordan de selv 6 timer inde i løbet stadig tog sving med sådan en entusiasme og vildskab der kun kan misundes. T-bikes kører sikkert og stabilt og leverer gang på gang superhurtige omgangstider, men de er altså på et tidspunkt et par minutter bagud i forhold til mtb-o holdet.

Da der er gået godt og vel 6-7 timer, begynder man rigtig at kunne mærke hvor trætte drengene er ved at blive. De ser lidt mere trætte ud når de kommer ind, lidt mere brugte og færdige, ondt i armene, skuldrene, ja røven også, men altsammen er lige meget. Der skal bare trædes og trædes og trædes. Jeg bliver flere gange dybt imponeret over dem, der når de virker allermest trætte, så lige går ud og kører en tid på 25 minuttter.. Dybt imponeret og det gør mig sgu stolt som leder af det her hold at jeg kan se at de giver sig 200% hver gang de er på.

Jeg må indrømme at en fyr som Bjarke, skræmte mig en lille smule. Han bleve nærmest mere og mere vild for hver omgang. Ja, han var træt, men sagde jeg til ham at der skule gives max gaz og han skulle give den alt hvad han havde, så gjorde han det også... " De der T-bikes, dem æder jeg fandeme nu Romme, det lover jeg" ganske rigtigt, da han kom i mål havde han kørt forbi T-bikes 2. hold som ellers lå nr. 7. Manden var i strålende humør hele vejen og viste en kampgejst der kun kan misundes og det smitter. Desværre er Bjarke ikke med til Nordic24 da hans primære sæsonmål i mtb-o regi ligger 1 uge efter, men vi skal nok stille stærke og skarpe op alligevel.

Efterhånden som tiden gik, blev spændingen omkring 9-10 pladsen for vores vedkommende rigtig spændende. 2. holdet havde faktisk indtil de sidste 3 omgange en drabelig dyst med et hold, jeg ikke helt husker hvad hed, men de kørte i nogle mørkeblå Rivette trøjer. Vi var faktisk foran i mange timer, men til sidst kom de faretruende tæt på og så desværre også forbi. Her må jeg igen sige at jeg er imponeret, både over det ukendte hold, som ud af det blå hev nogen pivhurtige omgange frem af hatten, på under 25 minutter 10 timer inde i løbet, men så sandelig også teamet. Jeg husker Magnus blev sendt ud over 20 sekunder efter en af de her fra det andet hold. Jeg råbte til ham, at han bare skulle fanges og ædes.. Og det gjorde han sgu. Magnus sled sig op fra minus 20 til 20 i plus. Det var bare så stærkt kørt. Viggo, som er en af de nyeste på holdet, kæmpede og kæmpede og var også manden der til sidst troede at han var færdig med at køre, men som så lige måtte ud på en runde mere da både Jens og Magnus var mere eller mindre brugt op. De kunne ikke mere, hvilket Viggo sådanset heller ikke kunne, men igen skinnede viljen igennem og han tog en for holdet. Så godt kørt V_man..

Jeg stod klar i mål og tog imod drengene når de kom ind fra sidste runde, jeg vil igen lige fremhæve hvilken holdånd og vilje vores forskellige hold kørte med. Karsten som kørte for vores 3. hold, hyggeholdet, tog imod staffetten kl. 20.59 og kørte ud på ruten for at forsvare holdets placering som nr. 88.. Det giver 5 stjerner i min bog, glæder mig til at have dig med ud igen Karsten. Rune og Frederik, som fuldendte trekløveret kørte stabilt og jeg er stolt af at de kom igennem.

Alt i alt, kan vi være mere end tilfredse med vores indsats. Både som hold og som individualister viste vi at kan være med helt fremme, men vi viste så sandelig også at vi kan finde ud af at have det sjovt. Det var en udsøgt fornøjelse at tilbringe en hel dag i skoven med gode og rare mennesker.

Holdende ender på disse placeringer i top 10:

1
Team T-Bikes 1
2
"Mtb-O Guld-3'eren"
3
HMTBK SRAM RIDLEY
4
LØBEREN / MTB-O
5
Team Pronghorn
6
WeBike
7
Team Ride4fun 1
8
Team T-Bikes 2
9
ÅMK
10
Team Ride4fun 2

Jeg vil gerne vise min dybeste respekt til arrangørerne, som igennem hele dagen viste at de havde helt styr på det. De formåede at danne rammen om et løb der måske kommer til at blive DK´s største tilbagevendende mtb event. Jeg bøjer mig i støvet for jer, det var godt gået. Superdag, supermennesker, og tak fordi i havde bestilt godt vejr...

Skrevet af Martin Rommedahl